Af Eva Rasmussen
Dialogen mellem den honduranske kupregering og den kuppde er definitiv slut. Det sagde Patricia Rodas, udenrigsminister i den afsatte præsident Mel Zelayas regering på topmødet i den latinamerkanske handels- og samarbejdsorganisation ALBA, der i øjeblikket holdes i Bolivia.
Det benægter de facto regeringen, der til det spanske dagblad El País lørdag oplyser, at forhandlingerne fortsætter lørdag og søndag.
Dialogens to knaster er genindsættelse af Zelaya og indkaldelse af en grundlovgivende forsamling. Opnås der ikke enighed på de pukter, er det tvivlsom, om valget 29. november, som Zelaya udskrev før kuppet, bliver holdt. Gennemfører kupregeringen det, uden at Zelaya er genindsat, vil den få svært ved at få valget anerkendt.
– Jeg tror ikke, der blivere valg, og hvis der bliver det, vil honduranerne udvide den modstand, som flere og flere har tilsluttet sig efter kuppet 28. juli, siger Erasto Reyes, fremtrædende medlem af den honduranske modstandsfront. Han har netop besøgt Danmark, hvor han mødtes med politikere, repræsentanter for Udenrigsministeriet, NGOer, der er med i det nydannede Honduras Netværk og meget mere. Han var inviteret til Danmark af 3F.
– Gennemtrumfer kupregeringen et valg, vil det hverken blive anerkendt af Zelaya eller af en stor del af det internationale samfund, fortsætter Erasto Reyes, der understreger, at kampen fortsætter i gaderne, men det er en ikke-voldelig kamp.
Zelaya og modstandsfronten
– Måske bliver præsident Zelaya så stærkt presset i sit eksil i den brasilianske ambassade, at han skriver under på en aftale, der ikke siger noget om indkaldelse af en grundlovsgivende forsamling, vurderer Erasto Reyes og tilføjer: Det kan skabe mistillid mellem ham, demonstranterne og folk fra modstandsfronten. Men, indtil videre lader vi tvivlen komme præsidenten til gode.
Før kuppet demonstrerede modstandfronten ofte mod Zelaya. I dag har fronten indgået en uformel alliance med det afsatte præsident.
– Alliancen er opstået for at forsvare vores rettigheder. Måske kommer den til at leve i mange år, måske slutter den i morgen. Under alle omstændigheder står modstandsfrontens krav fast, siger Erasto Reyes, der spørger sig selv, om der i virkeligheden er tale om en alliance.
– Jeg tror snarere, at Zelaya tilsluttede sig modstandsbevægelsen, fordi han så, at her er styrke, og vi byder alle – både Zelaya og alle andre – vekommen til at deltage i kampen mod diktaturet, siger han.
Kuppet
Kuppet 28. juni kom bag på de fleste. Få havde ventet, at tidligere tiders militærkup skulle vende tilbage i 2009.
– Det er alvorligt. Kuppet er ikke udelukkende en trussel mod os honduranere, men mod alle de folk, der beslutter at gøre sig fri og skabe et anderledes samfund. Vi fortsætter med at være stædige og seje i håbet om, at det er muligt at skabe et anderledes land. Jeg er sikker på, at vi vinder før eller senere, slår Erasto Reyes fast.
Kupmagernes begrundelse for med militærets hjælp at tage magten var, at Zelaya havde brudt grundloven ved at indkalde til en vejledende folkeafstemning om eventuelt at indkalde en grundlovgivende forsamling. Baggrunden er imidlertid langt mere nuanceret, mener Erasto Reyes:
– I nogle henseender er Zelaya et udtryk for de latinamerikanske folks oprør, men først og fremmest for honduranernes oprør. En torn i øjet på den økonomiske overklasse, som traditionelt har styret landet, har været tilslutningen til ALBA, men han har osse – i modsætning til andre regenter – nærmet sig fagforeninger, bondebvægelser, de etniske grupper og de folkelige organisationer.
– Dertil kommer, at han har gennemført en lang række reformer, der kommer fattige til gode. Han har således indført gratis indskrivning af børn til grundskole og overbygning, og han har sikret en regulering af minimumslønnen. Og så har han lukket døren op til præsidentboligen for at lytte til folks behov. Nogle af dem er der blevet gjort noget ved, andre ikke. Men, i det mindste har Zelaya lyttet, og en del af det, han har gjort, har været godt, mener Erasto Reyes.
Kuppet har forandret folk
Siden kuppet har der været daglige demonstrationer i hovedstaden Tegucigala og den vigtige industriby San Pedro Sula. Flere og flere har sluttet sig til, og den aktive deltagelse har forandret folk.
– Jeg tror, vi har lært mere siden 28. juni, end vi har gjort de seneste 10 år, siger Erasto Reyes. Det honduranske folk er blevet mere socialt og politisk bevidst, og det har fået en mening om fremtiden. Tidligere var mange tilskuere til udviklingen. I dag er de aktører. Det er ikke noget, man kan lære i en skole eller på et universitet. Det lærer man med kampen i gaden, med den folkelige protest og ved at tage ansvarer for at gøre noget ved de ting, man kræver, mener Erasto Reyes og fortsætter:
– For at skabe en bedre fremtid er det ikke nok at bruge ord og smukker udtryk. Fremtiden består af konkrete handlinger, og hvorfor ikke tænke på fremtiden som en revolution, spørger Erasto Reyes.
Uroen siden kuppet har kostet adskillige livet. Antallet varierer fra kilde til kilde. Erasto Reyes er en af modstandsfrontens ledere, men politiets og militærets brutalitet får ham ikke til at trække sig fra kampen.
– Når det drejer sig om et folks fremtid, betyder det ikke noget, hvad der sker den enkelte. Jeg er overbevist om, at vi kommer til at forandre Honduras. I den kamp er det honduranske folk kommandant. Det er folket, der giver ordrer. Men, selvfølgelig er vi da bange. Det er naturligt. Angsten besejres imidlertid, når vi ser alle de behov, der skal gøres noget ved.
