PARIS: “Vi har talt meget om Paris den senere tid af de forkerte årsager. Lad os begynde at tale om Paris af de rigtige årsager”.
Således lød det fra Jens Ringberg, da han var konferencier ved en konference om klimaflygtninge arrangeret af CARE Danmark i Landstingssalen onsdag.
Udtalelsen er helt sikkert dækkende for mange klimainteresseredea tanker i denne tid. Det vigtigste klimatopmøde siden København var vært for FN’s klimaforhandlinger i 2009 begynder nemlig mandag i den franske hovedstad.
Her skal “Byernes By” lægge rammerne til en milepæl, der ikke blev nået i København: verdens nationer skal vedtage en ny international klimaaftale.
Det skal ske i et land i undtagelsestilstand efter de blodige begivenheder i byen for et par uger siden. Mange vil dertil tilføje, at kloden også er i undtagelsestilstand på grund af den globale opvarmning.
Det er ved at være sidste chance, hvis temperaturstigningen skal holdes under 2 grader i dette århundrede, hvilket er en af målsætningerne. Vi er ved at have varmet kloden 1 grad op i forhold til niveauet før industrialiseringen, og det har allerede frygtelige konsekvenser rundt omkring i verden.
Derfor har forhandlerne haft travlt, og særligt værtsnationen Frankrig har skruet op for den diplomatiske aktivitet.
Alligevel er parterne reelt ikke kommet nogen vegne med de helt store spørgsmål, der skal løses inden statsoverhovederne kan sætte deres signatur på en aftale.
De grundlæggende uenigheder handler særligt om differentiering mellem landene, klimastøtten fra Nord til Syd, den juridiske form af aftalen og et langsigtet mål for forhandlingerne.
Det fortalte Danmarks chefforhandler under klimaforhandlingerne, Mercan-Ellen Nielsen, ved et briefingmøde i ministeriet for energi, forsyning og klima onsdag.
Klimastøtten til de fattigste lande
I toppen af listen over uenigheder mellem Syd og Nord er klimafinansiering. Der er et løfte fra topmødet i København om, at de rige lande vil stille 100 milliarder dollars til rådighed årligt fra 2020.
De mange milliarder skal gå til de fattigste landes indsats for at reducere klimaskadelige udledninger og tilpasse sig de grelle konsekvenser af klimaforandringerne.
“Spørgsmålet om hvem der skal betale for de mange klimaopgaver bliver afgørende i Paris. Mange ulande vil gerne gøre noget, men de har svært at se, hvor pengene skal komme fra”, siger Mattias Söderberg, klimarådgiver hos Folkekirkens Nødhjælp.
“De rige lande vil også, at u-landene skal handle, men de vil ikke forpligte sig til at betale. Uden penge på bordet risikerer vi dermed at få en lav ambition på alle områder”, fortsætter han.
En rapport fra OECD viser, at klimastøtten er steget til over 60 milliarder dollars i 2014, men der er mange, der sætter spørgsmålstegn ved dette tal. Bl.a er der kritik af, at rapporten indberegner lån, som jo i sin natur er en betegnelse for penge, der skal betales tilbage.
Læs mere om rapporten her: http://globalnyt.dk/content/oecd-rapport-klimafinansiering-er-oeget-men-stadig-mangelfuld
Derudover er det et løfte fra 2009, at støtten skal være “ny og additionel”. Det betyder, at den ikke skal tages fra den eksisterende udviklingsbistand, men det er de rige lande slet ikke på vej til. Tværtimod. Danmark er et godt eksempel på denne tendens.
De seneste besparelser på u-landsstøtten i finansloven for 2016 bringer den samlede danske indsats ned på FN’s anbefalede minimumsniveau på 0,7% af BNI, men denne andel indeholder samtidigt klimastøtten. Den danske klimafinansiering tages altså fra de midler, som skulle gå til udvikling.
Det er i øvrigt kun ganske få af de velhavende lande, der leverer en sum, der svarer til FN’s minimumsniveau til verdens fattige.
Hvem er rig og hvem er fattig?
I Klimakonventionen fra 1992, som man forhandler under, er det nedfældet, at nationernes forpligtelser modsvares af deres rigdom. Dette princip er indeholdt i formuleringen om “fælles, men forskelligartede forpligtelser” (common but differentiated responsibilities).
Men særligt de rige lande mener ikke mere, at opdelingen i rige og fattige lande fra 1992 er tidssvarende. Derfor vil de mere velstående nationer – heriblandt Danmark og EU – gerne have blødt denne opdeling mere op.
Rige lande som Singapore, Qatar og Saudi Arabien er eksempelvis havnet i kategorien for fattige lande med begrænsede forpligtelser. I-landene ser også gerne, at store vækstøkonomier som Brasilien og Kina bidrager mere bl.a. med klimastøtten.
Kina har lovet 3,1 milliarder dollars til de fattige landes klimastøtte, hvilket faktisk overgår USA’s løfte om 3 milliarder dollars.
Mercan-Ellen Nielsen nævner, at det meget vel kan ende med et kompromis omkring den formulering, der er indskrevet i en bilateral aftale mellem Kina og USA. Her lyder formuleringen, at der er “fælles men forskelligartede forpligtelser i lyset af nationale omstændigheder”.
Formuleringen åbner for mere fleksibilitet i opdelingen mellem landene, men der vil helt sikkert komme en hård kamp om fortolkning af ordene, hvis det bliver resultatet.
Skal aftalen være juridisk bindende?
Bindende eller ikke-bindende – det er et andet stort spørgsmål, som klimaforhandlerne skal forsøge at løse, når de mødes i Paris om få dage.
Denne uenighed er egentligt ikke som mange af de andre store spørgsmål et generelt stridspunkt mellem landene i Nord og Syd. Derimod har det været EU og USA, der klarest har profileret sig offentligt med hver deres standpunkt.
USA’s udenrigsminister John Kerry har tidligere ifølge flere medier udtalt, at den omstridte klimaaftale ”absolut ikke bliver en bindende traktat”.
Flere spidser i EU – samt det franske formandsskab – har gang på gang slået fast, at aftalen skal være juridisk bindende. Formanden for EU-Kommissionen har enddog udtalt, at “EU ikke underskriver en hvilken som helst aftale” med en tilføjelse om, at den skal være juridisk bindende.
Der er særligt indenrigspolitiske årsager til, at USA ønsker en juridisk uforpligtende aftale. Republikanerne har flertal i begge kamre i Repræsentanternes Hus, og de er ikke glade for en indsats mod klimaforandringer og fossile brændsler.
Det konservative amerikanske parti har op til klimatopmødet forsøgt at svække præsident Obama ved at skabe usikkerhed om præsidentens tiltag for at reducere udledningen af de klimaskadelige stoffer og betale de lovede milliarder til Den Grønne Klimafond.
EU har på den ene side forståelse for præsidentens indenrigspolitiske kvaler, men presser alligevel på for at få stormagten til at acceptere en juridisk forpligtende pagt mellem landene.
”Der kan helt klart være fleksibilitet, men de, som ikke kan acceptere en bindende aftale må komme og forhandle… ikke bare med EU, men også med udviklingslande som Stillehavsøerne… Det vil være en af de vanskelige elementer af forhandlingerne”, sagde EU’s klimakommissær Miguel Arias Cañete på et pressemøde tirsdag.
Der er altså lagt op til armlægning mellem de to store og vigtige parter i forhandlingerne de kommende uger. Det er sandsynligt, at det ender med en såkaldt “hybrid-aftale”; der både indeholder bindende og ikke-bindende elementer.
Langsigtet mål
Samlet set skal aftalen gerne sende et signal til verden, heriblandt investorer, om at fossile og klimaskadelig energi er fortid – eller i hvert fald bliver det inde længe.
Derfor er et andet springende punkt spørgsmålet om et langsigtet mål for klimaindsatsen. Et mål er at holde temperaturstigningen under 2 grader i dette århundrede. Et mere kvantitativt langsigtet mål kunne være en afkarbonisering (decarbanization) – en udfasning af anvendelsen af kulstofbaseret energi.
Der er imidlertid mange olieproducerende lande, som er modstandere af dette.
På det sidste ministerrådsmøde inden COP21 ændrede EU faktisk ordlyden af det langsigtede mål. Der har hidtil være et mål om afkarbonisering, men det er nu ændret til “klimaneutralitet” efter det sidste møde mellem EU’s klimaministre i oktober.
Det er en svækkelse, der åbner op for teknologier som “carbon storage”, som flere miljøorganisationer ikke mener kan løse klimakrisen.
Det har særligt været Polen, der har presset på for den ændrede formulering, da landet er afhængigt af kul og derfor forsøger at udvande EU’s klimamål.
Fra København til Paris
Det naturlige sammenligningsgrundlag for topmødet i Paris er naturligvis COP15 i København i 2009. Fiaskoen i København har været lærerig i processen op til COP21.
Denne gang har landene selv indmeldt deres frivillige klimabidrag på forhånd til forskel fra København-mødet, hvor man forsøgte at dele byrderne ud under selve forhandlingerne.
Det betyder, at over 90% af de globale klimaskadelige udledninger er dækket af de bidrag, der allerede er meldt ind, men det er stadigt ikke tilstrækkeligt til at holde temperaturstigningen under de 2 grader.
Derudover har de store sværvægtere Kina og USA signaleret velvilje med bilaterale aftaler.
Det er ofte i kontrasten til manglerne i København, at optimisterne har sit håb, men flere ting ser bedre ud end de gjorde før topmødet i 2009, lyder det.
Logistisk er der også håb om, at Paris er bedre forberedt end København var det for 6 år siden.
Den danske hovedstad havde forventet, at 15.000 mennesker ville deltage i topmødet, men det endte med at blive 35.000. Derfor var der lange køer, hvor journalister, forhandlere og observatører måtte vente op til 8 timer i den danske vinterkulde for at komme ind.
Paris har sandsynligvis lært meget af topmødet i den danske hovedstad for 6 år siden – og netop derfor mener mange, at det kan lykkes denne gang.
Mandag kommer stort set alle statsoverhovederne til byen for at indlede topmødet. Lars Løkke Rasmussen vil også være til stede ved åbningen mandag.
Globalnyt dækker den store og afgørende FN-konference fra Paris. Vores deltagelse ved COP21 er støttet af Europa-Nævnet, mens togbilletten til Paris er støttet af Miljø- og Energifonden.
Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa (Europa-Nævnet) blev nedsat af Folketinget som følge af afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Nævnets formål er at ruste danskerne til at tage stilling til europapolitiske spørgsmål gennem upartisk at støtte oplysnings- og debatskabende initiativer i den danske offentlighed.
