Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Kan millioner af fattige løftes ud af fattigdom uden en betydelig forværring af de globale CO2-udledninger? Det er udfordringen for de lande, der tager både udryddelse af fattigdom og kampen mod klimaforandringer alvorligt.
Desværre er denne fundamentale afvejning ofte fraværende i rige landes energipolitik over for fattige lande, ligesom de kolossale uligheder mellem riges og fattiges udslip af drivhusgasser ignoreres. Mange klimaaktivister i rige lande fokuserer heller ikke meget på fattigdomsproblematikken.
Lad mig begynde med rige mennesker. “Stop de superriges klimaforurening. Davos-folket må betale”, hed det i min blog i januar. Den viste, at de allerrigeste er blandt verdens største forurenere, og at deres forbrug må reduceres dramatisk, hvis den globale opvarmning skal begrænses.
I denne blog er fokus på verdens allerfattigste. De skal bruge mere energi for at komme ud af fattigdom og få bedre og mere mad, uddannelse, sundhedspleje, infrastruktur og arbejdspladser.
Formålet med denne blog er at vise, hvor lidt energi fattige mennesker bruger. Og hvor ubetydeligt deres øgede energiforbrug vil være i det globale CO2-regnskab. Dén kendsgerning burde afspejle sig i rige landes energipolitik over for verdens fattigste lande. Desværre er det sjældent tilfældet.
Fattige lande, som udleder store mængder CO2 per indbygger, findes ikke. Rige lande, som udleder små mængder CO2 per indbygger, findes heller ikke.
To typer lande – og to typer mennesker – som ikke findes
Fattige lande, som udleder store mængder CO2 per indbygger, findes ikke (figuren til højre nedenfor). Rige lande, som udleder små mængder CO2 per indbygger, findes heller ikke (figuren til venstre). Bedre levevilkår og energiforbrug går hånd i hånd.
Ser vi på individer i stedet for lande, så findes der ingen i gruppen af rige mennesker (bortset fra særlinge, måske) med et lavt energiforbrug. Fattige mennesker med et højt energiforbrug findes heller ikke.
Figurerne er baseret på landegennemsnit. Den til venstre viser, at hver dansker bruger godt syv ton CO2 per år, mens indbyggere i Singapore bruger omkring 25 ton, og en etiopier bruger under et ton.
Ulighederne i karbonforbrug bliver endnu større, hvis folk opdeles på indkomstgrupper på tværs af landegrænser. Ifølge World equality report 2022 udleder de rigeste top en procent i verden omkring 110 ton per person per år i gennemsnit; top 0,1 procent udleder 467 ton per person per år, og top 0,01% 2530 ton årligt. CO2-forureningen fra verdens rige er simpelthen ekstrem.
I den anden ende af indkomstfordeligen udleder den fattigste milliard mennesker mindre end ét ton CO2 per år per person – cirka 75 ton over deres levetid. Det udgjorde kun 0,4 procent af det samlede globale udslip i 2019.
Skræmmebilleder om klodens fattige
Ovenstående simple kendsgerninger er stort set fraværende i klimadebatten herhjemme og i rige vestlige lande generelt. Debatten er kendetegnet ved et slående fravær af proportionalitetssans om de enorme globale uligheders betydning for klodens opvarmning og om, hvad det betyder for kampen mod global opvarmning. Det er tænketanken Concito et dansk eksempel på med indlæg som dette: Danmark bør i endnu højere grad styrke integration af klima-og udviklingspolitik i Afrika.
I stedet florerer to forkerte skræmmebilleder blandt klimaaktivister i rige vestlige lande, som begge påvirker vores tænkning og klimapolitikker over for fattige lande.
Det ene er, at en befolkningseksplosion i fattige lande vil forøge det globale CO2-udslip betydeligt og dermed forværre den globale opvarmning.
Det andet skræmmebillede er, at når fattige mennesker bliver rigere vil de forbruge meget mere fossil energi – herunder skifte til flaskegas væk fra osende afbrænding af biomasse ved madlavning. Også det vil få CO2-udslippet til at eksplodere.
Ingen af skræmmebillederne har bund i virkeligheden. Det viser resultater af tre tankeeksperimenter i tabellen.
Øget CO2-udslip, hvis skræmmebillederne blev til virkelighed
| Tankeeksperimenter | Øget globalt CO2-udslip (% af 2021 total) |
| “Øjeblikkelig befolkningseksplosion i dag” Én milliard flere fattige mennesker, der bruger samme energi-mix, som i fattige lande | +0,8% |
| “Øjeblikkelig Clean cooking i dag” Én milliard flere mennesker bruger flaskegas | Højst +0,09% |
| “Øjeblikkelig økonomisk vækst i dag” Én milliard flere fattige mennesker, der bruger samme energi-mix, som i lavere mellemindkomstlande | 1,6%-2,6% |
Som vist, ville en pludselig befolkningseksplosion af fattige mennesker selvfølgelig forøge det globale udslip – men kun med under en procent. I virkelighedens verden vil tilvæksten ske over en periode frem til 2030, ifølge FN prognoser – dog ikke udelukkende blandt de allerfattigste.
Et mirakuløst skift til madlavning ved hjælp af flaskegas for en milliard mennesker ville årligt redde mere end en halv million liv (mest kvinder og børn) i Afrika og mere end 3 millioner liv på verdensplan, som i dag dør af luftforurening fra stærkt forurenende madlavning som følge af afbrænding af træ og lignende. Denne enorme gevinst i levevilkår vil kun medføre et minimalt merudslip af CO2, som tabellen viser.
Og skulle det lykkelige ske, at en milliard fattige mennesker pludselig blev en lille smule rigere – og dermed brugte mere fossil energi – så vil merudslippet være på omkring 1,5 procent til 2,5 procent. Denne stigning skal afvejes mod en betydelig forbedring i levevilkår, som fattige mennesker vil opnå ved at bruge mere energi.
Fattige lande har brug for mere energi – også fossilt
Men sådan tænker de fleste klimaaktivister i rige vestlige lande – og deres regeringer – ikke. For dem tæller hver eneste kilo ekstra CO2 lige meget i kampen mod global opvarmning uanset hvor og hvem, der udleder den. Derfor vil de ikke støtte finansieringen af øget brug af fossilt brændsel – heller ikke i verdens fattigste lande, og heller ikke når det gælder flaskegas til madlavning. Den er jo fossil! Den danske regerings stop for støtte til sort energi i udlandet, som støttes af flere danske ngo’er, er et sørgeligt eksempel.
Hvor fossil energi er billigere eller mere tilgængelig for fattige mennesker, så er det dén, som vi (også) skal bruge vores udviklingsbistand til at støtte i kampen mod fattigdom.
At alt udslip af CO2 vil bidrage til global opvarmning er helt rigtigt fra et naturvidenskabeligt synspunkt. Fra et medmenneskeligt synspunkt er det helt forkert. En fattig families øgede CO2-udslip vil klart forbedre dens levevilkår, mens det for familier i rige lande ville betyde en meget, meget lille forskel i levevilkår, hvis deres udslip øget. Det er i forvejen meget stort.
”Løsningen” på dette dilemma er vedvarende energi, siger klimaaktivister og den danske regering. Vind, sol og andre vedvarende energikilder skal skaffe fattige mennesker billig elektricitet til madlavning og andre energikrævende forbedringer af levevilkår.
Det er fint, hvis dette øgede forbrug kan dækkes af vedvarende energi, som fattige mennesker faktisk kan betale. Selv om det er muligt nogle steder i nogle fattige lande, viser nyere forskning, at det langt fra gælder overalt. Der er store forskelle på, hvordan den billigste energiforsyning kan skrues sammen.
Hvor fossil energi er billigere eller mere tilgængelig for fattige mennesker, så er det dén, som vi (også) skal bruge vores udviklingsbistand til at støtte i kampen mod fattigdom. Det globale udslip af drivhusgas vil godt nok forøges, men kun i meget begrænset omfang. Til gengæld vil forbedringer i fattige menneskers levevilkår være betydelige.
Derfor skal vi hjælpe, så fattige mennesker kan komme til at bruge mere energi nu – og ikke om tyve år, når/hvis billig vedvarende energi vil blive bredt tilgængelig.
Samtidigt skal rige lande have langt mere fokus på at reducere rige menneskers enorme energiforbrug.
