Skolelærerne var stået tidligt op den 18. september, da IBIS åbnede for tilmeldingen til et skolebesøg fra organisationens JuleKaravane, som består af unge frivillige fra IBIS. Tilmeldingen åbnede klokken 7.00, og to minutter senere var de 50 skolebesøg fuldt booket, skriver IBIS i en pressemeddelelse fredag.
Det er fjerde gang, at IBIS sender otte unge mennesker rundt på 50 af landets folkeskoler for at sætte fokus på u-landsoplysning og global undervisning.
Forud for skolebesøgene tager ”JuleKaravanen” til det nordlige Ghana og besøger nogle af de børn, som får glæde af pengene fra Børnenes U-landskalender. Overskuddet fra u-landskalenderen går nemlig i år til et IBIS projekt med at bygge landsbyskoler i Ghana.
Mange børn i Ghana får ingen undervisning, fordi deres landsbyer ligger for langt væk fra en skole. Derfor vil IBIS bygge små satellitskoler for 1.-3. klassetrin, hvor de små elever kan få undervisning, indtil de er gamle nok til at vandre ad varme og knoldede jordveje til en større skole.
Efterspørgslen på IBIS-karavanen har været så stor, at IBIS har måttet takke nej til at besøge mere end 100 skoler. Men en ny LæseKaravane er allerede klar til at tage på Danmarksturné til april næste år, og så får flere skoler chancen for besøg.