Kommentar af Erik Lyby
Udviklingskonsulent, mag.art. (Besøgte Afghanistan første gang i 1975 og har siden 2001 haft opgaver i landet)
Søren Pind kritiserer Gunnar Olesens indlæg om Afghanistan i U-landsnyt.dk for at være skudt helt ved siden af – i virkeligheden går det rigtig godt på trods af visse udfordringer.
Søren og Gunnar har imidlertid begge ret på nogle områder – og tager begge fejl på andre.
Der er fremskridt i adskillige sektorer – såvel de produktive sektorer som indenfor sundhed og uddannelse mm. Som nævnt af Søren (vistnok med lidt hjælp fra UM) yder det Nationale Solidaritets Program (NSP) bloktilskud til mange tusinde landsbyer, som omsætter disse i forbedringer af lokale småveje, kunstvandingsanlæg osv.NSP styres professionelt af Verdensbanken og har mange donorer, heriblandt Danmark.
Progammet anses for at gå ganske godt og være et eksempel på god bistand.
Ligeledes investeres der i Afghanistan. Der bygges faktisk på livet løs især i Kabul, dels af rige forretningsmænd og politikere (og man kan så spørge, hvor de får pengene fra), og dels fra diasporaen, som gerne vil have lidt fast ejendom i hjemlandet. Så nogen tiltro til fremtiden findes der.
Søren og UM nævner også mikrofinans, som fra ingenting nu blevet udbredt til det meste af landet, og Danida bidrager som en mindre donor til programmet. Jeg havde lejlighed i 2005-06 til at gennemføre et studie for Verdensbanken om mikrofinans og kvinder i Afghanistan, som var med til at lægge grunden for den danske støtte (se link til rapporten nedenfor).
Hovedparten af mikrolånene anvendes til detailhandel, de går til kvinder – der så i de fleste tilfælde giver pengene videre til deres mænd, som investerer dem i deres forretninger (i Afghanistan er handel mændenes domæne). Dette er ikke nødvendigvis dårligt, og mange kvinder fortalte, at långivningen var med til at gøre de økonomiske beslutninger til mere af et familieanliggende, hvori de også inddrages.
Så vist sker der noget. Men man skal bare ikke få det indtryk, at det er Danmarks fortjeneste det hele – af de 1,5 mio. mennesker, der har fået adgang til mikrofinans kan Danmark tegne sig for en meget beskeden andel.
Søren og UM har således stort set ret på disse områder, hvor Gunnars kritik nok skyder lidt over målet. Og det er godt at få disse fremskridt frem, da de mangler totalt i det danske mediebillede, hvor Afghanistan nærmest sidestilles med en militærlejr i Helmand.
Den militære indsats en hæmsko
Fremskridtene er dog ikke opnået ved hjælp af den militære indsats, men på trods af den, og det er her, at Gunnar har ret og Søren skyder ved siden af.
Den militære logik – ”vi og fjenden” – får pr. automatik prioritet over udviklingslogikken og udgør en konstant hæmsko for udviklingsarbejdet.
Og her regner jeg ikke de aktiviteter, som gennemføres af Provincial Reconstruction Team (PRT) med som udviklingsarbejde. Dels betragter militæret dem selv som redskaber i ”force protection”, altså som en beskyttelsesforanstaltning for tropperne, og dels er resultaterne kendt for at være af elendig teknisk kvalitet og hundedyre.
Pashtunwali og Taliban
Den militære logik har to hovedproblemer. For det første evner den ikke at sætte sig ind i den lokale kontekst. Tværtimod støder man ofte på påstande om, at der ingenting fandtes i Afghanistan før 2001, hvilket vil sige, at bistanden skal starte fra et nulpunkt. Intet kan være mere forkert.
Ifølge historikere går pashtunernes strengt konservative etiske kodeks pashtunwali 1.000 år tilbage, dvs. til tiden før islams indtog i landet. Denne krigeriske kultur bygger på den patrilineære familie og er parat til at slås til sidste blodsdråbe for dens frihed, hvorfor alle udefrakommende forsøg på at etablere et overherredømme har mislykkedes.
På trods af de andre ting i kulturen, som vi i Vesten ikke kan lide, skulle man egentlig tro, at denne frihedstrang ville appellere til en frihedsminister.
Et andet eksempel på misforståelser (?) er den ofte gentagne påstand om, at under Taliban gik ingen piger i skole. Under den sovjetiske besættelse i 80’erne kom mange piger i skole, ligesom mange kvinder fik ansættelse i den offentlige sektor. Talibanerne er modstandere af pigers skolegang, men de havde aldrig magt til fuldstændigt at stoppe den.
Jeg har således arbejdet sammen med en afghansk kollega, som ledede projekter med pigeskoler i Taliban- tiden – i Kandahar, for at det ikke skal være løgn, Talibans højborg. Indrømmet, det foregik diskret, og han måtte lade skægget gro til den tilladte længde – men det skete dog. Derfor er det irriterende at høre danske politikere fortsætte med at fremsætte denne forkerte påstand.
Hvor sætter vi ind næste gang?
Det andet problem med den militære logik er, at den bygger på den fejlslagne antagelse, at terror kan bekæmpes militært. Men Verden begyndte ikke i 2001. Forskningen har for længst påvist, at terror er kriminalitet, og som anden kriminalitet er den et vilkår i nutiden, som vi skal begrænse ved hjælp af politi og efterretningsvæsener. (Læs f.eks. Louise Richardson’s What Terrorists Want – Understanding the Terrorist Threat). Militær indsats er irrelevant og skaber kun flere konflikter.
For hver afghaner, der mister livet som følge af NATO-soldaternes vådeskud, opstår der et antal nye partisaner (kald dem Taliban eller Mujahideen, de findes i mange versioner). Terrortruslen ser for indeværende ud til at trives særlig godt i Yemen og Somalia – samt i Chicago og London. Hvor sætter vi soldaterne ind næste gang?
”Do no harm”
Søren belærer Gunnar om, at alt udviklingsarbejde er politisk. Så sandt, men der er god og dårlig politik, og vores politik i Afghanistan skaber flere problemer end den løser.
Et godt princip, som har vundet indpas i den globale indsats i konfliktramte stater hedder ”DO NO HARM”. Hvis du ikke kan undgå at gøre skade, så lad være med at gøre noget.
Som udviklingsminister kunne Søren Pind hjælpe udviklingsindsatsen ved at få soldaterne hjem så hurtigt som muligt. Så de ikke laver flere ulykker. Og så vi ikke får flere kister hjem. Og så udviklingsprojekterne kan få ro til at gøre deres arbejde.
For det er nemlig også rigtigt, som Søren skriver, at der er mange udfordringer, og at det tager tid.
Microfinance and Gender Roles in Afghanistan. A Field Study Report. The World Bank. Kan findes på
http://www.worldbank.org.af/external/default/main?pagePK=51187349&piPK=51189435&theSitePK=305985&menuPK=64187510&searchMenuPK=306012&theSitePK=305985&entityID=000310607_20061206142023&searchMenuPK=306012&theSitePK=305985
