Mange politiske eksperter mener, at uroen begyndte på grund af økonomiske problemer, men nu har det taget en politisk vending, der udfordrer ikke kun præsident Rouhanis regering, men også det bredere religiøse system. Både de protesterende og regimet er enige om dette, men den øverste leder i landet, Ayatollah Ali Khamenei mener, at vesten og især USA og Israel har gemt sig bag disse protester. Han udtaler sig ikke ofte om den daglige udvikling og udstedte sine første bemærkninger til protesterne om tirsdagen fem dage efter, at de begyndte:
“I de seneste dages hændelser udnyttede Irans fjender forskellige midler – herunder penge, våben, politik og spionudstyr til at skabe problemer for det islamiske system,” sagde Khamenei i en kort redegørelse, der blev offentliggjort på hans officielle hjemmeside.
Vrede over økonomien og de religiøses magt
De protesterende demonstranter er vrede på grund af landets mangelfulde økonomi og pga. et regime af benhårde islamiske mullaher, der har styret landet i 38 år. Dette er det grundlæggende problem, men der er meget mere bag denne uro. Iran er et kompliceret land, præget af flere fraktioner, der alle forsøger at trække landet i forskellige retninger. Næst efter Khamenei i magthierarkiet er der den øverste præsident med økonomisk og eksekutiv magt. Men denne præsident er en præsident, der er valgt efter en robust politisk debat. Selvom Iran ikke er et demokrati, er det heller ikke et rent diktatur.
De fleste udenlandske journalister er spærret ude fra landet, og Irans regering har lukket nogle sociale mediekanaler inde i landet.
Et af demonstranternes vigtigste slogans kræver præsident Hassan Rouhanis afgang. Rouhani blev valgt til sin anden fireårige periode i 2017 år og han udstiller sig som en pragmatiker, der ønsker et mere moderne Iran, der når ud til verden. Protesterne ses som en stor test for Rouhani. Præsidenten står over for rivaler blandt hardlinerne, der gerne vil se protesterne knuste. Alligevel står han også over for kritik fra moderate og liberale, der siger, at han er en løftebryder. De mener, at hans liberalisme er falsk og at han ikke er i stand til eller er villig til at foretage større ændringer i magtsystemet.
Det begyndte i landets næst-største by
Demonstrationerne brød uventet ud den 28. december i den konservative, religiøse by Mashhad, den næststørste by i Iran. Protesterne ser ud til at være en reaktion på regeringens forslag om at beskære subsidier, der holder priserne nede, selvom demonstranterne også har opfordret til landets lederes afgang. Nogle Rouhani-allierede har anklaget de benhårde, konservative kræfter for at sætte demonstrationerne i gang, for at få Rouhani til at tage sig dårlig ud.
Rouhani var den ledende iranske stemme til støtte for kernekraftaftalen i 2015 med USA og de andre verdensmagter. Selv om dette resulterede i løftelsen af nogle sanktioner, har det ikke bragt de betydelige økonomiske gevinster for almindelige iranere, som Rouhani havde lovet. Rouhani er blevet kritiseret af mange demonstranter, og han har anerkendt deres ret til at demonstrere:
“Ifølge grundloven og borgernes rettigheder er folk fri til at udtrykke deres kritik og protestere,” sagde Rouhani på stats-tv om søndagen. Men han advarede også:
“Regeringen vil ikke vise nogen tolerance for dem, der skader offentlige ejendomme, overtræder den offentlige orden og skaber uro i samfundet.”
Demonstranter uden ledere
Der er ikke nogen klar leder for demonstrationerne, der spredte sig rundt om i landet næsten øjeblikkeligt. Landsdækkende er mere end 20 demonstranter blevet dræbt, blandt disse et medlem af sikkerhedsstyrkerne, ifølge iranske medier. Mange politiske eksperter bemærker, at protesterne ikke har været centreret i Teheran, men spredt rundt om i landet, ofte i små byer. Demonstranterne er stort set alle mennesker i 20 års alderen, der klager over de økonomiske vanskeligheder. Det er en ændring i forhold til de store protester i 2009, da borgerne i Teheran førte an og opfordrede til flere personlige friheder. Det kan være et tegn på en mere udbredt utilfredshed i arbejderklassen.
I Iran er mere end 27 procent af befolkningen unge, hvoraf mange er frustrerede over de begrænsede muligheder for arbejde, landets relative isolation og de ældre, benhårde religiøse ledere, der har været ved magten i årtier. Nogle af de områder, der oplever vold, har også komplicerede etniske mønstre, herunder kurdiske, arabiske og sunni-mindretal, der klager over at det shiitiske regime undertrykker dem.
Revolutionsgardens magt
De iranske sikkerhedsstyrker spiller også en vigtig rolle i denne situation. I 2009 blev protesterne mod de forfalskede resultater af præsidentvalget knust af Irans sikkerhedsstyrker. Spørgsmålet er nu, om de denne gang vil gøre det samme. Den mest magtfulde organ er det iranske revolutionsgarde (IRGC). Det er dybest set en hær, der står under Khamenei, og er udstyret med missiler, tanks og tropper rundt om i regionen. IRGC styrer også gade-militserne, der hjælper til med at håndhæve mullahernes regler.
Sikkerheds-styrkerne ser ud til at kunne begrænse urolighederne i Teheran. I tirsdags meddelte en viceguvernør i Teheran, at mindst 450 mennesker er blevet anholdt i byen, hvilke udgør den største del af de mere end 1050 arresterede i hele landet. Det er vigtigt at huske, at der er en tæt forbindelse mellem revolutionsgarden og økonomien. Udover at være en hær kontrollerer IRGC store virksomheder og har store finansielle interesser. Iranerne klager over, at penge, der er beregnet til at hjælpe almindelige iranere, bliver brugt til IRGC i stedet. Den unge befolkning er også vred over at IRGC sender Irans oliepenge til Syrien for at støtte Bashar Al Assads regime, i stedet for at investere i landets udvikling.
Disse demonstrationer beskrives som de største siden det omstridte præsidentvalg i 2009. Da demonstrationerne dengang startede, blev IRGC og andre sikkerhedsstyrker i stigende grad aggressive imod den såkaldte grønne bevægelse, som udfordrede valgresultatet. Protesterne varede dengang i måneder og krævede snesevis af dødsofre, mens tusinder blev arresteret.
Måske kan regeringen på kort sigt stoppe protesterne med vold som vi så det i 2009 men på lang sigt vil der igen opstå protester hvis man ikke løser de problemer, der ligger til grund for dem.
