Lars Engberg-Pedersen
Lars Engberg-Pedersen (født 1964) er forskningsleder og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med forskellige sider af udviklingssamarbejdet.
Han har tidligere været rådgiver i Burkina Fasos indenrigsministerium med fokus på decentralisering og kommuner, og han har været international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
Forskningsmæssigt har han især erfaring fra Burkina Faso, men også lidt fra Karnataka i det sydlige Indien.
Han har forsket i emner som lokale organisationer, fattigdom, naturressourceforvaltning, lokal politik, institutionel udvikling og decentralisering.
Klima og udvikling skal nu sammentænkes endnu mere, siger ministeren, og det kan man vel vanskeligt have noget imod. Ministeren og Informations udsendte reportere er på rejse til Etiopien og den hårdt ramte region Afar, hvor en ubarmhjertig natur nødvendiggør konstant fødevarehjælp.
Som Dan Jørgensen siger: Her skal man være “blind for ikke at kunne se klimaproblemet”. Javel, klimaet viser sig ikke lige just fra den venlige side, og mange steder er det kun blevet mere udfordrende med skiftevis tørke og oversvømmelser de senere år.
Ikke desto mindre har Etiopien kæmpet med klimaet i mange, mange år – i starten af 1980’erne døde måske 600.000 mennesker af sult som følge af blandt andet tørke, og landets nordlige regioner var også hårdt ramt i starten af 1970’erne – så det er ikke nye forandringer i klimaet, der kan forklare alle udfordringerne.
Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal lade hånt om klimaforandringerne. Man skal blot ikke bruge dem som den eneste årsag til fattigdom og ulykke. En væsentlig årsag til sult og hungersnød i 1980’erne såvel som i dag er konflikter og manglende respekt for menneskeliv. Mangel på stabile regeringer, der vil det bedste for deres befolkninger, er en mindst lige så stor udfordring som klimaet.
Modeluner
Det internationale og danske udviklingssamarbejde har alle dage været præget af modeluner. Så er det makroøkonomiske stabilitet eller institutionel udvikling eller demokrati og menneskerettigheder eller sikkerhed eller migration eller noget helt andet, der ses som det helt afgørende.
Intet af det er irrelevant, men det er heller ikke hele historien, selvom det ofte fremstilles sådan på et givent tidspunkt. Disse modeluner skyldes muligvis, at ingen rigtigt står til ansvar for udviklingssamarbejdet. De, der har brug for det, har ingen indflydelse på dets udformning.
Til trods for at de ofte er relevante, har modelunerne den uheldige konsekvens, at de overskygger andre relevante mål for indsatsen og årsager til problemerne. Nu er det klimaet, der bruges til at forklare alle udfordringer, og som derfor må være det entydige mål for udviklingssamarbejdet.
For ikke længe siden blev et dansk finansieret udviklingsprogram i det vestlige Sahel diskuteret. Programdokumentet udpegede klimaet som årsagen til alle problemer: Fattigdom, manglende landbrugsproduktion og konflikter.
Glemt var de århundredlange etniske konflikter i området; Danmarks rolle i destabiliseringen af Libyen i 2011, der førte til en strøm af våben ned i Sahel; vanskelighederne ved at skabe vækst og industrialisering i de fattige Sahel-lande uden adgang til havet; regerende eliters fokus på egen vinding og magt; uhyre svage uddannelses- og sundhedssystemer og så videre.
Det fikse ved at udpege klimaet som hovedskurken var, at bevillingen så kunne regnes med i regeringens politiske prioritet om, at store dele af udviklingssamarbejdet skal være klimabistand. Denne ellers så harmløse prioritet fører til en manglende forståelse af den virkelighed, som pengene skal bruges på.
Den komplekse virkelighed
Når Dan Jørgensen siger, at fattigdomsbekæmpelse og klimabistand godt kan kombineres, har han fuldkommen ret. Det kan de godt. Men et enøjet fokus på det sidste fører ikke nødvendigvis til det første. Det er langt fra al klimabistand, der også reducerer fattigdom, og slet ikke, hvis et underliggende mål er at få solgt vindmøller.
Det er derfor afgørende vigtigt, at udviklingssamarbejdet tager udgangspunkt i de problemer, som fattige mennesker og samfund står i, og ikke baserer sig på en forudindtaget idé om, at klimaet er årsagen til alle vanskeligheder. Så længe man interesserer sig for og forstår fattige menneskers vilkår, kan man fint sammentænke med klimaet, hvor det er relevant.
Men det er desværre sigende, når en mangeårig, inkarneret klimamand som John Nordbo, CARE, i samme artikel i Information udtaler: “Det ser ud til, at fattigdomsbekæmpelse er seriøst på vej ud.” Efter min mening er det en bevægelse, der har været i gang i rigtigt mange år.
Jeg tager en kop kaffe mere og håber, at Dan Jørgensen er den minister, der forstår, at nuancer og en kompleks virkelighed er den uomgængelige udfordring i udviklingssamarbejdet.
