Myndighederne i Hong Kong vil sætte en stopper for den lovlige handel med elfenben i byen. Det siger byens leder Leung Chun-ying ifølge CNN. Udover et forbud mod handlen vil straffene for at overtræde lovgivningen blive skærpet.
Hong Kong har i forvejen forbud mod at importere og eksportere elfenben men omkring 400 butikker har tilladelse til at handle med elfenben, der stammer fra før 1889, hvor en international aftale forbød handlen.
Aktivister, der kæmper for et fuldstændigt forbud, mener dog, at handel med nyere elfenben skjules i den lovlige handel og at det er med til at opmuntre til krybskytteri mod elefanter. Derfor er aktivisterne begejstrede for udmeldingen om et totalt forbud.
Ifølge en aktivist, Alex Hofford fra organisationen WildAid Hong Kong, er byen elfenbenshandlens ”mørke hjerte” – stedet, hvor man kan bestille elfenben fra elefanter i Afrika, siger han til CNN.
Krybskytteri er en alvorlig trussel mod bestanden af elefanter i Afrika. Hvert år bliver der dræbt titusindvis af elefanter med et ene formål, at skære deres stødtænder af og sælge dem.
Efterspørgslen stammer ikke mindst fra Kina. Her forsøger myndighederne dog også at gøre noget ved problemet. Bl.a. kører der en kampagne for, at folk skal holde op med at købe varer, der stammer fra vilde dyr. Ifølge Alex Hofford har Kina bedre love mod elfenbenshandel end Hong Kong, der derfor er blevet indgangen til det kinesiske marked for den ulovlige handel, skriver CNN.