KOMMENTAR
Af Henrik Stubkjær,
Generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp
Indlæg bragt i Berlingske Tidende fredag
Hvilken rolle kan og skal NGOer spille i den ulykkelige konflikt i Mellemøsten?
Det er en debat, som Karoline Henriques fra den israelske organisation NGO Monitor og (udenrigsordfører, red.) Søren Espersen fra Dansk Folkeparti har rejst i Berlingske Tidende.
I deres indlæg kan man læse, at NGOer som Folkekirkens Nødhjælp er både pro- palæstinensiske, anti-jødiske, uigennemskuelige, uden offentlig afrapportering, fortalere for en boykot af Israel og skadelige for fredsprocessen.
Men sandheden er, AT der afrapporteres 2 gange årligt på alle projekter støttet af Folkekirkens Nødhjælp, AT vi aldrig har støttet en boykot af Israel, AT alle oplysninger om vores arbejde i øvrigt er tilgængelige, og AT vi selvfølgelig ikke er anti-jødiske.
Så mange usandheder på så kort plads siger en del om Karoline Henriques’ og Søren Espersens motiver og lødigheden af deres udsagn.
NGO Monitor har i adskillige år brugt mange ressourcer på at kritisere NGOer, der har arbejdet i eller forholdt sig til situationen i Mellemøsten.
Velanskrevne internationale organisationer som Human Rights Watch er således ikke gået ram forbi, og i foråret måtte Folkekirkens Nødhjælp også stå for skud for sin støtte til israelske organisationer, der ifølge NGO Monitor bedrev anti-israelsk virksomhed.
Vel at mærke organisationer, der drives af israelere, som er født og opvokset i Israel, som har aftjent værnepligt i den israelske hær, som nærer stor kærlighed til deres land, og som er drevet af en dyb bekymring over, hvad besættelsen gør ved det israelske demokrati og samfund.
Dengang som nu må vi svare: Er det anti-israelsk som borger i Israel at lufte sin bekymring?
I Berlingske Tidende kunne man i mandags læse, at Folkekirkens Nødhjælp støtter NGO Development Center i Ramallah. Det har vi heller aldrig gjort. Og det ville NGO Monitor også vide, hvis de drev seriøs research.
Men hvad støtter Folkekirkens Nødhjælp så?
Vi støtter aktiviteter, der har til hensigt at fremme kvinders rettigheder, hjælpe dem mod voldelige mænd og undertrykkende patriarkalske systemer. Vi skaffer vand til beduiner og deres får i ørkenen.
Vi bekæmper fejl- og underernæring blandt småbørn i Gaza og forebyg-ger diabetes (sukkersyge) blandt voksne. Vi støtter dokumentation af krænkelser af menneskerettighederne – både dem der begås af de palæstinensiske myndigheder og af den israelske hær.
Og så oplyser vi om årsagerne til den nød, vi ser, og om de forhindringer, vi oplever, når vi forsøger at bekæmpe fattigdom.
Det er en rolle, vi gerne påtager os. Ikke fordi vi – med Søren Espersens ord – er krigsgale. Men fordi det er nødvendigt. Og på trods af, at vi er krigstrætte.
Uanset hvor meget økonomisk bistand, der gives til palæstinenserne, bliver situationen i området ikke bedre, før der findes en politisk løsning på konflikten.
En løsning som indebærer, at israelere og palæstinensere nyder de samme rettigheder og lever med regeringer, der er oprigtigt indstillede på at garantere disse rettigheder.
Man fristes til at sige: Så længe krigsgale politikere på begge sider af konflikten, i regionen og internationalt, ikke er indstillet på at løfte den opgave, kan vi krigstrætte NGOer kun “sætte et plaster på såret” og vente.
Kommentaren stod i Berlingske Tidende fredag den 17. september 2010.
Kilde: www.noedhjaelp.dk
