Hong Kong: 28 tons elfenben skal afbrændes

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

På grund af stigende krybskytteri og tab af levesteder er den asiatiske elefant klassificeret som truet, og nu planlægger Hong Kongs lokal-regering at afbrænde 28 tons konfiskeret elfenben for at sende et signal om, hvor uacceptabelt den ulovlige handel med det er.

Verdensnaturfonden WWF skriver, at afbrændingen af de ulovlige elfenben begynder torsdag og vil være den største ødelæggelse af beslaglagte elfenben i verden nogensinde. Et stærkt signal, mener WWF.

”Det er glædeligt og stærkt tiltrængt, at regeringen tager krybskytteri og handel med ulovlige elfenben alvorligt. Det er rystende, at der er så store mængder elfenben i omløb på de sorte markeder – og efterspørgslen er desværre stigende. Vi arbejder på at stoppe denne katastrofale udvikling ved blandt andet at presse på for politiske løsninger,” siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfondens danske afdeling.

Hong Kong er et vigtigt transitland og rangerer som det femte største aftagermarked for ulovlige elfenben.

”Regeringens indsats for at opspore ulovligt elfenben sender derfor et stærkt budskab – også til resten af verden – om, at handel med elfenben er totalt uacceptabelt og skal stoppes nu,” siger Gitte Seeberg.

30 ton elfenben beslaglagt

Siden 2000 har Hong Kong beslaglagt cirka 30 ton ulovligt elfenben. Ifølge Elephant Trade Information System blev yderligere seks ton elfenben beslaglagt på vej til Hong Kong, og næsten 2,5 ton elfenben konfiskeret i lande på vej ud af Hong Kong.

Det vil tage mindst et år at afbrænde de 28 ton elfenben. I de seneste år har også USA, Tchad og Kina afbrændt store mængder beslaglagte elfenben.

WWF og TRAFFIC opfordrer myndighederne i Hong Kong til at foretage en uafhængig revision af alle de beslaglagte elfenben.

”En uafhængig revision er afgørende for at sikre, at den mængden af elfenben, der destrueres svarer til den officielle og registrerede mængde. Det er vigtigt, at de involverede myndigheder agerer ansvarligt og gennemskueligt,” understreger Gitte Seeberg.

WWF opfordrer også regeringen til at sikre bedre overvågning og kontrol af elfenbensmarkederne – og opfordrer folk, der rejser i de pågældende lande til at stoppe med at købe elfenbensprodukter.

Kun en halv million afrikanske elefanter tilbage

”Så længe der er efterspørgsel på elfenbensprodukter, vil der også være et marked og dermed de horrible nedslagtninger af elefanter, vi har set i Afrika gennem de seneste år,” siger Gitte Seeberg.

Hun opfordrer Hong Kong til at overholde internationale forpligtelser om handel med truede dyr, som blandt andet er vedtaget af CITES.

De seneste tal viser, at bestanden af afrikanske elefanter er faldet fra 3-5 millioner i begyndelsen af forrige århundrede til cirka 500.000 i dag.

Cirka 22.000 afrikanske elefanter dræbes hvert år.

Den asiatiske elefant er klassificeret som ’truet’ på grund af stigende krybskytteri og tab af levesteder.

”Hvis vi skal beskytte verdens sidste elefanter, kræver det handling fra både forbrugere og politikere samt styrkede initiativer på jorden, herunder uddannelse af rangers, der bekæmper krybskytterne”, anfører siger Gitte Seeberg og slutter:

“Myndighederne bør overvåge illegal handel og identificere handelsruter. Og så skal vi have gjort op med de mange myter om, at horn og ben fra truede dyr kan kurere alverdens sygdomme – for det er pure opspind.