Hjalp dansk-ledet redningsprojekt for orangutanger, som undgik lukning

Forfatter billede

Efter 4 års indsats trækker “Verdensselskabet for Dyrebeskyttelse” (WSPA) sin økonomiske støtte til organisationen BOS (Borneo Orangutan Survival Foundation).

BOS er nemlig blevet markant stærkere og kan nu stå på egne ben i arbejdet for Borneos truede orangutanger, skriver WSPAs danske aflægger i sit seneste elektroniske nyhedsbrev torsdag.

Sådan har det bestemt ikke altid været.

For 4 år siden stod de omkring 650 orangutangunger i Nyaru Menteng-reservatet i Borneo foran en usikker fremtid. BOS, som driver reservatet, stod pludselig uden finansiering og havde ingen penge til at fortsætte arbejdet med at redde de truede menneskeaber.

Danske Lone Drøscher Nielsen, som driver reservatet, fortæller:

– Det var en situation, hvor jeg pludselig så mit livs arbejde – omsorgen for orangutangerne – forsvinde mellem fingrene på mig. Jeg fik at vide, at der ikke ville være penge til at betale for mad og lønninger.

Hun kontaktede WSPA, som besluttede at hjælpe BOS ud af den økonomiske krise. Målet med hjælpen var at gøre BOS uafhængig af en enkel donor – og det er nu lykkedes.

Professionelle fundraisere står nu for organisationens marketing og det giver gode resultater. BOS fungerer nu også anderledes ledelsesmæssigt og administrativt og det har styrket organisationen, så den i dag kan stå på egne ben.

Det glæder direktøren i BOS, Chris Williams, sig over:

– WSPA har været med til at sikre fremtiden for reservatet og flere tusinde orangutanger. Sammen har vi samlet nok penge ind til at købe 86.000 hektarer skov, hvor orangutangerne kan sættes i fri i naturen. Området kan huse op mod 200 orangutanger, siger han.

De første orangutanger forventes at sættes fri i området senere i år. Andre, som er for skadede til at vende tilbage til naturen, vil med tiden blive sat fri på små øer. Øerne ejes af BOS, og på dem kan orangutangerne leve et liv, de trives med, samtidig som de ikke bliver overladt helt til sig selv.

Orangutangerne er blandt de 10 mest truede dyrearter i verden, og ifølge FN er der omkring 45.000 tilbage i verden. Deres hjemsteder i Indonesien forsvinder hurtigt, fordi skovene brændes ned, typisk for at gøre plads til oliepalmeplantager.

Lone Drøscher Nielsen kommenterer:

– Orangutangerne er stadig i krise, og deres skove bliver endnu ødelagt, men der er større viden om og opmærksomhed på situationen. Indonesiens regering har udpeget områder til nationalparker, hvor orangutangerne bliver beskyttet, og BOS har købt land og kan med WSPA’s hjælp nu købe endnu mere land.

– Kan vi blive ved med at holde de områder beskyttet, vil orangutangerne ikke uddø. Alle, der har hjulpet os, har meget at være stolte over, siger hun.

Man kan se billeder fra Nyaru Menteng på WSPs Facebook-side, se
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.10150194684594627.325667.33588644626

Se også www.wspa.dk