Kommentar af Lars Erslev Andersen
Seniorforsker ved DIIS, Dank Institut for Internationale Studier
“Dette er en sejr for demokratiet” udtalte den netop tiltrådte generalsekretær for Nato, Anders Fogh Rasmussen, da han besøgte Hovedstaden i Afghanistan Kabul dagen efter det afghanske præsidentvalg i august 2009. Generalsekretæren var begejstret over, at valget var blevet gennemført, efter at godt 30 procent af de valgberettigede havde trodset Talibans trusler og fundet vej til stemmeurnerne.
Men begejstringen blev i perioden efter hurtigt vendt til dyb bekymring over et omfattende valgsnyd. Næsten 3000 klager indløb til valgkommissionen, og i månederne efter stod det ubehageligt klart, at der stort set var lige så mange købte som afgivne stemmer. Jubelen over demokratiet blev vendt til en besk kritik af den siddende regering i Kabul som værende gennemkorrupt.
Desværre tyder meget på, at historien kommer til at gentage sig i forbindelse med det netop afholdte parlamentsvalg i Afghanistan, hvor adskillige kandidater allerede inden valget slog fast, at kun den, der har penge nok til at købe stemmer, har en chance for at blive valgt.
Lettelsen over, at mange afghanere viste sandt mod og stemte på trods af reelle trusler om lemlæstelse fra Taliban, afløses derfor igen af tung frustration over, at den demokratiske proces atter viste sig at være et luftigt skønmaleri, der er malet hen over et politisk dybt splittet land præget af korruption, vold og mangel på velfungerende institutioner.
De afghanske styrker i forgrunden
For første gang siden krigen blev indledt i 2001, var det de afghanske sikkerhedsstyrker, som skulle sørge for sikkerheden ved valgstederne, mens de udenlandske tropper lidt mere på afstand skulle holde sig klar, dersom det blev nødvendigt med støtte. Dette billede, hvor det er afghanske styrker, der er synligt tilstede, mens Nato-styrkerne holder sig i baggrunden, symboliserer meget fint den fase, krigen i Afghanistan aktuelt er inde i: Det er afghanerne, der i stigende omfang selv må tage over, mens koalitionen hastigt er på vej ud.
Mange af landene bag koalitionen har erklæret, at de enten trækker sig ud eller vil gøre det inden for en kortere årrække. Det gælder bl.a. England og det gælder USA, hvor præsident Obama i sin tale i december 2009erklærede, at den amerikanske tilbagetrækning indledes juli 2011.
Efter talen har der ganske vist været meget diskussion om denne erklæring. Mange, med den amerikanske øverste chef for de amerikanske styrker i Afghanistan David Petraeus i spidsen, har haft travlt med at præcisere, at der er tale om at indlede en proces, der kan tage år.
Ikke desto mindre kan ingen være i tvivl om, at landene, herunder USA, prioriterer at komme ud så hurtigt som muligt. Det fremgår tydeligt af præsident Obamas tale på West Point i december: USA’s mål i Afghanistan er at bekæmpe al-Qaida og al-Qaidas allierede i Taliban og sikre, at Afghanistan ikke igen bliver et sted, hvorfra al-Qaida kan organisere terrorisme mod Amerika og USA’s allierede. ´
Talen glimrer ved sit fravær af demokratiske visioner for Afghanistan og taler i stedet om stabilitet. Obama bruger ligefrem i talen tid på en såkaldt cost-benefit-analyse, hvor han slår fast, at USA hverken har råd til eller ser det som sin opgave at lave nationbuilding rundt om i verden og altså heller ikke i Afghanistan. Målet er stabilitet, bekæmpelse af al-Qaida og sikring af Afghanistan som et al-Qaida frit område.
Afghansk Taliban har andre mål end al-Qaida
Faktisk er dette mål allerede nået. Der er intet, der tyder på, at afghanske Taliban-krigere har været involveret i terrorisme rettet mod mål uden for Afghanistan, ligesom der ikke findes tegn på, at internationale terroraktioner efter 2001 er blevet planlagt fra Afghanistan. Vi ser heller ikke en al-Qaida aktivitet i Afghanistan, sådan som tilfældet var i Irak-krigen. Derimod ser vi, at afghansk Taliban, som har hovedkvarterer i Pakistan, er ganske ihærdige med at lægge afstand til al-Qaida. Det betyder givetvis ikke, at der ikke er kontakter mellem afghansk Taliban og al-Qaida, men det betyder, at afghansk Talibans mål er noget ganske andet end al-Qaidas.
Hvor al-Qaidas mål er oprettelse af et islamisk emirat i det arabiske Mellemøsten, med Saudi-Arabien, Yemen, Egypten og Palæstina som de højest prioriterede områder, og i jagten på dette mål bruger en strategi, hvor global jihad – altså terrorisme rettet mod bl.a. vestlige lande – spiller en central rolle, der er afghansk Talibans mål alene oprettelse af et islamisk emirat i Afghanistan.
Der er meget, der tyder på, at afghansk Taliban faktisk opfatter al-Qaidas globale strategi og al-Qaidas strategiske samarbejde med pakistanske militser, herunder pakistansk Taliban, som ubehagelige forhindringer for, at målet om genoprettelse af et islamisk emirat i Afghanistan kan nås.
Nyere forskning har vist, at denne modsætning mellem al-Qaida og afghansk Taliban faktisk går helt tilbage til Osama Bin Ladens tilbagekomst til Afghanistan i 1996, hvor et tæt forhold mellem Taliban-lederen Mullah Omar og Osama Bin Laden aldrig blev etableret. Det hører også med til historien, at det faktisk var afghansk Taliban, der i form af krigen i Afghanistan blev det første offer for USA’s reaktion på al-Qaidas megalomane 11. september angreb i Washington og New York. Der er derfor ingen grund til at forvente, at afghansk Taliban, hvis de igen kommer til magten i Kabul, vil invitere al-Qaida indenfor – tværtimod!
Målet nået: Afghanistan er fri for global jihad
Hvis målet med missionen i Afghanistan derfor var og er at bekæmpe al-Qaida i Afghanistan og gøre Afghanistan til en zone fri for global jihad, blev det faktisk allerede opfyldt i vinteren hen over årsskiftet 2001 og 2002.
Første spørgsmål er derfor, hvorfor har vi været til stede i Afghanistan lige siden målet blev opfyldt, og oven i købet konstant optrappet vores militære tilstedeværelse?
I årene efter at krigen blev indledt i oktober 2001 var svaret, at vi skulle skabe et stabilt demokrati i Afghanistan. Læser vi præsident Obamas tale, er dette ikke længere svaret, ej heller når man i stigende grad hører militære ledere og vestlige politikere tale om nødvendigheden af at forhandle med Taliban – for Taliban og demokrati er uforenelige størrelser.
Andet spørgsmål er derfor, hvorfor skal vi forhandle med Taliban? Er det er ikke afghanerne selv, der både er de mest oplagte til at stå for disse forhandlinger og også må antages at have de bedste forudsætninger for og interesser i at få dem gennemført?
I den forbindelse må man undre sig over den udbredte retorik om forskellen på moderate og radikale talibanere. Såvel moderate som radikale talibanere har det fælles mål at oprette et islamisk emirat a la det, der sad ved magten før oktober 2001. Forskellen er, at de moderate mener, at vejen til emiratet kan gå gennem forhandlinger, mens de radikale kun ser det militante oprør og krigen som middel. Men de vil det samme, nemlig et nyt Taliban-styre.
Alt tyder på, at flertallet af afghanere helst er fri for igen at se Taliban ved magten, ligesom det er svært at få øje på meningen med at have været i krig i Afghanistan i ni år, hvis resultatet er, at vi efter forhandlinger, som vi med vold og magt insisterer på selv at stå for, åbner en ladeport til, at Taliban igen kan indtage regeringskontorerne i Kabul.
Hvis målet fra begyndelsen var det minimalistiske at bekæmpe al-Qaida i Afghanistan og sørge for, at Afghanistan ikke igen bliver hjemsted for al-Qaida, så er det nået – for længe siden! Men som alle ved, har målet ikke altid været så klart formuleret, som tilfældet er i Obamas tale. Det har svinget mellem bekæmpelse af al-Qaida terrorisme til etablering af et flyvefærdigt demokrati. Det sidste opnår vi nok ikke i vor tid, og det er altså ej heller målet, mens det første blev opnået i 2002.
Al-Qaidas havn i Pakistan
Hvorfor tøver Obama så med at trække sig ud af Afghanistan. Fordi prisen for at få al-Qaida ud af Afghanistan var, at al-Qaida fik en ny havn i Pakistan, hvor organisationen i samarbejde med Pakistansk Taliban fremturer med fortsat at lave terrorisme i Vesten. Som de mange amerikanske angreb med ubemandede fly ind i de pakistanske stammeområder tydeligt dokumenterer, er USA mindst lige så fokuseret på at bekæmpe al-Qaida i Pakistan som Taliban i Helmand.
Derfor taler de i USA om Afpak, en sammenskrivning af Afghanistan og Pakistan, fordi bekæmpelse af al-Qaida i Pakistan er mindst lige så – og måske mere – vigtig end bekæmpelsen af afghansk Taliban. Disse operationer ind i Pakistan tager Danmark ikke del i.
Tredje spørgsmål lyder derfor: Den første begrundelse for at have dansk militær i Afghanistan var at bekæmpe al-Qaida der. Det mål er opfyldt. Den anden begrundelse var at lave demokrati i Afghanistan. Det sker ikke i mange år frem. Hvorfor er vi så til stede militært i Afghanistan? Det spørgsmål er der efterhånden mange, der dagligt stiller sig. Og svaret fortoner sig i granatrøgen.
Kommentaren har været bragt som kronik i Berlingske Tidende lørdag den 25. september 2010
Lars Erslev Andersen har senest offentliggjort ”Victim and Rebel. Al-Qaidas salafist rhetoric and pitfalls of anti-terrorisme”. DIIS rapport fra den 4. november 2010.
