Projektet, der er centreret omkring skolernes kreative fag, er koordineret af Dansk Kulturinstitut og sker i september på tre københavnske folkeskoler i samarbejde med Åben Skole København.
Projektet er en del af Det Internationale Kulturpanels kultursatsning i Sydafrika i 2017 og videreudvikler ”CICLO – mit bæredygtige nabolag” fra 2014.
Sydafrikanske og danske børn udforsker menneskets aftryk
I februar 2017 fløj tre danske forskere og kunstnere til Sydafrika for at gennemføre en 5-dages workshop med skoleelever i alderen 8-10 år på Peter Clarke Arts Centre i Cape Town. Gennem enkle, jordnære øvelser i dans og ude på naturfeltarbejde blev der skabt rum for refleksion og dialog børnene imellem om klimaforandringer og det aftryk, vi som menneske sætter i verden.
Undervisningen er tværfaglig med fokus på kultur/natur-temaet gennem praktiske øvelser og samtaler om oplevelsen af årstider, klimaforandringer og bæredygtighed. De danske skoleelever vil, som de sydafrikanske i februar, blive undervist igennem dans, design og billedkunst.
Eleverne i 5. klasse vil udforske dans og bevægelse (projektet har titlen: Red Apples, Green Apples), mens 8. klasserne vil fordybe sig bæredygtig design/arkitektur.
De pædagogiske erfaringer fra undervisningsforløb bliver brugt i det fælles forskningsprojekt mellem universiteterne i København og Cape Town. Peter Clarke Arts Centre står for at facilitere undervisningsforløb på skoler i byens mange udfordrede Townships, og erfaringerne fra CICLO vil fremadrettet blive brugt i dette bredere skolesamarbejde. I Danmark er formålet at bidrage til Folkeskolereformens mål om ”Den åbne skole”.
Arts and Culture Education
CICLO-projektet er i sin helhed et tværæstetisk samarbejde mellem aktører i Danmark og internationalt. Projektet blev initieret i 2011 og har fokus på vidensudveksling om og udvikling af ”Arts and Culture Education”.
Baggrunden for projektet er UNESCO’s Seoul Agenda fra 2010, hvor der blev formuleret fremtidige retningslinjer og normer for Arts Education.
Formålet med CICLO-projektet er at udvikle undervisning og læring der relaterer sig til FNs 2030-mål for bæredygtig udvikling og den kulturelle dimension heri. Projektet bidrager til at efterkomme målene ved at give børn og unge viden om, hvilke aftryk man som menneske sætter i verden, og hvordan man kan arbejde med at skabe kunstneriske udtryk om bæredygtig udvikling og kulturel forståelse.