Da Danmark den 24. januar modtog et communiqué fra Mali, at de desværre ikke kunne tage imod vore 100 soldater til deres terrorbekæmpelse, vågnede vi pludselig op til bulder og brag fra vore danske ministre i deres svar til vor ellers ydmyge samarbejdspartner.
Malis regering består af illegitime kupmagere, som vore ministre udtrykte det – direkte kopieret efter den franske udenrigsminister, Jean-Yves le Drian.
Og det er jo rigtigt. Efter Malis to kup i august 2020 og i maj 2021, så er tonen blevet meget hård mellem Mali og Frankrig; men tonen i et dansk svar må aldrig få samme lyd!
Frankrig investerer store følelser i Malis to sidste kup, da Frankrig har mistet 53 soldater i terrorbekæmpelse i Mali siden 2012. Den maliske udenrigsminister har efterfølgende mindet om, at Afrika under Første og Anden Verdenskrig mistede 2-300.000 unge mænd i kampene i Afrika og på Europas slagmarker – for europæerne og den ”frie verden”.
Hvis man vil forstå denne historie, kan man læse den super-aktuelle vinder af fransk litteraturs fineste pris Goncourt 2021, senegaleseren Mohamed Mbougar Sarrs seneste bog: ‘La plus secrète mémoire des hommes’.
Læs også: Fransk pris til senegalesisk forfatter er et vigtigt skridt for afrikansk litteratur
Diplomatisk finesse
Danmark har et mangeårigt udviklingssamarbejde med Mali, som over tid er blevet tilpasset en generel støtte til Sahel-landene (Mali, Burkina Faso og Niger) – også i deres kamp mod den stigende terrorisme/jihadisme.
Mali, Burkina Faso og Niger er vore venskabslande. Det skal vi holde fast i. Alle tre lande har været igennem kup siden 2010. Malis tre kup har ikke haft større succes. Burkina Faso afventer vi og ser, men håber, at det udvikler sig i en god retning. Nigers kup i 2010 må vi betragte som en succes for landets udvikling siden da.
Da alle tre lande er fransktalende, så er Danmark indenfor terrorbekæmpelsen nødt til at hægte sig på diverse militære kooperationer via FN (MINUSMA) og via den franske Barkhane-mission, og nu allersidst via den europæiske Takuba-styrke, i et samarbejde med de lokale G5-Sahel styrker, der består af militær fra Mauretanien, Mali, Burkina Faso, Niger og Tchad. Det er kompliceret, og alle, som har arbejdet i de gamle fransktalende kolonier i Afrika, ved, at det kræver meget diplomatisk finesse at sikre – hvis man skal have held med sine budskaber – at kommunikationen er korrekt og respektfuld.
De gode kupmagere
Frankrigs største udfordring er, at der ikke er nogen konsistent strategi overfor Sahels kupmagere. I Tchad og Tunesien er kupmagerne gode netop nu, som de også var i Niger i 2010. Mali er lige nu ikke tilstrækkeligt samarbejdsvillig; Burkina Faso er under positiv observation i overensstemmelse med udmeldingerne fra den økonomiske samarbejdsorganisation for Vestafrika (ECOWAS), som består af 15 vestafrikanske stater. Disse positioner kan hurtigt skifte, og vi inkluderer ikke spillet om kuppet i Guinea.
Da præsident Emmanuel Macron kom til magten, var forhåbningerne, at han kunne tale til Afrikas ungdom og få endeligt afsluttet det gamle ”France-Afrique”-kapitel, som handler om Frankrigs tidligere samarbejdsform – ofte meget dubiøs – med de tidligere kolonier.
De forhåbninger brast meget hurtigt. Under hans første tale til de frankofone studerende i 2017 på Universitetet i Ouagadougou – i Thomas Sankaras eget land, Burkina Faso – kunne hans friskfyragtige facon ingen ende tage: Da han jo er født efter afkoloniseringen, mente han, at vi nu burde være mere frie, og han havde i hvert fald lagt komplekserne bag sig. Han havde blot glemt at spørge Afrikas unge, om de havde gjort det samme – om de går ligeså kompleksløst rundt som ham. Og det gør de ikke.
Læs også: ”Hvis vores forhold var en gryde, hr. præsident, var den meget beskidt”
Frankrigs manglende erindring
Desværre havde Macron gentaget alle fejltrinene fra den tidligere præsident Nicolas Sarkozy, der holdt sin indvielsestale i 2007 på Universitetet i Dakar, Senegal.
Til et måbende ungt publikum skrev og påtalte han på bedste franske vis, at de ikke var trådt rigtigt ind i historien, som han så pænt formulerede det. Det fik den tidligere præsidentfrue i Mali, Adame Konaré, som er historiker, til at skrive en hel bog som kampskrift mod Sarkozys udlægning.
Den berømte fransk-marokkanske forfatter Tahar Ben-Jelloun skrev i 2021, at relationerne til Afrika ikke længere er, hvad de har været og de har nået et absolut lavpunkt under Macron.
Det sås for nylig, da præsidenten under sin tale til børn af efterkommere fra Algeriets uafhængighedskrig kom for skade at sige, at Algeriet havde en forfejlet erindring, ”rente memorielle”, af den koloniale fortid.
Det førte straks til sarkastiske kommentarer fra Algeriets præsident om Macrons manglende erindring, og kort tid efter blev Algeriets luftrum lukket for fransk overflyvning. Algeriet forstod at hjælpe Mali lige syd for. Nu kunne Frankrig værsgo’ at flyve udenom. Nu må vi så kun håbe, at Danmark ikke begynder at tale skrapt til Algeriet.
Vi skal se virkeligheden fra afrikansk perspektiv
Hvordan går det til, at Danmark pludselig befinder sig i en så delikat situation med Mali? Som nævnt af blandt andet Signe Cold-Ravnkilde fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) skyldes det nok, at vi er blevet del i et politisk spil mellem Frankrig og Mali og sidenhen mellem EU og Mali.
Når den franske udenrigsminister højtideligt proklamerer, at Frankrig vil være til stede, men ikke for enhver pris, så ved alle godt, inklusive Mali, at dette ikke passer.
Det er hyklerisk diplomati at tale sådan til en allieret. Frankrig vil altid være til stede og begge parter, Mali som Frankrig, ønsker et fortsat samarbejde, også i en fælles historisk forpligtelse. Hele Frankrigs udenrigspolitiske raison d’être som en mellemstor magt ligger i Afrika – ingen andre steder.
Tilbage til vore soldater, så talte en meget emotionel malisk premierminister på fransk TV den 26. januar. Han gjorde det klart, at forhandling med Mali skulle være bilateral. Han talte demonstrativt ikke på fransk, men på majoritetssproget bambara. Det er så trist! Hvis vi skal komme videre, bliver vi nødt til at blive bedre til at se virkeligheden fra det afrikanske perspektiv. Der er jo kun en vej frem, og det er den diplomatiske. Danmark må ikke forfalde til de løftede pegefingre som de gamle franske skolemestre. Det fører intet med sig og vil kun have uheldige konsekvenser for et ellers godt og gensidigt frugtbart teknisk samarbejde på så mange andre områder, hvor behovene kun vokser.
Frode Kirk er cand. hort. et art. og har i de seneste 30 år arbejdet i især det frankofone Afrika som agronom og indenfor det humanitære område.
