Zenia Yonus Henriksen er ph.d. i Mellemøstlige Sprog og Samfund fra Københavns Universitet og har skrevet sin afhandling om syrere i diaspora i Europa. Thomas Fibiger er lektor på Aarhus Universitet og har bl.a. arbejdet med folk i eksil fra de arabiske Golfstater.
Der gik ikke mange dage fra al-Assad blev væltet i Syrien, før danske politikere begyndte at tale om syriske menneskers flygtningestatus og om, at “nu skal syrerne hjem”. Statsminister Mette Frederiksen har sagt, at hun forventer at mange syrere rejser hjem, for det ville hun selv gøre.
Flere jurister har dog påpeget, at det ikke er muligt at sende syrere til Syrien ifølge dansk udlændingeret. Ligeledes har Flygtningenævnet den 9. december sat de sager, det er ved at behandle, på pause på grund af den usikre situation i landet.
Alligevel bliver spørgsmålet om, hvor mennesker fra Syrien bør have hjemme, ivrigt diskuteret blandt politikere. Og endnu engang bliver syriske mennesker med flygtningestatus fanget i en debat, som skaber stor usikkerhed hos dem.
Hjem kan være flere steder på én gang
Politikernes udtalelser beror på en logik, der primært bygger på de juridiske og økonomiske rammer, mens debatten mangler alle de følelsesmæssige mellemregninger og forfladiger mennesker fra Syrien til endimensionelle folk med flygtningestatus.
Spørgsmålet om, hvad og hvor, der er ens hjem, er nemlig langt mere nuanceret end, at syrere ’bare’ har hjemme i Syrien.
I migrationsdebatten forstås ’hjem’ og ’hjemland’ ofte som det sted, hvor man er født, eller hvor ens forældre og nogle gange endda bedsteforældre er født. Men forskning inden for flygtninge- og migrationsområdet peger på, at følelserne omkring og tilhørsforholdet til ens ‘hjem’ er langt mere komplekse og kan gælde andre steder end alene der, hvor man er født eller har boet længst tid. Desuden behøver ’hjem’ ikke at være et fysisk sted, men kan være en følelse, man får sammen med mennesker, man holder af, men i denne kontekst undersøger vi de fysiske rammer for et hjem.
Vi vil argumentere for, at et hjemland både kan være oprindelseslandet og det land, hvor man bor nu – og desuden andre steder, hvor man har tilknytning, eksempelvis gennem midlertidige ophold, familie eller netværk. Her følger vi for eksempel diasporaforskeren Roza Tsagarousianou, som ønsker “et teoretisk skifte væk fra et fokus på oprindeligt hjem og en statisk og rigid etnocentrisme til fordel for en mere multicentrisk, netværksbaseret forståelse af diaspora”.
Ifølge Danmarks Statistik opholder omkring 45.000 mennesker med syrisk baggrund sig i Danmark. Heraf er omkring 17.000 børn og unge, som har levet hele eller det meste af deres liv i Danmark, har gået i danske skoler og institutioner og (forhåbentligt) føler sig som del af det danske samfund. Omkring 16.000 syrere har arbejde i Danmark og udfylder en rolle på et arbejdsmarked, som mangler arbejdskraft.
Gruppen af syrere er forskelligartet, hvad angår tilknytning og rødder i Danmark, men også hvad angår rødder i lokalområder i Syrien, som er et alsidigt og divergerende land større end Danmark og Grækenland tilsammen. Folks politiske, kulturelle og religiøse ståsteder er også afgørende for tilhørsforholdet til Syrien. Er man for eksempel en minoritet, etnisk, religiøst, seksuelt, så kan man have en endnu mere udsat position, hvis man rejser til Syrien. Der er mange aspekter af situationen i Syrien, som er uvisse, hvor forholdene og inklusionen af minoriteter er et sprængende spørgsmål. Opfattelsen og forståelsen af ‘hjem i Syrien’ er derfor også mere mangfoldig, end det fremstilles, når politikerne vil sende syrerne hjem over én kam.
Mange af syrerne i den danske diaspora føler sig uden tvivl fortsat stærkt knyttet til Syrien og opfatter Syrien som et hjem, de også ønsker at vende tilbage til – ikke mindst i disse dage, hvor en ny (og måske midlertidig) frihed fejres. På samme tid er Danmark også blevet et hjem for mange af dem, og mange børn er født her og har aldrig sat deres ben i Syrien.
Diaspora-begrebet indebærer en kompleks følelse af tilhørsforhold, hvor hjem kan være flere steder eller knyttet til bestemte personer og relationer. For mange syrere er hjemmet både et sted med sociale bånd, kulturelle normer og modersmål, men også et sted forbundet med vold, undertrykkelse og traumer.
Vi anerkender, at flygtningestatus juridisk set er midlertidig – men ud fra et antropologisk og migrationsfagligt perspektiv vil vi påpege, at hjem kan være flere steder på én gang. Det bør derfor være de danske syreres egen afgørelse, hvorvidt og eventuelt hvornår de vil tage til Syrien.
Bliver det muligt for dem igen at bosætte sig i Syrien og skabe en sikker fremtid for deres børn, bør det danske samfund yde støtte til, at de og Syrien igen kan komme på fode. Men hvorvidt det rent faktisk sker, er stadig umuligt at vide.
Krigen er ovre, men krisen varer ved
For syrerne i den danske diaspora er det stadig meget svært at afgøre, hvor sikkert det er at vende tilbage. Og det er endnu sværere at vurdere, om de giver deres børn bedre muligheder ved at vende tilbage til det land, de tidligere flygtede fra.
Ahmed, en bekendt i Syrien, fortæller, at syrerne stadig kæmper hårdt for at få livet til at hænge sammen. Der er stor glæde over, at al-Assad er væltet, men samtidig en frygt for, hvad fremtiden bringer. Våben præger gadebilledet, der er miner uden for byerne, og mange huse – altså folks fysiske hjem – ligger i ruiner.
Der sker fortsat store omvæltninger i landet, efter oprørsgrupper den 8. december indtog Damaskus og gjorde en ende på et halvt århundrede med al-Assad-familiens voldelige dynasti.
Forhandlingerne om Syriens fremtid er kun i deres spæde begyndelse. Der er nedsat en overgangsregering med Muhammad al-Bashir som premierminister, og man holder vejret for at se, hvordan den vigtigste oprørsgruppe Hayat Tahrir al-Shams leder, Ahmad al-Sharaa, vil forvalte og samarbejde med relevante aktører om at forme et Syrien for alle.
Det er fortsat usikkert, hvordan magtbalancerne vil udvikle sig, hvem der vil få magten i et nyt Syrien, og om det vil blive stabilt og fredeligt eller præget af vold og konflikt. Dertil kommer frygten for, hvor længe og hvor langt Israel vil gå med sit indtog i Syrien.
Mange steder hører man, at det syriske folk er ét – at Syrien er en samlet hånd, der i fællesskab skal genopbygge landet. Men i de kurdiske områder kæmper militser mod grupper, der er støttet af Tyrkiet og var en del af koalitionen, som nedkæmpede al-Assads styre.
Flere af de etniske og religiøse minoriteter ønsker ifølge France24 at tro på, at de nye magthavere vil beskytte dem og ikke udøve vold eller diskrimination imod dem. Men især shiamuslimer og det alawittiske mindretal er bange og flygter ud af landet. For mennesker med den baggrund i Danmark vil det åbenlyst være ekstra kompliceret og potentielt farligt at tage til Syrien nu.
I tilgift til den politiske usikkerhed ligger landet i ruiner. De sidste 14 års krig har skabt en ekstrem humanitær krise, som påpeget af mange internationale organisationer. Fødevareusikkerheden er enorm. Der mangler infrastruktur, som kan sikre et stabilt samfund, hvor det er trygt at skabe et nyt liv; alt fra veje, elektricitet, vandforsyning, hospitaler, skoler og myndigheder i øvrigt skal udvikles på ny.
“Vi må vente nogle måneder og se, hvordan tingene udvikler sig,” lyder det fra Ahmed over telefon fra Syrien. “Alt har været og er stadig præget af død, og dødens stank vil tage år om at forsvinde.”
Ude godt, hjemme bedst?
For syrere i Danmark er forholdet til deres tidligere ‘hjem’ ambivalent, præget af mareridt om regimets brutalitet og tab af menneskeliv, blandet med gode minder og nostalgi. Selvom de er fysisk adskilt fra det, der kan forstås som deres hjemland, spiller ‘hjemmet’ i Syrien stadig en vigtig rolle – både som et fysisk, symbolsk og forestillet sted. Mange drømmer om en demokratisk fremtid for Syrien og muligheden for at vende tilbage, ikke mindst for at genopbygge landet, den fysiske nationalstat og deres lokalområder.
Men i Danmark skaber politiske debatter og mediediskurser ofte en følelse af fremmedgørelse blandt migranter, en følelse af ikke at høre hjemme og være del af samfundet. Det kommer blandt andet til udtryk gennem de manglende nuanceringer og blik for mennesker fra Syrien som hele mennesker med alt, hvad det indebærer. Det gør, at de ikke oplever at være inkluderet i samfundet og at de ofte føler sig misrepræsenteret i medierne. Da der ikke er juridisk grundlag for at sende dem tilbage, bør de tales om – eller hellere tales med – som mennesker med drømme, frygt, håb, personlige erfaringer og historier.
Det er både et spørgsmål om medmenneskelighed og moral, men også om, hvordan man tolker og forstår FN’s Flygtningekonvention, som EU’s asylpolitik bygger på, hvad angår ret til beskyttelse. Beskyttelse bør ikke kun være fysisk fra krig, men også inkludere mentale og følelsesmæssige forhold, så voksne, unge og børn kan få de bedste betingelser for at blive gode, deltagende, kritiske borgere i det land, der danner rammerne for deres hverdagsliv og deres opfattelse af deres hjem.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så skriv endelig på [email protected]
