Det skabte rystelser i særligt to små befolkninger, da USA’s kommende præsident, Donald Trump, tirsdag på et pressemøde ikke ville afvise brugen af militære midler for at få kontrol over Grønland og Panamakanalen.
I Panama har man ellers været vant til at se amerikansk militær omkring den for verdenshandlen så vigtige kanal, der forbinder Stillehavet med Atlanterhavet. I modsætning til Grønland har det lille mellemamerikanske land også oplevet en invasion fra supermagten mod nord for blot 35 år siden. Dengang var det ikke for at vinde territorium, men for at afsætte Panamas daværende diktator, Manuel Noriega.
Men befolkningen i Panama bør være betydeligt mere bekymret end grønlænderne. Det mener ekstern lektor på Copenhagen Business School og ekspert i latinamerikanske forhold Carlos Salas Lind. Ikke kun på grund af, at landet rent geografisk ligger tættere på USA. Men også fordi, at Panama ikke som Danmark er med i NATO. Det er bare et lille land, der er meget mere afhængig af USA end Danmark. Også når det gælder handel.
Derfor vækker Trumps udtalelser ifølge Salas Lind mindelser om et af fortidens store spøgelser i Latinamerika.
Det var det sprog, vi var vant til at høre hele tiden. Det handler om at skabe job, økonomisk vækst, men også krig
Carlos Salas Lind, ekstern lektor på Copenhagen Business School
“Han viser højrefløjens grimme ansigt, som vi kender det i Latinamerika fra
70’ernes militærdiktaturer, som var støttet af USA. Det var det sprog, vi var vant til at høre hele tiden. Det handler om at skabe jobs, økonomisk vækst, men også krig, også fjender,” fortæller Carlos Salas Lind, der selv er fra Chile.
Carlos Salas Lind mener som de fleste andre eksperter ikke, at en amerikansk invasion er aktuel lige nu. Han mener, at Trumps udmelding er i tråd med hans revisionistiske tilgang til politik. At han genbesøger fortidens “bad deals” og vil lave dem om for at tjene amerikanerne bedre.
Mange andre eksperter mener, at Trumps ord ikke skal tages for pålydende. Det er en del af et spil for at presse Panama til at levere på tre amerikanske kerneinteresser: Rabat til amerikanske skibe, øget migrationssamarbejde og ikke mindst skal Panama stoppe de seneste års tilnærmelser til Kina.
Omvendt kan de færreste helt afvise, at Trump mener, hvad han siger.
Amerikansk ejerfornemmelse
Ligesom den danske statsminister Mette Frederiksen gik Panamas udenrigsminister få timer efter Trumps udmelding på nationalt tv for at berolige sin befolkning.
“Vores kanals suverænitet er ikke til forhandling og er en del af vores historiske kamp og er en irreversibel erobring,” sagde Javier Martínez-Acha. “Lad det være klart: Kanalen tilhører panamanerne, og sådan vil det også være fremover,” sagde udenrigsminister Martínez-Acha.
Og ligesom mange danskere spørger, hvorfor Trump pludselig har så travlt med at sikre kontrol over Grønland, så har det også efterladt panamanerne forvirrede og fortvivlede, men langt henad vejen også med en vis tro på, at de amerikanske tropper bliver, hvor de er, mener Carlos Salas Lind.
Panamakanalen, og Panama i det hele taget, har ellers et vist amerikansk aftryk.
En kanal gennem den tynde landtange, der forbinder de amerikanske kontinenter, var op gennem hele 1800-tallet en vision for flere forskellige stormagter. Dengang var Panama en del af Colombia, og efter et mislykket fransk forsøg på at bygge en kanal med velsignelse fra Colombia, startede et USA-støttet oprør, som førte til tilblivelsen af staten Panama. Snart efter påbegyndtes megaprojektet, som ultimativt blev både bygget og betalt af amerikanerne.
Der er i det amerikanske samfund en ikke ubetydelig del, som er meget optaget af, og egentlig mener, at Panamakanalen bør høre til USA.
Rasmus Sinding Søndergaard, seniorforsker, DIIS
Panamakanalen stod færdig i 1914 og blev kontrolleret af USA mange årtier frem. Men i 1977 underskrev nyligt afdøde Jimmy Carter en traktat, der sikrede, at den vigtige handelspassage skulle overgå til Panama. Det skete i 1999, for blot 25 år siden.
Beslutningen var allerede dengang upopulær blandt mange amerikanere, fortæller seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Rasmus Sinding Søndergaard. Og Jimmy Carters efterfølger, Ronald Reagan forsøgte da også at rulle beslutningen tilbage med sine siden berømte ord: “Vi byggede den, vi betalte for den og vi kommer til at beholde den.” En sætning, som lige så vel kunne være sagt af Donald Trump i dag.
“Der var mange, særligt republikanere, som var utilfredse med det, og som så det som en del af USA’s territorium, fordi USA jo havde været den drivende kraft i at bygge kanalen,” fortæller Rasmus Sinding Søndergaard, der forsker i amerikansk udenrigspolitik.
“Så der er i det amerikanske samfund en ikke ubetydelig del, som er meget optaget af, og egentlig mener, at Panamakanalen bør høre til USA. Det er ikke kun Donald Trump.”
Carters handel
Trump er heller ikke den eneste amerikanske præsident, der tænker på Panamakanalen som et handelsobjekt. Faktisk mener Klaas Dykmann, der forsker i internationale politik med speciale i Latinamerika ved Roskilde Universitet, at selve overdragelsen af Panamakanalen var en del af en stor transaktion.
USA var presset på grund af den kolde krig. Antiamerikanske tendenser som i Cuba truede med at brede sig i Latinamerika. Og da Carter underskrev traktaten om så at sige at give Panamakanalen tilbage til Latinamerika, gjorde han det ikke gratis. Han samlede militærdiktatorer som Argentinas Jorge Rafael Videla og Chiles Gustavo Pinochet til møde i Washington for at fremsige sine krav.
“Carter formåede at overtale dem, altså militærdiktatorer, til at underskrive og ratificere menneskerettighedskonventionen, altså den amerikanske, som senere fik stor betydning for at forfølge menneskerettighedsforbrydelser i Argentina, i Uruguay, i Mellemamerika,” fortæller Klaas Dykmann.
På trods af amerikanernes enorme investeringer i Panama-kanalen, nyder USA i dag ikke de store fordele, når amerikanske skibe sejler gennem kanalen. Dog kan amerikanske krigsskibe springe køen over, men de betaler samme afgifter som alle andre lande. En afgift, der de seneste år er steget på grund af store udgifter forbundet med kanalens svindende vandstand. Kun colombianske krigsskibe sejler igennem uden at betale afgift.
“De plyndrer os,” har Trump blandt andet sagt.
Panama er en Kampplads
I dag er Panama ikke så meget et anliggende mellem Latinamerika og USA. Det handler ifølge Klaas Dykmann mere om rivaliseringen mellem Kina og USA end om billigere afgifter og migrationsindrømmelser.
For Trump-administrationen ser ikke med milde øjne på de tilnærmelser Panama har gjort mod Kina de seneste år.
Jeg mener, at Panama kan betragtes som kampplads mellem Kina og USA. Ikke kun på handelsområdet, men også militært
Klaas Dykmann, lektor ved RUC
Ifølge RUC-forskeren begyndte Kina allerede i midten af 1990’erne at investere kraftigt i kanalen. I 2017 etablerede man diplomatiske bånd med Kina samtidig med at man afbrød relationen til Taiwan, og året efter besøgte Xi Jinping for første gang landet.
“Jeg mener, at Panama kan betragtes som kampplads mellem Kina og USA. Ikke kun på handelsområdet, men også militært. Og med hensyn til efterretningstjenester og overvågning.
Han bemærker blandt andet, at et Hong Kong-baseret selskab driver to havne ved kanalens udmunding og at den omstridte kinesiske virksomhed Huawei også har vundet flere kontrakter omkring kanalen.
“Det åbner jo for muligheden for at overvåge, men også for potentielt at kunne sabotere amerikanske militæroperationer.”
Forskeren mener derfor at Trumps seneste udtalelser er mere alvorlige for Panama end for Grønland.
“De geostrategiske og sikkerhedspolitiske betydning i Panama kan virkelig næppe undervurderes,” siger han.
