Georg Walter Wink er lektor i brasilianske studier ved Københavns Universitet. I hans seneste bog, “Brazil, Land of the Past” fra 2021 undersøger han den nye brasilianske højrefløjs ideologiske rødder.
Da stemmerne var talt op, følte mange progressive brasilianere sig dybt splittede. Skulle de føle sig lettet over, at deres kandidat, Lula da Silva, vandt valget, eller skulle de gå i panik, fordi den siddende præsident, Jair Bolsonaro, næsten blev genvalgt.
Mange tænkte: Hvordan i alverden kunne kapløbet mellem de to være så tæt, efter alle de forfærdelige ting, der skete i løbet af de fire år med Bolsonaros “uregering”. Selvom jeg udmærket forstår tanken, kan det være udtryk for en dyb og farlig misforståelse.
Man kan antage, at en præsident bliver valgt for sin evne til at sikre fremskridt ved at styre staten godt. Men hvem siger, at det er forventningen blandt Bolsonaros vælgere? Eller at Bolsonaro indtog sit præsidentembede med det mål?
Fortællingen om den kommunistiske hjernevask
Tilbage i 2019 erklærede Bolsonaro, at Brasilien ikke var et åbent land, hvor man frit kunne opbygge noget nyt. Hans regering var derfor nødsaget til at afmontere store dele af det bestående.
Denne afmontering har Bolsonaro gennemført effektivt. En 100-siders rapport fra et politisk udvalg, der er nedsat til at overvåge overgangen til Lulas administration, vidner om en alvorlig afvikling af statens strukturer. Bolsonaro efterlod Brasilien, som han forlod præsidentpaladset – i et komplet rod.
Men hvorfor var det vigtigt for Bolsonaro at ødelægge staten? Svaret fra den brasilianske højrefløj burde komme omgående: “for at befri Brasilien fra staten”. Og hvis vi spurgte, hvad der var så slemt ved staten, ville vi få en vidt udbredt fortælling: At “kulturmarxister” har taget kontrollen over staten for at gennemføre et kæmpe socialt projekt med at hjernevaske det brasilianske folk.
Den fortælling har ikke bare floreret siden genindførelsen af demokratiet i 1986, den har levet i hele det 20. århundrede, hvis ikke siden republikkens fødsel i 1889. Det er ikke tilfældigt, at den yderste højrefløj i Brasilien stolt viser det kejserlige flag frem. Det symboliserer det modsatte af staten, det autentiske og ægte “Brasilien”, baseret på Gud, traditioner, familie og (nogle familiers) ejendom, som den moderne brasilianske stat har ødelagt.
Selvom det måske lyder mærkeligt er drivkraften for bolsonaristas en antimodernistisk søgen.
Ur-synden er gnosticisme, at tvivle på fuldkommenheden af Guds skabelse ved at turde forbedre den med menneskets egne hænder
På den måde har de en del til fælles med den russiske ultranationalist Alexander Dugin eller Donald Trumps gamle kampagneschef, Steve Bannon. De deler overbevisningen om, at moderniteten primært har bragt ondskab over verden. Det ødelagde, hvad de med den italienske teolog Thomas Aquinas ord kalder den gudgivne “naturlige orden” ved at etablere en vilkårligt menneskeskabt “social kontrakt”.
Ur-synden er gnosticisme, at tvivle på fuldkommenheden af Guds skabelse ved at turde forbedre den med menneskets egne hænder – og dermed stille spørgsmålstegn ved frelsen i efterlivet, den eneste verden, der virkelig burde have betydning.
Det emmer af bekymringen fra den konservative politiske filosof i 1960’erne, Eric Voegelin, som er en af Bolsonaro-regeringens få udtalte inspirationskilder fra videnskabens verden. Voegelin var bekymret for, at hvis folket begyndte at tvivle på den store bonuskompensation efter døden for al vores lidelse på Jorden, ville de måske begynde at spekulere på, om de skulle gøre noget for at lide lidt mindre i det virkelige liv.
Det dobbelte trick
Så hvordan kan et sådant program tiltrække folket i et land med så tydelige tegn på forsinket modernisering?
Brasilien er et af verdens mest ulige samfund. Fordismen har endnu ikke sat sit præg på strukturerne, og det er stadig langt fra at være et moderne masseforbrugssamfund med en velfærdsstat. Kort sagt: Det er et land, hvor et overvældende flertal af “underborgere” endnu ikke kan mærke staten nok!
Tricket til at tiltrække folket er at genopfinde to store politiske diskurser. I stedet for at give skylden til de – i deres øjne – egentligt ansvarlige modernistiske skurke (såsom Luther, Descartes, Rousseau, Kant), fremkalder Brasiliens højreekstremistiske ideologer kommunismens spøgelser – som til deres held altid har været en svag og stort set ukendt politisk bevægelse i Brasilien.
Og i stedet for åbent at forsvare deres egne nedarvede privilegier mod for eksempel indførelsen af en arveafgift, er elitens kamp at forsvare “værdier” mod djævelske relativiseringer. Indtil 1977 (!) handlede det om juridisk skilsmisse, og i de senere år om køns-, seksuelle og reproduktive rettigheder.
Fascinationen for middelalderens harmoniske verden skjuler bekvemt, at Brasiliens naturlige orden er resultatet af en knap så naturlig, men ganske menneskeskabt kolonial erobring og en slaveøkonomi.
Under dække af at være liberal-konservativ
Disse retoriske greb slører hele opfattelsen af det politiske spektrum. Undersøgelser har vist, at Brasiliens koncentration af indkomst og formue i dag svarer til Danmark i 1870.
Men i Europa og USA var det konservative politikere som Disraeli, Bismarck og Roosevelt, der skulle reformere – modernisere! – samfund ved at omfordele penge og opbygge en stat. Det gjorde de modvilligt for at bevare den social sammenhængskraft og i sidste instans for at undgå kommunismens indtog.
Og det er præcis, hvad Lula og hans arbejderparti står for i det 21. århundrede med deres forsøg på at inkludere “underborgere”, i det mindste som forbrugere. At male dette som “kommunisme” – jeg er endda usikker på, om man kan kalde det en “venstrefløj” – og at opfordre til en kontrarevolution er ikke kun bizart, det er også kortsigtet griskhed.
Dem, der drager størst fordel ved moderniseringen, er den samme elite, selvom de skulle vænne sig til at dele deres koloniale privilegier og underkaste sig reglerne i et nutidigt imaginært meritokrati. En liberal tanke, som i Brasilien uundgåeligt ville passe ind i den “venstreorienterede” tankegang.
For den brasilianske højrefløj er den “gode borger” i Brasilien dem, der symbolsk voldtog den brasilianske stat ved stormen på kongressen 8. januar, såvel som deres rasende præsident og bolsonaristiske ideologer.
De er ikke liberal-konservative, som de ynder at kalde sig selv. De er anti-modernister, som ikke engang kan acceptere det liberale demokratis grundlag. Det er det, der gør dem så farlige.