Anmeldelse af Morten Ranum, U-landsnyt.dk
Skarp og hæsblæsende satire på Teater S/H. På en knastør pande rister Hassan Preisler alt og alle, lige fra en velfortjent rækken-på-tunge af Deadlines nikkedukke journalistik til hvordan Hassan Preisler selv blev overhalet indenom af den anden Hassan.
Teater S/H (tidl. Cafe Teatret) har sammen med Århus Teater skabt en formidabel satire om vores forhold til de brune. Forestillingen bygger på Hassan Preislers bog Brun mand byrde. Det er én lang dialog, hvor Hassan Preisler taler med sig selv, til og med publikum. Forestillingen følger forlægget, men hopper også udenfor bogen, ved at sætte Preisler selv i kontekst.
Danskerne og de brune
Historien handler egentlig om, hvordan det er et være brun i Danmark. Altså, hvordan det er at være fremmed eller gjort til fremmed. Pointen er vel den at mange af dem vi kalder immigranter er lige så danske og almindelige som alle andre.
Det er en satire ikke kun over vores forhold til immigranter, men det er også en satire over det danske samfund og kultur generelt. Mange af Preislers jokes er uhyre præcise og alt for genkendelige, og det er bestemt en styrke ved forestillingen.
Foto: Mathilde Bech
Dansk hykleri på en tør pande
Der er en genkommende scene med oplæsning på biblioteker med bibliotekarer der skal præsentere forfatteren, som skal optræde – forfatteren her er altid Preisler himself, men har vi ikke alle oplevet disse bibliotekarer der står og fumler. De ved ikke rigtig noget om litteratur og har heller ikke noget at sige. Det er fantastisk lavet.
Eller DR2 Deadline, som Preisler parodierer ved at referere to personer der foran intervieweren har et replikskift bestående af et endeløst loop af ja’er og nej’er. To mennesker i et studie. Intet ændrer sig. Seerne bliver kun dummere. Måske banalt, men et flot billede på dansk nikkedukke-journalistisk.
Preisler under kærlig behandling
Heller ikke Preisler selv går ram forbi. Han spidder sig selv på befriende ærlig vis. Den joke som alle har tænkt over men ingen før har sagt højt er Hassans forhold til Hassan. Altså, forholdet mellem Hassan Preisler og Yahya Hassan. Den får ikke for lidt, om hvordan Preisler kom til at stå helt i skyggen af den ”rigtige” Hassan, som er meget mere brun, kommer direkte fra ghettoen og passer meget bedre til det billede af en rigtig indvandreforfatter som kultureliten har sukket efter så længe. Således overset og glemt fremstiller Preisler sig selv dybt frustrereret og beskriver hvordan han kæmper for at opnå anerkendelse og opmærksomhed. I bedste galgenhumoristiske stil ender han i armene på Dansk Folkeparti og går strækmarch.
Her hopper kæde så af, for hvorfor nu det?
Foto: Mathilde Bech
Han indser selv, at det måske har bevæget sig for langt ud af en tangent, der ikke kan holde tonen. Det hele ender med at Preisler bryder sammen i gråd og ikke ved hvad han skal stille op. Endsige kan finde ud af hvordan forestillingen skal ende. Og netop dér slutter forestillingen. Måske med den pointe at det alt sammen fortsætter udenfor på gaden i det danske samfund.
Bogen
Forestillingen bygger på Hassan Preislers bog af samme navn. I sammenligning med forestillingens rappe luft og friskhed virker bogen meget kedelig. Måske skyldes det at tekstens mundtlige sprog fungerer virkelig godt som teater, men skrevet som prosa virker det mindre godt. Den mundtlige sproglige tone mangler simpelthen noget. Dette noget opstår først på scenen.
Forlagenes og teatrene jagt på ussel mammon
Forlagene har jagtet en bestseller skrevet af en indvandreforfatter, ikke kun af kulturelle grunde, men også i håb om at score kassen. Det betyder ikke, at det er illegitimt. Mange forskellige slags forfattere og bøger bør udgives.
Når en bog får opmærksomhed og bliver en succes, er der en tendens til at nogle af landet teatre bruger bogen for forlæg til en forestilling. Meget apropos kan også Yahya Hassan opleves som teater. Den forestilling er blevet til som et samarbejde mellem Mungo Park i Kolding og Ålborg Teater.
Om der kommer noget godt ud af disse teaterforestillinger er et åbent spørgsmål. Det er teatergængernes privilegerede vurdering. I tilfældet Brun mands byrde rives billetter i hvert fald væk. Ikke at det nødvendigvis er det bedste kriterium.
Anmelderen har også sine egne og måske mindst ligeså jordnære interesser at pleje som teatrene og forlagene. Det er i sidste ende læsernes privilegerede vurdering. Måske bruger anmelderen blot sine anmeldelser som platform for hans eller hendes (i dette tilfælde mine) mere eller relevante kæpheste. En anmeldelse er hverken værre eller bedre, end det teater den vurderer. Dens kritik af en forestillingens mangler peger tilbage på anmeldelsen selv og dens forfatter.
Således slutter cirklen efter en aften i selskab med Hassan Preisler og Brun mands byrde, som var meget underholdende og overordentlig morsom.
Brun mands byrde
Teater S/H
Skindergade 2
1159 København K
11. oktober – 15. november 2014
Mandag-fredag kl. 20.00 & lørdag kl 17.00
Info: www.sort-hvid.dk
Yahya Hassans digte
Mungo Park Kolding
Fredericiagade 1
6000 Kolding
8. – 25. oktober 2014 & 12. – 28. februar 2015
Hverdage kl. 19.30 & lørdag kl. 17.00
Info: www.mungoparkkolding.dk
Denne artikel er en del at temaet om Diaspora. I serien undersøger vi erfaringer med ikke at befinde sig, hvor man hører til, eller måske slet ikke hører til nogen steder. Vi berører emner som adoption, etnicitet, hudfarve, hår, længslen efter hjemlandet og hvidhed.
