Danmarks fald fra udviklingstinderne
Denne artikelserie handler om Danmarks udviklingssamarbejde og hvor det er på vej hen.
Argumentet er i korthed at et stort flertal i folketinget har undergravet Danmarks udviklingspolitiske styrker og at vi med det herskende fokus på kortsigtede danske interesser skyder os selv i foden.
Skribenten er Lars Engberg-Pedersen, der er seniorforsker på Dansk institut for internationale studier, DIIS.
Serien komme i syv dele i november og december 2018:
1. Hvad er god udviklingsbistand?
2. Hvilke udviklings- og udenrigspolitiske interesser har Danmark?
3. Dansk udviklingsbistand siden 2010
4. Flygtninge migranter og bistand
Udviklingsbistand kan som nævnt forfølge mange forskellige mål. Fattigdomsbekæmpelse er langt fra den eneste målsætning i internationalt udviklingssamarbejde, og inden for hykleriets grænser – og de grænser, som OECD udstikker hvis man gerne vil have midlerne opgjort som officiel udviklingsbistand – kan et politisk flertal ganske legitimt beslutte sig for at bruge midlerne til andre formål end fattigdomsbekæmpelse.
Mens en sådan beslutning er fuldt ud demokratisk legitim, er den ikke nødvendigvis i Danmarks langsigtede interesse, og det handler indlægget her om. Der er to dele af den diskussion. Den ene handler om hvad bistanden kan, og den anden drejer sig om hvordan bistanden indgår i udenrigspolitikken.
Hvad kan bistanden?
Bistanden kan meget mindre end det ofte antages. Den kan ikke i sig selv skabe udvikling. Talrige andre betingelser (politisk vilje, økonomiske muligheder, fred, fravær af epidemier og naturkatastrofer, osv.) skal være på plads, så når hvad-nytter-det spørgsmålet rejses med henvisning til udbredt fattigdom til trods for årtiers udviklingssamarbejde, afspejler det en for optimistisk indstilling til hvad overførsel af økonomiske ressourcer og viden kan.
Penge kan heller ikke ændre folks værdier og normer på en studs. Man kan ikke købe sig til ligestilling og demokrati i samfund, hvor århundreders undertrykkelse og marginalisering har præget den sociale orden. Derimod kan man støtte op om tendenser og aktører, der peger i retning af den fremgang man gerne ser. Man kan fremme den positive udvikling, men ikke skabe den gennem interventioner udefra. Udvikling skal og kan kun være en proces, der skabes indefra.
I de senere år er udviklingsbistanden ofte blevet sat til at bekæmpe radikalisering og sikkerhedstrusler og fjerne årsagerne til migration. ’Ingen sikkerhed uden udvikling og ingen udvikling uden sikkerhed,’ har mottoet lydt, og den udfordring har bistanden skullet løse. Det er den imidlertid sjældent god til. Erfaringer fra Afghanistan viser, at bistand til konfliktområder både har været benzin på bålet dér og en kilde til frustration i fredeligere områder, som har set midlerne flyde andre steder hen.
Ligesådan er det yderst tvivlsomt om bistanden kan begrænse migration. Migranter er typisk unge, der ikke ser nogen fremtidsperspektiver for sig selv i deres hjemegn, men bistandens styrke er ikke at skabe arbejdspladser og økonomisk vækst – og slet ikke på kort sigt. Den kan forbedre forudsætningerne (sundhed, uddannelse, infrastruktur, institutioner, osv.) for at et samfund kan gribe de økonomiske muligheder når de viser sig f.eks. på verdensmarkedet, men den kan ikke skabe dem.
På lang sigt skal udviklingsbistanden selvfølgelig gerne føre til fremgang, stabilitet og velstand, hvorved lysten til at migrere eller radikalisere sig formindskes, men det er helt urealistisk at forestille sig at bistanden kan gøre noget ved disse udfordringer på kort sigt. Og selv på lang sigt skal andre forudsætninger som nævnt være til stede for at nå målene.
Det udviklingssamarbejdet kan er at hjælpe mennesker i umiddelbar nød (nødhjælp) og at støtte de organisationer og instanser, der forsøger at skabe forudsætningerne for langsigtet bekæmpelse af fattigdom (udvikling). I de sammenhænge giver det mening at overføre offentlige penge. Er det så begrundelse nok til at gøre det?
Fattigdomsbekæmpelse og udenrigspolitik
Mange vil mene ja. Det giver selvværd at hjælpe andre, og når Danmark er så rigt et land, er det naturligt at støtte andre mennesker og lande, der ikke er så heldigt stillede. En typisk indvending er, at vi faktisk ikke har råd så længe vi har hjemløse og syge, der ikke får den behandling de bør have. Det handler dog mere om anvendelsen og fordelingen af de 99% af BNI som vi bruger her i landet, end om vi overfører 0,7-1,0% af BNI til fattige lande.
De fleste opfatter grundlæggende udviklingsbistanden som noget vi danskere ikke får noget ud af. Det er imidlertid en fejltagelse som i takt med globaliseringen bliver stadig mere alvorlig. Danmark har gavn af et stærkt udviklingssamarbejde på tre forskellige måder:
For det første har mange års solid udviklingsbistand, både kvalitativt og kvantitativt, givet Danmark et positivt omdømme såvel internationalt som i de lande, der har glæde af samarbejdet. Når politikere og andre besøger dansk-støttede udviklingsaktiviteter, bliver de ofte overraskede over den anerkendelse og taknemmelighed, de bliver mødt med.
Man kan spørge om det rent konkret har nogen betydning. Er der sammenfald mellem de personer, der har et positivt indtryk af Danmark gennem udviklingssamarbejdet, og de der tager beslutninger af betydning for danske interesser? Spiller et positivt indtryk af Danmark overhovedet en rolle når der f.eks. skal vælges mellem danske og andre virksomheder til at gennemføre et projekt?
Der findes ingen studier der besvarer disse spørgsmål entydigt. Anekdotisk (enkeltstående tilfælde) – som økonomerne vil rynke på næsen og sige – findes der eksempler på at bistanden har medført beslutninger til gavn for Danmark, men er det investeringen værd og kunne man ikke ha’ opnået den samme effekt på en anden og billigere måde? Sikkert, men udviklingsbistandens primære formål er ikke at skabe et godt omdømme for Danmark. Det er imidlertid en ikke uvæsentlig sideeffekt.
For det andet er et stærkt engagement i opnåelsen af verdensmålene som nu om stunder udgør rammen for alt udviklingssamarbejde, en oplagt fordel for Danmark. Verdensmålene bygger på værdier, som de nordiske velfærdssamfund er baseret på, og det er således i høj grad en nordisk samfundsmodel der udbredes med verdensmålene.
Danmark og de øvrige nordiske lande har med andre ord fået en udenrigspolitisk gylden mulighed for at præge resten af verden med verdensmålene – kun en dåre vil ikke gribe den mulighed med begejstring. Og til det formål er udviklingsbistanden om end ikke det eneste, så det primære instrument.
For det tredje spiller globale kriser en stigende rolle i denne verden. Klimaforandringer, økonomiske kriser, voksende uligheder, epidemier og voldelige konflikter har verdensomspændende konsekvenser og kan derfor sætte Danmarks fremtidige velfærd på spil. Verdensmålene forsøger at imødegå disse kriser ved at skabe en fredelig og fremgangsrig verden for alle. Danmark har således en markant langsigtet interesse i at verdensmålene nås i 2030, og det kan udviklingsbistanden bidrage til. Den kan både reducere nogle af krisernes omfang og afbøde nogle af deres virkninger gennem konkrete foranstaltninger for almindelige mennesker.
Det er imidlertid langt fra disse ideer, der præger dansk udenrigspolitik. Den fokuserer på kortsigtede spørgsmål som Rusland, Brexit, terror og flygtninge, mens den langsigtede interesse i at fremtidssikre vores velfærd ved at gå forrest i arbejdet med verdensmålene er komplet fraværende i den udenrigspolitiske diskussion. Mon vores nuværende udenrigsminister overhovedet har hørt om verdensmålene?
Var udenrigspolitikken bygget op omkring Danmarks langsigtede interesse i en fredelig og fremgangsrig verden, ville den trække på udviklingsbistanden og de udviklingspolitiske styrker Danmark har opbygget over årene, og den ville klart modarbejde det forfald som dansk udviklingssamarbejde i disse år er ude i.
Næste afsnit i serien bringes mandag 3. december.
