Fredag aflægger en flok maskeklædte IBIS-frivillige klimaminister Martin Lidegaard et besøg. Det gør de for at opfordre ministeren til at bakke op om et initiativ, som skal holde olien fra Ecuadors regnskov i undergrunden.
De frivillige fra IBIS overrækker ministeren en oversavet træstamme fyldt med visuelle underskrifter og en særlig minister VIP-maske med en appel om at Danmark følger Tysklands eksempel og bidrager med 25 millioner kroner til det såkaldte Yasuni-initiativ, som både redder regnskov og er med til at bremse de store klimaforandringer. Det skriver IBIS i en pressemeddelelse torsdag.
Udover at være en ny og handlingsorienteret tilgang til at mindske klimaforandringerne er Yasuni-initiativet særlig aktuelt lige nu. I disse uger forsøger Ecuador nemlig at få kinesiske olieselskaber til at udvinde olien i et område, der dækker en tredjedel af landets regnskov.
”Amazonas og det globale klima er truet. Vi kan altså ikke vente længere med at skride ind, det er derfor vi nu sætter den danske klimaminister i stævne, ” siger Stine Krøijer, senior politisk rådgiver i IBIS, som også møder op i klimaministeriet fredag.
Internationalt har 10 lande allerede tilsluttet sig initiativet, men også herhjemme er interessen stigende.
669 antal danskere har deltaget i IBIS’ visuelle underskriftindsamling, hvor de ved at lade sig fotografere iklædt røde masker har skrevet under på at beholde Yasuni-regnskovens skat i undergrunden.
Fredag har Martin Lidegaard muligheden for at tage Yasuni-masken på og vise, at Danmark vil være med til at bremse de store klimaforandringer.
Om Yasuni
Under Yasuni-nationalparken i Ecuador flyder en enorm skat i form af olie. En udvinding af olien vil have fatale miljømæssige konsekvenser, så for at beskytte regnskovens beboere og undgå en udledning af 1,2 milliarder tons CO2, har Ecuadors præsident Rafael Correa lanceret initiativet, som skal holde olien i jorden.
For at bremse klimaforandringerne og bevare dette unikke regnskovsområde har
regeringen anmodet det internationale samfund om at betale halvdelen af, hvad landet ville få i skatteindtægter, hvis olien udvindes.
Huaorani-folket som bor i nationalparken maler sig med rød farve omkring øjnene til krig og fest. Derfor har de IBIS-frivillige røde masker på.
Den danske klimapulje
I 2012 øremærkede den danske regering 500 millioner til en pulje for dansk klimabistand. Det er fra den pulje, IBIS mener de 25 millioner kroner til Yasuni-initiativet skal komme fra.
Tid og sted
Fredag 5. april, kl 12.40 på Martin Lidegaards mødelokale i Klima- Energi og Bygningsministeriet, Stormgade 10-12 Kbh K.
Mere information:
Stine Krøijer, senior politisk rådgiver, IBIS, 60854477
Hanne Selnæs, presseansvarlig, IBIS, 6043 3332.