Er vi på vej mod et nyt Berlin-øjeblik? Der er visse paralleller mellem vores urolige samtid og den usikkerhed, der hjemsøgte Berlin efter Første Verdenskrig. Ligesom dengang lever vi med en usikker økonomi og geopolitisk ustabilitet, med krig og konflikter i blandt andet Ukraine, Nordafrika og DR Congo.
Yderligere usikkerhedsmomenter er høj ungdomsarbejdsløshed i Sydeuropa, generel jobusikkerhed (dårligt lønnede og midlertidige jobs). Dertil kommer den eksistentielle trussel fra katastrofale menneskeskabte klimaforandringer, som mange politiske teoretikere beskriver som uundgåelige, så længe forbruget ikke drosles ned. Desuden er der nedbrydningen af demokrati i Polen og Ungarn, den eksplosive fremtid Storbritannien går i møde med sin nedbrydning af velfærd og omfattende strejker.
Nedbrydning af velfærd er naturligvis et fælles europæisk problem, også for Danmark med sin højredrejning i det nuværende folketing, for ikke at tale om den seneste fremgang af højrefløjen i Sverige og Italien.
Endelig er der den usikkerhed skabt af massemigration/flugt og relateret menneskelige elendighed på en skala uset siden slutningen af anden verdenskrig. Og så læg reduktionen af os som mennesker i den digitale og maskinelle tidsalder oveni. Nok til at føle stor usikkerhed og kvalme. Det kan krudt og kugler, militarisering i Europa, og den direkte skæve logik om flere kvinder i forsvaret (”ligestilling”), ikke mildne og tie ihjel.
“I morgen går verden under”
Det springende spørgsmål er derfor, om verden faktisk står overfor en epokegørende forandring.
Når vi tænker på den følelse af usikkerhed, vesterlændinge oplever for tiden, minder vores situation lidt om Berlin i 1920´erne.
Vi kan ikke tillade os ikke at gennemtænke Europas nuværende situation og drage historiske paralleller til det kaos, der hærgede i Berlin efter første verdenskrig, især 1918-22. Det er altid med et vist forbehold, man laver sådanne sammenligninger, men den nuværende situation kan bringe os truende tæt på berlinske tilstande.
Hvad er berlinske tilstande og afgrunden, vi kan nærme os?
For at forstå, hvad der står på spil lige nu, må vi tage hundrede år tilbage, til tiden efter Første Verdenskrig og det kaos, der herskede i Berlin efter krigen. I dette vakuum, karakteriseret af usikkerhed, tab af identitet og håbløshed, kombineret med voldsom økonomisk depression, var det muligt for demagoger som Hitler at tage magten. En af tidens cabaretsange lød Morgen ist das Ende der Welt , “I morgen går verden under”. Alt syntes at kollapse.
Hvad der egentlig står på spil lige nu, går meget dybere end at beskylde den russiske præsident Vladimir Putin for hele miseren. Vi må tage ”Berlin-øjeblikket” alvorligt og gøre alt for at undgå dette kaos. Vi er nødt til at se på verden og “tillade os selv”, som den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King sagde, at undersøge vores egen historie. Vi er blandt andet nødt til at få bugt med ”nationalismen”.
Kristen nationalisme
Ifølge historikeren professor Eric Hobsbawn og filosoffen Theodor Adorno hænger det “nationalistiske problem” sammen med, at den nationalisme, der ramte Europa, også Danmark, efter Første Verdenskrig var en ”kristen nationalisme”, som udelukkede minoriteter fra en ”national arv”, man nu snakkede om. To minoriteter, som var særlig udsatte, var jøderne og sigøjnerne, som ikke kunne knytte deres arv til et bestemt territorium i Europa. Konsekvenserne deraf blev drabelige og førte til folkedrab i 1940´erne.
Det nationale problem, som ophæver muligheden for rumlighed, fredelig sameksistens (på trods af forskelle) og insisterer på skarpe territoriale grænser ligger også til grund for krigen i Ukraine. Dette er menneskers tåbelige forsøg på at modarbejde overordnede sociale-kulturelle lovmæssigheder, som taler om tilpasninger (ikke krudt og kugler) og sameksistens inden for menneske-og dyreverdenen og naturen. I Ukraine er russiske og ukrainske brødre tvunget af dette nationalistiske spøgelse til at kæmpe imod hinanden og om ”territorier” fremfor at sameksistere på fredelig vis.
Den nuværende uro i Europa har atter ført menneskeheden tæt på afgrunden. Dette er vores sidste chance for at at rette op på mange af de fejl, vi har begået (og fortsat er skyldige i). Med de seneste krige i Irak, Afghanistan og på Balkan i baghovedet, og selvom politikere og militærfolk igen vil have os til at tro det ud fra deres kolde logik, vil flere våben til Ukraine sandsynligvis ikke føre til ro, orden og større sikkerhed. Tværtimod kan det sagtens føre til flere tab af menneskeliv og endnu større polarisering, opdeling og uro i og imellem de forskellige blokke: Euro-amerika og Brasilien/Rusland/Indien/Kina/Sydafrika (BRIKS-landene).
Sprængfarlig uro
Den nuværende uro er sprængfarlig, måske ligeså frygtindgydende som situationen i Tyskland og Europa efter Første Verdenskrig. Nu som dengang, er vi på vej til afgrundens rand. For ikke at falde i dybet, kræver det af os at se på os selv, indrømme vores fejl og udforme en fredelig og bæredygtig politik, der ser det farlige i Vestens konfrontatoriske og tragiske verdensbillede og territoriale nationalisme, som ser krudt og kugler som den eneste måde at skabe ”sikkerhed” fremfor at opfordre til mindre selvretfærdighed og konfrontation, og mere fredelig sameksistens og retfærdighed.
Som journalisten Ross Douthat skriver i en klumme i New York Times den 25. januar i år, ser vi en gammelkendt, dybt tragisk historisk logik og situation udfolde sig, som i sidste ende foragter menneskeliv. Lige nu oplever vi, at man både i Washington (Europa er blevet mobbet til at følge trop med våbensendinger) og Moskva forestiller sig, at de eskalerer mod en fredsløsning. Begge sider er overbevist om, at øget engagement i konflikten vil bringe den til en hurtigere afslutning på mere gunstige vilkår:
”Denne gensidige overbevisning er ikke et spørgsmål om romantik eller fantasi eller simpel dårskab. I stedet bliver eskalering omfavnet som en kold logisk beslutning, som den eneste rimelige kurs. Og ud fra en sådan rationalitet kommer man tættere på irrationaliteten i at kæmpe i årevis i en krig, som ingen af siderne fuldt ud kan håbe på at vinde.” (skribentens oversættelse, red.)
Med andre ord kræves en deeskalering i krigen i Ukraine, som allerede har kostet flere hundrede tusinde ofre, fordi vi uhelbredeligt hænger os i en nationalistisk-territorial logik, der prioriterer territorier frem for menneskeliv, fredelig sameksistens og anerkendelse af forskellige gruppers (russere og ukrainere) rettigheder.
Psykologer vil kunne bekræfte, at en konfrontatorisk (os-dem) fortælling og eskalering med flere våben til Ukraine ignorerer værdien af menneskeliv og fredelig sameksistens, for ikke at tale om den afgrundsdybe bitterhed og splittelse, der vil stå tilbage, når kampene engang er ovre.
Bernhard Bierlich er PhD i antropologi og lektor i antropologi og folkesundhed ved St. Croix Foundation for Commmunity Development.
