De har kæmpet på samme side som syriske præsident Bashar al-Assad og libyske general Khalifa Haftar. De agerer bodyguards for Venezuelas præsident Nicolás Maduro. De har trænet regeringsstyrker i Den Centralafrikanske Republik. De har sat sig på guldminer i Sudan.
Den russiske Wagner-gruppe har opereret vidt og bredt, siden organsationens lejesoldater fik deres ilddåb i 2014 under krigen i Donbass i nabostaten Ukraine.
Libyens nationale olieselskab rettede for nyligt opmærksomhed mod gruppen, da den frafaldne libyske general Khalifa Haftar 18. september annoncerede, at hans styrker ville trække sig fra besatte oliefelter og havne, så det nationale olieselskab kunne operere i fred igen. Dermed sendte Haftar et signal om, at han var klar til at ophæve den otte måneder lange olieblokade, der har haft til formål økonomisk at kvæle den FN-anerkendte regering i Tripoli.
Men dagen efter lød det fra Libyens nationale olieselskab, at det ikke kommer til at sætte gang i olieproduktionen igen lige foreløbig, fordi ”tilstedeværelsen af lejesoldater fra Wagner gør det umuligt for os at genoptage vores operationer og aktiviteter.”
Gemt i et tykt røgslør
Et stigende antal undersøgelser af Wagner-gruppens foretagender rundt omkring i verden har vist, at organisationen er et flygtigt væsen, der for alt i verden ønsker at gå under den offentlige radar. Gruppens sammensætning og operationer er så indviklede og lyssky, at selv det at karakterisere gruppen er vanskeligt. Er der tale om et privat firma eller en statslig organisation? Handler det om militære operationer, optræning af udenlandske styrker, udvindingen af råstoffer eller hvidvaskning? Ledes det af én mand eller af mange?
Det eneste, der vides med sikkerhed, er, at organisationen forsøger at indhylle sig selv og sine bagmænd i så tykt et røgslør som muligt. Og at der uden tvivl er tale om en russisk organisation med tråde langt ind i Kreml. Private militærfirmaer er ulovlige i Rusland, og derfor eksisterer organisationen ikke ifølge de russiske myndigheder.
Der findes heller ingen offentlig information om organisationens hovedkvarter, medlemstal eller operationer. Kilder uden for Kreml kan dog bekræfte, at Wagner-gruppen i dag er til stede i mere end 15 lande på tværs af tre kontinenter. Trods denne spredning har der vist sig at være bestemte forhold, der går igen, de steder hvor organisationen opererer. Eftertragtede råstoffer, en desperat regering og en stat i kaos er alle kendetegn for de lande, hvor Wagner-gruppen har aktiviteter.
Det er ikke uden risiko at grave i gruppens gøren og laden. Da tre russiske journalister rejste til Den Centralafrikanske Republik (CAR) for at undersøge gruppens aktiviteter, kostede det dem livet. De omkom, da deres bil faldt i et baghold, dagen efter at de havde besøgt en af Wagner-gruppens baser i Berengo. Kun journalisternes chauffør overlevede. Han fik senere tavshedspligt af myndighederne.
Både russiske og centralafrikanske medier rapporterede, at det var lokale oprørere, der stod bag, og ingen har kunnet knytte hverken Wagner-gruppen eller centralafrikanske myndigheder til angrebet. En efterforskning af mordene, iværksat af journalisternes chef, rigmanden Mikhail Khodorkovsky, blev nedlagt efter to måneder, da hverken lokale myndigheder eller organisationer var villige til at samarbejde med efterforskerne.
Minearbejdere knokler i Ndassima guldmine i den østlige del af Den Central Afrikanske Republik. Minen er under beskyttelse af Seleka-militsen.
Foto: Thierry Bresilion/Anadolu Agency/Getty Images
Wagner-gruppens engagement i CAR, som journalisterne undersøgte, begyndte i kølvandet på en fransk tilbagetrækning fra landet. Den tidligere kolonimagt Frankrig har været den primære udenlandske aktør i CAR, men i 2016 lukkede Frankrig en militærmission i landet og trak 2.000 soldater ud. Selvom missionen var blevet mere kendt for sine kontroverser end sine succeser, efterlod den alligevel et sikkerhedstomrum.
”Vores sikkerhedsstyrker er ikke klar til at tage over,” kommenterede den tidligere præsidentkandidat Anicet Georges Dologuele i forbindelse med den franske tilbagetrækning.
Landet er hærget af årtiers konstante borgerkrig, og store områder er de-facto ikke under regeringens kontrol og har aldrig rigtig været det. Med udsigt til yderligere uroligheder i kølvandet på den franske tilbagetrækning vendte regeringen sig mod Rusland.
Selvom CAR er et af verdens fattigste lande, så har landet en undergrund, der er rig på forekomster af guld, diamanter, olie, kobolt, uran og med et godt potentiale for etablering af vandkraftværker. Alligevel har mange vestlige aktører været tøvende med at engagere sig økonomisk, militært og humanitært i det kaotiske og konfliktfyldte land, som sidste år lå nederst på FN’s Human Development Index kun overgået af Niger.
Russiske operatører begyndte at dukke op i CAR, efter en aftale blev forhandlet på plads mellem den russiske og den centralafrikanske regering i efteråret 2017. I starten af 2018 blev de første russiske transportfly læsset med våben spottet i hovedstaden, Bangui, rapporterede det anerkendte franske tidsskrift The Africa Report.
Wagner-gruppens primære opgave er ifølge aftalen at bevæbne og træne de centralafrikanske styrker. I stedet for at blive aflønnet i kroner og ører har organisationen taget sig betalt i form af mine- og olierettigheder. Ved første øjekast kan dette virke som en fin aftale: Den fattige regering får de ydelser, den efterspørger og slipper for at skulle have penge, den ikke har, op af lommen. Wagner-gruppen har opereret med lignende ordninger i Syrien, Libyen og Sudan.
Efter aftalen var indgået, var organisationen hurtig til at udnytte kaosset i Den Centralafrikanske Republik og sætte sig på flyvepladser og etablere baser – hvilket er sket uden tilladelse fra regeringen. Blandt de kendte eksempler er oprettelsen af en træningslejr i Berengo, den 2.000 meter lange flyveplads Ouadda og en teltlejr ved Nationalmuseet i Bangui.
Med etableringen af militærbaser og kontrol over flyvepladser kunne Wagner-gruppen nu udvinde og eksportere centralafrikanske råstoffer, uden regeringen havde mulighed for at sikre, at det foregik inden for aftalens rammer.
”Det handler ikke om at arbejde sammen med landet, men om at bruge Den Centralafrikanske Republik som en finansiel base, hvor russiske penge kan flyde frit,” skriver det franske Institut for Internationale Relationer (Ifri) i sin rapport fra 2019 om Ruslands tilbagevenden til Afrika efter samtaler med en anonym kilde.
Landet bliver brugt af russiske oligarker til at få deres illegale penge investeret gennem råstofprojekterne.
Hvor store summer, der er tale om, vides ikke, men de er store nok til, at en talsmand fra ECOWAS, Vestafrikas økonomiske samarbejdsorganisation, udtalte til Ifri, at ECOWAS er opmærksom på det russiske finansielle netværk i CAR, og at man følger det tæt:
”Vi er overbeviste om, at der er opstået en tendens til at bruge Afrika som et springbræt til at hvidvaske russiske penge som følge af sanktionerne mod Rusland (EU og USA’s økonomiske sanktioner, red.), inden disse penge sprøjtes tilbage ind i Europa.”
Putins schweizerkniv
I CAR er det, der begyndte som en aftale om træningen af regeringsstyrker, endt som et ressource-tagselvbord og hvidvaskning.
”Wagner-gruppen skal ses som en schweizerkniv for Putin og det russiske styre,” fortæller seniorforsker Flemming Splidsboel Hansen, der forsker i forholdene i postsovjetisk Rusland ved DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier.
”Det handler om, at Kreml i udlandet ønsker at operere i gråzoner og samtidig benægte, at man har kendskab til eller indflydelse på operationerne.”
Wagner-gruppen opfylder dette ønske. Gruppen kan agere marionet for det russiske styre i en given konfliktzone, uden at fedte offentlige institutioner såsom forsvaret ind i det.
Wagner-gruppens formodede leder hedder Jevgenij Prigoshin.
”Han er med årene blevet styrets go-to mand, hvis der er nogle beskidte opgaver, der skal ordnes,” siger Flemming Splidsboel Hansen.
Jevgenij Prigoshin, Wagner-gruppens formodede leder, er også Putins kok – her deltager han i et møde i Sochi i oktober 2017 for en række ledere af tidligere sovjetrepublikker.
Foto: Stringer/Anadolu Agency/Getty Images
En russisk kniv i ryggen på slagmarken
Den største trussel mod Wagner-gruppens operationer er ikke nysgerrige russiske journalister i CAR. Den kommer i stedet fra internt i det russiske militær.
Et eksempel på dette er fra Syrien. Her holder amerikanerne og russerne løbende hinanden opdateret om deres positioner, for at undgå at de to stormagter tørner sammen i borgerkrigens kampzoner. Alligevel omkom op mod 400 af Wagner-gruppens lejesoldater i Deir al-Zour-provinsen i det østlige Syrien i et amerikansk bombeangreb i februar 2018, efter de var rykket ind på en amerikansk enhed og havde åbnet ild, som amerikanerne besvarede med en kombination af kampfly, droner og angrebshelikoptere.
Teoretisk burde dette ikke kunne ske.
”Det russiske militær havde helt sikkert kendskab til de amerikanske stillinger, men nogen undlod at give denne information videre til Wagner-tropperne,” forklarer Flemming Splidsboel Hansen.
Ifølge ham handlede det mindre om amerikansk-russiske spændinger i Syrien og mere om, at utilfredse personer i det russiske militær ønskede at sende et signal:
”Der foregår en magtkamp om opgaver og ressourcer inden for det russiske militær. Hændelsen i februar 2018 viste, at nogle var utilfredse med de midler og opgaver, som var allokeret til Wagner, og derfor blev de ikke advaret.”
Så mens Wagner-gruppen udnytter de interne uroligheder, der udspiller sig i konfliktramte lande, bliver organisationen selv udnyttet i det spil, der foregår internt i det russiske styre.
