Five Fingers for Marseilles
Instruktion: Michael Matthews
Manuskript: Sean Drummond
Sydafrika 2017/2018
Vises som en del af Det Danske Filminstituts Sydafrika-filmserie og kan ses i Cinemateket, København igen d. 22.04.2019 kl 21.15.
Jeg kunne skrive min anmeldelse af ’Five Fingers for Marseilles’ med to ord: ”Se den!”. Både scenografien, byen Lady Grey, som i filmen bliver den fiktive, halvvejs adskilte tvillingeby Railway/Marseilles i Eastern Capes barske, forblæste bjerglandskab, den grundige, kulturelle research, den (næsten) konsekvente brug af det sydafrikanske sprog seSotho i filmens dialoger og den mytiske fortælling om venskab, korruption af sjæle og landets næsten selvstændige rolle i filmen, er det hele værd.
Det er en af den slags film, der langsomt sniger sig ind på en og bliver ved med at rumstere i dage og uger, og jeg er begejstret. Det er jeg i øvrigt ikke ene om, for filmen har været nomineret til og vundet adskillige priser, både på Afrikas egne filmfestivaller og på filmfestivaller andre steder i verden.
De fem fingres historie
Railway er det township, de oprindelige beboere i den sydafrikanske by Marseilles blev tvunget til at flytte ud i, da de hvide kom og anlagde en by og gav den et navn, de havde med hjemmefra. Og magtmisbrug spiller en stor rolle i historien. Først i form af tvangsflytningerne, så i form af Apartheid-politiet, der kommer og afpresser beboerne, og siden i form af en korrupt borgmester, korrupt politi og til overflod en kriminel bande, der slår sig ned i området.
De oprindelige ’Five Fingers’ er fem halvstore drenge, der forsvarer Railway mod det korrupte politi med sten, slynger og æg, men en ulykke i forbindelse med et af politiets overgreb får tragiske konsekvenser for dem alle fem og for hele byen. En af dem, Tau, tvinges i eksil, og de andre mister også hurtigt muligheden for at blive ved med at være børn.
Tyve år senere, og øjensynligt i et nu post-Apartheid-Sydafrika, vender Tau tilbage og finder sin hjemby i et jerngreb af en kriminel bande ledet af en mystisk dommedagsprofet, samtidig med at tvillingebyen Marseilles er faldet i kløerne på korrupt politi og en borgmester, der accepterer det hele, så længe han får sin del af kagen.
Tau forsøger at holde sig udenfor, men bliver draget ind i volden, magtmisbruget og overgrebene på de mennesker, han elskede for 20 år siden, og må til sidst forsøge samle de fem fingre igen, selvom én af dem er død, og to af de andre står på to andre sider af konflikten. Nogle af fingrene er derfor skiftet ud som en stille kommentar til det nye Sydafrika, men de er stadig lige hårdtslående.
Meget sydafrikansk, men også en arketypisk kamp mellem godt og ondt – med et tvist
De oprindelige fem fingre svor at beskytte jorden, landet, mod alle trusler, selv hvis truslen kom fra dem selv. Og landrettigheder er et gennemgående tema i historien, ligesom det er det i Sydafrika i dag, hvor man stadig ikke har løst Apartheid-æraens problemer med de mange tvangsflytninger og uddeling af sortes land til hvide farmere, som nu har boet der i generationer. Ligeledes kommer Kinas tilstedeværelse på kontinentet under behandling, indvandrere fra andre lande i Afrika samt den nye regnbuenation, der måske kan finde sammen imod ondskab, de alle er påvirket af.
Samtidig behandler filmen almengyldige temaer som venskab, forræderi, magt og misbrug af magt, korruption, samvittighed, pligt, kærlighed – både til landet og til menneskerne – loyalitet, det at tage stilling og handle, at tage konsekvenserne af sine handlinger og retten til at eksistere i fred med sig selv og på det sted, man gennem generationer er knyttet til.
Filmens instruktør, Michael Matthews, og manuskriptforfatter, Sean Drummond, er ikke selv fra Eastern Cape, men de har gjort et enormt arbejde for at forstå det forfaldne township og den forladte settler-by og gengive stedets atmosfære loyalt, fange det autentiske lydbillede og give en autentisk fortolkning af livet og sproget hos den forblæste bjergregions baSotho-folk. De har boet i området for at få en følelse af det. De har haft en seSotho-konsulent på hele filmens dialog, og selv de sydafrikanske tilskuere blandt publikummet, da denne anmelder så filmen, var imponeret over dybden, renheden og poesien af dialogen (hvilket desværre nok gik tabt på den danske del af publikum, der måtte nøjes med at læse underteksterne).
