Over fem søndage aktualiserer DR Drama med ’Liberty’ baseret på Jakob Ejersbos roman af samme navn centrale temaer i dansk bistandsarbejde. Tv-seriens første afsnit blev positivt modtaget af de fleste anmeldere, dog pegede enkelte på, at tidsperioden i 1980’erne ikke var klart markeret, altså lige bortset fra en heftig cigaretrygning.
Tørk Haxthausen
Foto: Det danske Filminstitut
Senere optog Haxthausen en lang række videointerviews med frivillige og eksperter i Zambia, Kenya og Bangladesh, som blev anvendt på DANIDAs forberedelseskurser for udsendte.
Europæiske og afrikanske normer
Også ’Udvikling’ fortæller om modsætninger mellem europæiske og afrikanske normer, i dette tilfælde i et projekt med i at få gang i en eksport af blomster, og om livet som udsendt.
Jeg interviewede Tørk Haxthausen til Internationalt Forums magasin ’Cikaden’ i 1987, samme år som han udgav sin roman ’Hos de Sorte’. Om forskellen på den frivillige og eksperten, sagde han:
”De allerfleste frivillige har en ganske reel håndværksmæssig eller undervisningsmæssig opgave. Det store flertal af dem bliver anbragt ude i lokalsamfund… De skal altså meget hurtigt finde ud af, hvordan man begår sig i det lokalsamfund. De skal udføre deres opgave på en måde, så den lokale befolkning gider have med dem at gøre, gider samarbejde. Derimod er eksperten som regel en højtbetalt figur anbragt et eller andet sted i en større administration eller i en projektsammenhæng…som allerede fjerner ham temmelig meget fra de mennesker, han formodes at hjælpe.”
Om eksperters ofte stærke frustration sagde Tørk Haxthausen bl.a.:
”Han får indsigt i en økonomisk situation i landet, som gør, at det han laver, egentlig bliver en latterlig dråbe i havet, eller dråbe i ørkenen vil jeg snarere sige, hvor han kan forudse, at det fordamper i løbet af no time.”
Musik i bilen
Jeg spurgte senere i interviewet med Tørk Haxthausen, om han havde haft lejlighed til at følge, hvordan et arbejde i et u-land er blevet en ny livserfaring. Han fortalte om et bestemt af mange videointerviews for DANIDA:
”Der er en familie, som på det tidspunkt havde været et halvt år i Noakhali-projektet. De havde et stort hus, og de havde tjenestefolk og tennisbaner, men de synes vel nok, det ikke lige var deres standard, fordi ledningerne lå uden for væggene og der var sådan lidt kalk, som skallede af her og der… De fortæller helt åbenhjertigt på det bånd om hvor rædsomt de egentlig synes det er. Men siger han, heldigvis så har vi jo bilen. Når vi synes, det bliver for slemt, så kan vi sætte os ud i den, der har vi det hele: behagelige stole, et rent og pænt interiør og musik, og så føler vi, at vi altså ikke er gået helt til bunds endnu.”
Haxthausen fortalte så, at han to år senere hørte, at familien havde forlænget kontrakten med to år:
”Når folk, der er så forankrede i nogle forstads-kvarters-danske værdier, virkelig kan tage den beslutning – og den bil ligner nok heller ikke hvad den oprindelig var – så er der altså sket en ændring.”
Meget er ændret i dansk bistand siden 1980’erne. Færre eksperter udsendes og flere lokale konsulenter udfører projekter. Men hvad synes egentlig tidstypisk – en detalje i ’Udvikling’ er danskernes hårdere sprog indbyrdes og til afrikanere – og hvad er vedvarende modstrid i målsætninger og asymmetri i kulturmødet?
’Udvikling’ kan ses på DR Bonanza: https://www.dr.dk/bonanza/serie/606/udvikling
Kilde: Cikaden – tredje verdens magasin nr. 5, 1987, s. 4-7.
