Fodboldfans fra Burkina Faso og Algeriet har indtaget hovedparten af Stade de la Paix’ robuste plasticsæder. Tilskuerne følger boldens ivrige færden på det lysegrønne græstæppe, der badet i stadionprojektørernes lys danner rammen om kampene i De Afrikanske Mesterskabers Gruppe D.
For den uindviede beskuer adskiller Stade de la Paix (på dansk ’Fredens Stadion’) i Elfenbenskystens næststørste by, Bouaké, sig måske ikke synderligt fra ethvert moderne fodboldstadion, men dykker man ned i Elfenbenskystens historie er Stade de la Paix alt andet end en almindelig sportsarena.
I 2007 havde Den Første Ivorianske Borgerkrig de facto skåret det vestafrikanske land over i to.
I det sydlige Elfenbenskysten regerede præsident Laurent Gbagbo, mens rebellerne fra den nye politiske og militære koalition Forces Nouvelles de Côte d’Ivoire (Elfenbenskystens Nye Styrker), havde erobret magten i nord.
Konflikten mellem nord og syd var ikke opstået over natten.
I de første tre årtier af Elfenbenskystens selvstændighed havde landets første præsident, landsfaderen Felix Houphouët-Boigny, holdt religiøse og etniske spændinger i skak. Men med landsfaderens død opstod der i 1990’erne et magtvakuum, hvor skiftende præsidenter tillod xenofobien at slå dybe revner i det ellers stabile land.
Muslimer blev spillet ud mod kristne, og den dominerende Akan-gruppe med Diaoulerne i nord.
Det var i dette polariserede, politiske landskab, at Elfenbenskystens største fodboldstjerne nogensinde, Didier Drogba, i foråret 2007 fik en fiks idé. Elfenbenskystens fodboldlandshold Les Éléphants spillede normalt sine hjemmekampe i den økonomiske hovedstad Abidjan, men hvad nu, tænkte fodboldspilleren, hvis man flyttede en vigtig landskamp til Bouaké, rebellernes hovedstad i nord?
Fodboldens uigennemtrængelige kraft
Selvom det i skrivende stund forbliver uvist, om Didier Drogba nogensinde modtog præsident Gbagbos tilladelse til at flytte den famøse VM-kvalifikationskamp til Bouaké, så kunne intet forhindre kampen i at finde sted.
Den 3. juni valfartede tusindvis af ivorianere fra alle dele af landet til rebellernes hovedstad for at se fodbold. På tribunerne sang regeringssoldater og rebeller med på de samme slagsange, mens de ivorianske spillere på grønsværen scorede efter behag. Elfenbenskysten knuste modstanderne fra Madagaskar med 5-0, og i tråd med ethvert Hollywood-manuskript lavede Didier Drogba kampens sidste mål efterfulgt af uhæmmet eufori på tilskuerpladserne.
Før den kamp kunne folk ikke forestille sig, at en landskamp kunne spilles i Bouaké. Men fra det tidspunkt indså folk, at i Elfenbenskysten kan vi sagtens leve side om side
Chao, fodboldtræner
”Jeg husker tydeligt kampen. Jeg var der selv. Rent faktisk, så var det mig, der kridtede banen op inden kampen”, fortæller fodboldtræneren Chao, en midaldrende mand iklædt træningsdragt og et bredt smil, da Globalnyt møder ham på hans fodboldakademi Centre De Formation Espoir Chao de Bouaké, blot et par hundrede meter fra Stade de la Paix’ fodboldfest.
Foran træneren sidder en gruppe unge, svedige fodbolddrenge og puster ud efter et varmt træningspas. De yngste spillere hænger over træneren, som en søn hænger over sin far. De ældste, en håndfuld kåde teenagedrenge, hoster sporadisk op med hjemmelavede engelskgloser, der medfører klapsalver og latter fra forsamlingen.
”Didier Drogbas udmelding havde en psykologisk effekt på mange af os. Når en leder som Drogba åbner munden, lytter folk efter. Før den kamp (mod Madagaskar red.) kunne folk ikke forestille sig, at en landskamp kunne spilles i Bouaké. Men fra det tidspunkt indså folk, at i Elfenbenskysten kan vi sagtens leve side om side”, husker træneren.
Under Den Første Ivorianske Borgerkrig var der to år, hvor Chaos akademihold slet ikke spillede kampe. Egentligt var de kvalificeret til en landsdækkende række, men opgav, da spillere fra en konkurrerende, lokal klub under en udebanetur blev arresteret mistænkt for at være rebeller. Det ville træneren ikke risikere at udsætte sine spillere for.
”Fodbolden var det, der holdt os kørende. Det var farligt at gå udenfor, men vi måtte på træningsbanen. Fodboldens kraft er uigennemtrængelig, og hvis du spørger efter beviser, så sidder de lige foran dig”, siger træneren og henviser med en langsom armbevægelse til sine unge spillere, der døsigt pjatter med hinanden under den stikkende eftermiddagssol.
Bouakés bagside
Det er umuligt at ignorere, at De Afrikanske Fodboldmesterskaber er kommet til byen. Elfenbenskysten er en magtfaktor i afrikansk fodbold, og landet vandt senest de prestigefyldte mesterskaber i 2015. I den igangværende udgave af turneringen har ivorianerne trods begyndervanskeligheder klaret skærene og spillet sig frem til knockoutfasen.
Overalt i Bouakés gader stritter flagene fra de 24 deltagernationer frem, og på restauranternes tv-skærme har Sydafrika lige bragt sig foran med 1-0 mod Namibia. Store højtalere brager kommentatorsporet ud over gaderne.
Men Bouaké viser sig frem som meget andet end en arena for den midlertidige storm af fodboldglæde.
På et forladt område i en af Bouakés forstæder har ustyrlig bevoksning for længst overtaget, hvad der er tilbage af de ødelagte og sønderskudte barakker i rebellernes tidligere hovedkvarter. Rebellernes kaserne blev i borgerkrigens sidste fase konstant angrebet af regeringshæren, og derfor måtte en skole i byen til sidst lukke. Det er nu mere end 12 år siden, men kridtstreger på tavlerne fortæller om det liv, der engang var.
I det centrale Bouaké, nær byens fineste hotel, har en toetagers ejendom mistet tagkonstruktionen efter mødet med et bombefly. På facaden af bygningen, der under borgerkrigene var rebellernes våbenlager, har en kunstner opført et farverigt maleri af en kvinde med store, runde øjne.
En romantiseret fodboldfortælling
Bouaké er måske nok kommet videre, men arene fra borgerkrigen er endnu ikke forsvundet, fortæller Sebastian van Baalen, professor på Uppsala Universitet
”Tidligere rebeller bor egentligt i hele Elfenbenskysten i dag – særligt i det nordlige Elfenbenskysten – men her er situationen alligevel en smule anderledes. Mange af rebellerne fra de nordlige områder deltog ikke i de såkaldte demobiliseringsprocesser efter borgerkrigene, enten fordi de ikke blev vurderet egnede, eller fordi de simpelthen ikke ønskede at deltage,” siger han.
I flere år har den svenske akademiker forsket i borgerkrigsdynamikker og modstandsbevægelser, særligt i Elfenbenskysten.
Han fortæller, at rebellernes manglende deltagelse i demobiliseringen medførte, at de aldrig blev sluset ordentligt tilbage i samfundet, for eksempel ved at blive inkluderet i de væbnede styrker eller ved at tilegne sig velbetalte jobs.
En dag vil jeg fortælle mine børn, at jeg på den måde har bidraget ved De Afrikanske Mesterskaber. Der er meget, der kan adskille os, når det kommer til politik, men ikke fodbold
Marius Konan, frivillig, De Afrikanske Mesterskaber
Der er mange eksempler på, hvordan Bouaké til stadighed lider af borgerkrigens følger. Infrastrukturen i det nordlige Elfenbenskysten er markant dårligere end i resten af landet, og befolkningerne i tidligere rebelkontrollerede områder har til stadighed stor mistillid til ikke bare de statslige institutioner, men også medlemmerne i deres egen etniske gruppe.
Ifølge van Baalen er den fortælling om fodboldlandsholdets rolle i fredsmæglingen, som fodboldtræneren Chao er eksponent for en smule overdrevet. Han påpeger, at en omfattende fredsproces var påbegyndt længe før, at den famøse fodboldkamp blev fløjtet i gang.
”Kampen må sættes ind i et større sæt af symbolske handlinger. Omtrent samtidig som fodboldkampen blev den såkaldte Flame de la Paix (’Fredens Flamme’ red.) afviklet. Det var en fredsceremoni, der også fandt sted på Bouakés fodboldstadion, ligesom også fredskaravaner blev rullet ud i store dele af landet, hvor politikere fra begge sider af konflikten deltog.”
Og genforeningen i 2007, pointerer professoren, førte ikke i sig selv til varig fred. Efter et omstridt præsidentvalg i 2011, hvor både Laurent Gbagbo og Alessane Ouattara erklærede sig som vindere, brød volden igen ud i det vestafrikanske land. Fra november 2010 og fire måneder frem rasede den Den Anden Ivorianske Borgerkrig.
”Der er meget, der kan adskille os, men ikke fodbold”
Det er efter en lang dag på motorcykelryg i Bouakés gader blevet frokosttid. Acheke, Elfenbenskystens nationalret bestående af revet, fermenteret kassava, er på menuen.
Inden Marius Konan stikker fingrene i den varme ret, viser han stolt sin t-shirt frem: VOLUNTAIRE, står der med store bogstaver på ryggen. Han er en af de mange frivillige, der gør det muligt at afholde fodboldmesterskaberne i Elfenbenskysten.
”En dag vil jeg fortælle mine børn, at jeg på den måde har bidraget ved De Afrikanske Mesterskaber. Der er meget, der kan adskille os, når det kommer til politik, men ikke fodbold. Folk fra forskellige lande – som f.eks. dig – kommer til vores by. Det føles godt. Som du har set, er byen stadig mærket af borgerkrigen, men vi er kommet videre.”
De Afrikanske Mesterskaber i fodbold afvikles fra den 13. januar og kulminerer med finalen den 11. februar. Bouaké er værter for yderligere to kampe.
