Mens den eskalerende konfrontation mellem USA og Kina dominerer mange udenrigspolitiske debatter, udspiller der sig stille en anden vigtig konflikt i området. Kampen mellem Indien og Kina om indflydelse i Sydasien – fra Himalaya til øerne ud for subkontinentet i Det Indiske Ocean – vil sandsynligvis vise sig afgørende for Washingtons strategi om at holde regionen “fri og åben” for kinesisk tvang. Og den gode nyhed er, at Indien, der arbejder stadigt tættere sammen med USA, for det meste har haft succes med at trænge Beijings stigende indflydelse i hele regionen tilbage – i hvert fald indtil videre.
Samarbejde med Foreign Policy
Denne artikel er oprindeligt publiceret af det amerikanske medie Foreign Policy, der reporterer fra hele verden.
Sydasien, der består af Afghanistan, Bangladesh, Bhutan, Indien, Maldiverne, Nepal, Pakistan og Sri Lanka, har været arnested for den strategiske konflikt mellem Indien og Kina i årevis, og der har flere gange været sammenstød mellem de to nationer langs deres omstridte landegrænse i Himalaya. New Delhis bekymring er, at Beijing planlægger at inddæmme Indien med et net af alliancer med dets nabolande – til lands og til havs – og i sidste ende afløse Indien som den dominerende magt i Sydasien.
Bemærkelsesværdigt er det, at alle regionens lande, med undtagelse af Bhutan, deltager i Kinas såkaldte ”Belt & Road Initiative”, en omfattende økonomisk plan for investeringer og infrastrukturudvikling, der skal skabe en slags ny silkevej. Beijing har også sikret sig adgang til nøglehavne langs Det Indiske Ocean, herunder Gwadar i Pakistan, Hambantota i Sri Lanka og Chittagong i Bangladesh, hvilket har fået New Delhi til at bekymre sig om en såkaldt “perlekædestrategi” med det formål at inddæmme Indien.
Fra kinesisk dominans til comeback for Indien
For kun fire år siden bekymrede det Indien, at Kina-venlige regeringer kom til magten på Maldiverne, i Nepal, på Sri Lanka og selvfølgelig i Pakistan. Indien begik også en række strategiske fejl i sine relationer til nogle af sine naboer, hvilket underminerede dets langvarige politik om at prioritere relationerne til sine nabolande.
Men tiderne har ændret sig. I dag har Indien stærke bånd til Maldiverne, Nepal og Sri Lanka, og det har styrket relationerne med Bangladesh. New Delhi har mindst matchet, hvis ikke overgået, Beijings indflydelse på Taliban i Afghanistan. Ganske vist forbliver Pakistan et uløseligt problem på grund af de langvarige suverænitets- og territoriale uoverensstemmelser omkring Kashmir-regionen samt Pakistans nære forhold til Beijing. Men de bilaterale relationer mellem Indien og Pakistan er ikke synligt forværret.
Indien taber ikke længere – og kan endda være ved at vinde – den strategiske konkurrence med Kina i regionen.
Og selvom Indien er bekymret over ikke at være blevet inkluderet i Bhutans grænseforhandlinger med Kina, opretholder New Delhi et langvarigt forhold til det lille himalayaske kongerige, der giver Indien mulighed for at holde nøje øje med situationen for at sikre sine interesser. Alt dette indikerer et vigtigt vendepunkt i Sydasien. Indien taber ikke længere – og kan endda være ved at vinde – den strategiske konkurrence med Kina i regionen.
Ambitiøse kinesiske mål i Afghanistan
Efter USA’s militære tilbagetrækning fra Afghanistan i august 2021 syntes Kina at være den oplagte stormagt til at udfylde tomrummet i det krigshærgede land, ikke mindst for at få adgang til de enorme mineralrigdomme i Afghanistans bjerge. Kina har længe ønsket adgang til kobberminen Mes Aynak, og i april tilbød et kinesisk firma Taliban næsten 70 milliarder kroner for at få lov til at udvinde litiumforekomster. I maj gav Taliban desuden Kina lov til at udvide den nye silkevej fra Pakistan til Afghanistan.
Det er dog nogle ret ambitiøse mål, der har lange udsigter, især uden tilstrækkelige sikkerhedsgarantier fra Taliban for kinesiske arbejdere i landet. Selvom Beijing har dyrket forbindelsen til Taliban, har Kina samtidig forholdt sig yderst forsigtigt på grund af bekymringer for, at Taliban måske hemmeligt huser og opildner islamiske ekstremistgrupper til at lancere angreb mod Xinjiang-provinsen.
Indisk samarbejde med Taliban
Selvom Indien også er bekymret for, at et Taliban-styret Afghanistan igen kan blive et paradis for terrorister – især de anti-indiske af slagsen – har landet taget en chance og etableret arbejdsrelationer til Taliban. I juni 2022 udstationerede New Delhi et teknisk team på Indiens ambassade i Kabul for at hjælpe med at opretholde landets aktiviteter. Indien har også sendt humanitær bistand i form af mad og medicin samt udviklingsbistand.
Disse tegn på velvilje, der ikke nødvendigvis er knyttet til forretningsinteresser, er blevet budt velkommen af Taliban, og regimet gengælder gavmildheden. For eksempel bad Taliban i december sidste år angiveligt New Delhi om at gennemføre 20 afghanske infrastrukturprojekter, der ellers var sat i bero – et initiativ, der kan udfordre Kinas silkevej. I februar annoncerede Indien desuden, at landet havde afsat midler til Afghanistans genopbygning, hvilket høstede stort bifald fra Taliban.
Indien kan også drage fordel af det lidt anstrengte forhold mellem Taliban og Pakistan. Antallet af angreb i Pakistan begået af Talibans søstergruppe, Tehreek-e-Taliban Pakistan, er steget, siden våbenhvilen ophørte i 2021. Blandet andet blev fem pakistanske soldater dræbt under et angreb i februar.
Kontroversen om den omstridte Duran-linje, der adskiller Pakistan og Afghanistan, har givet Indien yderligere muligheder for at træde til som en alternativ beskytter. Det kan også potentielt skade Kinas forhold til Taliban, da Beijing er tæt knyttet til Pakistan og deler mange af Islambads mål i Afghanistan.
Øget kinesisk indflydelse i Bangladesh
I Bangladesh, hvor konkurrencen mellem Kina og Indien har været hård, har Indien tydeligvis overtaget. Dette burde ikke komme som en overraskelse, da Bangladesh i høj grad kan takke Indien og dets militære støtte mod pakistanske styrker for sin uafhængighed i 1971.
Ikke desto mindre har Kina øget sin indflydelse i landet. I 2016 foretog den kinesiske præsident, Xi Jinping, et historisk besøg i Bangladeshs hovedstad, Dhaka, hvor han indgik 27 silkevejs-aftaler til en værdi af omkring 163 milliarder kroner og gjorde Kina til den største udenlandske kreditlinje til Bangladesh. Til sammenligning lovede den indiske premierminister, Narendra Modi, at give knap 14 milliarder kroner i bistand i 2015.
Både Beijing og New Delhi har adgang til Chittagong, Bangladeshs største havn langs Bengalbugten, og Kina afsluttede sidste år konstruktionen af en seks kilometer lang bro over Padme-floden, der skal forkorte transporttiden mellem Chittagong og Dhaka. Derudover kæmper begge parter for at udvikle havnene Mongla og Payra. Kina har lovet at udvikle Bangladeshs vej- og jernbaneinfrastruktur samt energinet gennem silkevejsprojektet. Desuden er Kina en af landets vigtigste handelspartnere.
Indisk indenrigspolitik skaber kurrer på tråden
Samtidig begik Indien to indenrigspolitiske fejl. I 2019 vedtog Modis regering at opdatere det nationale register over statsborgere med det formål at verificere, at indbyggere i Indiens nordøstlige delstat Assam havde statsborgerskab; der var dog mistanke om, at det snarere var en religiøs prøve, der skulle true landets muslimske mindretal.
Senere samme år vedtog New Delhi også en lov, der gjorde det lettere for ikke-muslimske immigranter at få statsborgerskab. Bangladesh, hvis befolkning primært er muslimer, blev naturligt nok frustreret over disse diskriminerende love. Dhaka var særligt bekymret for, at muslimer deporteret fra Indien ville ende i Bangladesh. Landet er allerede midlertidigt hjem for næsten 1 million muslimske rohingya-flygtninge fra nabolandet Myanmar.
Trods dette er Indien blevet Bangladeshs vigtigste strategiske partner i de seneste år. Den bangladeshiske vice-udenrigsminister, Shahriar Alam, bemærkede i maj, at forbindelserne mellem Bangladesh og Indien var “enestående, uden sidestykke sammenlignet med andre resultater opnået af bilaterale nabolande, på trods af nogle uoverensstemmelser.” Han bemærkede yderligere, at mens Kina var “en ven,” især på det økonomiske område, var forholdet mellem Bangladesh og Indien “på et andet niveau på grund af historien.” Faktisk har Indien inviteret Bangladesh som sin særlige gæst til næste måneds G20-topmøde i New Delhi.
En af årsagerne til det tætte forhold er utvivlsomt New Delhis traditionelt tætte forbindelser til det bangladeshiske regeringsparti Awami League, der har siddet ved magten i næsten 15 år. Imidlertid har kinesiske fejl også spillet en rolle: Siden Xis besøg i Dhaka i 2016 er de fleste silkevejsprojekter gået i stå.
Derudover er Dhaka sandsynligvis frustreret over det gabende handelsunderskud til Beijings fordel og Kinas mangel på diplomatisk handling, når det kommer til at presse Myanmars militærjunta til at repatriere rohingya-flygtninge. Den bangladeshiske udenrigsminister, Abul Kalam Abdul Momen, diskuterede begge dele under den daværende kinesiske udenrigsminister, Qin Gangs, besøg i Dhaka i januar, men opnåede tilsyneladende meget lidt.
Svære grænseforhandlinger mellem Bhutan og Kina
Som Foreign Policy tidligere har beskrevet, har Kina siden mindst 2015 opfordret sine borgere til hemmeligt at flytte til og systematisk etablere landsbyer i Bhutan, for så at bruge dette som påskud til at annektere områder i Bhutan.
Beijings salamitaktik sigter ikke kun mod at skabe en strategisk bufferzone i Bhutan, der skal forhindre bhutanske tibetanere i at underminere kinesisk kontrol over Tibet, men sætter også Beijing i position til at true Indiens yderst strategiske Siliguri-korridor, et smalt landstykke, der forbinder det indiske fastland med dets nordøstlige områder. I 2017 understregede en månedlang konfrontation mellem kinesiske og indiske styrker nær korridoren regionens ekstreme sårbarhed.
Indien håber at kunne håndtere situationen gennem rutinemæssige møder med Bhutan
Til Indiens store bekymring er Bhutan i gang med at aftale landegrænserne bilateralt med Kina. I marts udtalte Bhutans ministerpræsident, Lotay Tshering, i et interview med et belgisk medie, at grænsen kunne være fastlagt om “et møde eller to.” Måneden efter var Bhutans konge, Jigme Khesar Namgyel Wangchuk, på besøg i New Delhi, hvor grænsespørgsmålet blandt andet blev diskuteret. Indien håber at kunne håndtere situationen gennem rutinemæssige møder med Bhutan, herunder endnu et møde med kongen i sidste måned, der endda fandt sted uden for regentens palads – et ekstraordinært sjældent brud på den kongelige protokol, der understreger Indiens fortsat nære forhold til kongeriget.
Kina er ikke engang diplomatisk repræsenteret i Bhutan, hvilket sætter spørgsmålstegn ved, hvor megen indflydelse, Beijing rent faktisk har med det tilbageholdende kongerige. Ikke desto mindre afholdt Kina og Bhutan endnu en runde grænseforhandlinger i maj. Indtil videre har der ikke været nogen gennembrud, hvilket kunne indikere, at Indien har succes med at forhindre grænseændringerne uden selv at skulle have noget at skulle have sagt.
Fra kinesisk dominans til ”Indien først” på Maldiverne
I mellemtiden har Indien kunnet drage fordel af, at forholdet til Maldiverne er blevet vendt på hovedet siden 2018. Ikke på grund af noget Indien selv har gjort, men som konsekvens af ø-nationens indenrigspolitik. Den tidligere maldiviske præsident Abdulla Yameen, der aggressivt flirtede med Kina i stedet for Indien, sidder nu i fængsel for korruption og hvidvaskning af penge.
Yameen havde været Beijings mand i Malé, Maldivernes hovedstad. Under hans embedsperiode blev Maldiverne medlem af silkevejsprojektet og underskrev en frihandelsaftale med Kina. Yameens regering vedtog love, der tillod udlændinge, inklusive kinesiske statsborgere, at eje jord, og han forsøgte også at opføre et kinesisk marineobservatorium til at overvåge skibsbevægelser i hele Det Indiske Ocean. Yameen ønskede en større kinesisk tilstedeværelse i Maldiverne som modstykke til Indien, og hans parti igangsatte endda en national “Ud med Indien”-kampagne, støttet af Beijing.
Imidlertid har Yameens efterfølger, præsident Ibrahim Mohamed Solih, ændret radikalt kurs. Solih forfølger en “Indien først”-strategi, mens han fortsætter med Kinas silkevejsprojekter, omend mindre aggressivt end Yameen.
Da Solih besøgte New Delhi for at mødes med Modi i august 2022, udvidede Indien en kreditlinje på 682 millioner kroner til at finansiere infrastruktur- og andre projekter til det pengemanglende Maldiverne, herunder opførelsen at et bro- og vejprojekt, der vil forbinde Malé med tre andre øer. Det er et projekt i samme størrelsesorden som den såkaldte kinesiske-maldiviske venskabsbro, der også forbinder hovedstaden med andre øer og blev færdiggjort af Kina i 2018.
Kommunistisk regering i Nepal vendte sig mod Kina
I Nepal er der et gammelt ordsprog, der lyder, at landet historisk set har været som en “rodfrugt mellem to klipper,” altid i risiko for at blive klemt af sine enorme naboer. Selvom Kinas partnerskab med Nepal er vokset de seneste år, baserer forholdet mellem Nepal og Indien sig på århundreders kulturelle, religiøse og økonomiske bånd.
Men i september 2015 startede New Delhi en uofficiel økonomisk blokade mod den nepalesiske regering i Kathmandu for at udtrykke frustration den nye nepalesiske forfatnings indvirkning på visse etniske grupper. Det åbnede en mulighed for, at Kina kunne gøre sig til hos venligtsindede politiske fraktioner i Nepal. I 2018 kom det nepalesiske kommunistparti, der har stærke sympatier for Beijing, til magten; det regerede indtil 2021.
I denne tid blomstrede forholdet mellem Beijing og Kathmandu op. Xi besøgte Nepal i oktober 2019 som den første kinesiske leder i over 20 år. På sit besøg underskrev han 23 aftaler og hensigtserklæringer om blandt andet infrastruktur til en samlet værdi af 3,4 milliarder kroner i finansiel bistand. Xi sagde endda, at Kinas forhold til Nepal ville blive løftet til et “strategisk partnerskab om samarbejde”, hvilket i Beijings øjne placerede Nepal på samme niveau som en række andre nationer, der støtter kinesisk udvikling såsom Cambodja og Pakistan.
Den pro-kinesiske regering efterkom dog ikke alle Kinas krav. Blandt andet afviste Nepal at sige nej til en bevilling fra USA, støttet af Indien, på 500 millioner dollar, der skulle bruges til at forbedre landets elnet.
Siden den kommunistiske regering i Nepal mistede magten i 2021, er forholdet til Indien blevet genoprettet. Modi mødte den daværende premierminister, Sher Bahadur Deuba, medlem af det Indien-venlige nepalesiske kongresparti, to gange i 2022 – én gang i New Delhi og én gang i Lumbini i Nepal, der er kendt som Buddhas fødested. Efter Nepals valg i november 2022 vandt en anden fraktion af kommunister magten, og Modi mødte den nye premierminister, Pushpa Kamal Dahal, i juni i år, hvor de to ledere underskrev forskellige aftaler om handel, transit og energi. Beijing kan altså ikke, selv under favorable omstændigheder, forhindre eller begrænse Kathmandus engagement med Indien.
Srilankansk gældskrise skaber nye bånd til Indien
Ligesom i Maldiverne og Nepal har Sri Lankas indenrigspolitiske udvikling også været til gavn for Indien. Afsættelsen af Sri Lankas pro-kinesiske præsident, Gotabaya Rajapaksa, i kølvandet på landets gældskrise, har ført præsident Ranil Wickremesinghe til magten. Han besøgte for nylig Modi i New Delhi og underskrev flere aftaler om økonomi og energi.
At Indien som det første land tilbød en økonomisk redningspakke til Sri Lanka forbedrede også venskabet betydeligt. Derudover var Indiens mere end 27 milliarder kroner i humanitær og finansiel bistand et større beløb end Beijings støtte på knap 20 milliarder kroner via Den Internationale Valutafond, der ikke kun blev forsinket, men også kom med den akavede kontekst, at Kina er ophavsmand til op mod 20 procent af Sri Lankas udenlandske gæld.
Ikke desto mindre har Kina stadig betydelig indflydelse i landet. Et eksempel: På trods af indiske protester lagde et kinesisk flådeskib i august 2022 til kaj i Sri Lankas Hambantota-havn, der grænser op til en af Det Indiske Oceans mest strategiske skibsruter. Beijing ejer og driver Hambantota på en 99-årig leje; Kina fik kontrol over havnen som en konsekvens af Sri Lankas manglende gældsbetaling.
Der går også rygter om, at Beijing planlægger at opføre et radaranlæg ved Dondra Bay nær den sydligste spids af Sri Lanka, som kunne blive brugt til spionage mod militærbaser så langt væk som Indiens Andaman- og Nicobar-øer og den britisk-kontrollerede ø Diego Garcia, hvorfra det amerikanske militær også opererer. Når det er sagt, så har Sri Lankas nye lederskab tydeligt forbedret forholdet til Indien på Kinas bekostning.
Det svære forhold til Pakistan
Pakistan har altid været en udfordring for Indien, men siden den sidste betydelige grænsestrid i 2019 er spændingerne for det meste aftaget langs den omstridte grænse i Kashmir. Som et opmuntrende tegn udtalte Pakistans daværende premierminister, Shehbaz Sharif, i starten af august, at “Vi er parate til at tale med alle, selv [Indien], forudsat at naboen er seriøs omkring at skulle diskutere alvorlige anliggender, fordi krig ikke længere er en mulighed.”
Faktisk afholdt Islamabad sig fra at eskalere stridighederne i 2019 yderligere. Og da Pakistan kunne have støttet sin erklærede “jernbroder” Kina under konflikten med Indien i maj 2020 i den omstridte Galwan-dal i Himalaya, holdt landet sit krudt tørt.
Men det enkle faktum, at Islamabad fortsat er villig til at engagere sig med New Delhi og for det meste er lykkedes med at holde fred i grænseregionen Kashmir, er en sejr i sig selv.
Selvfølgelig bliver forholdet mellem Kina og Pakistan stadigt bedre. Sidste måned fejrede de to partnere 10-års jubilæum for den såkaldt økonomiske korridor mellem Kina og Pakistan, der er et af de største og mest betydningsfulde silkevejsprojekter; de to lande har også øget deres militære samarbejde, såsom Beijings levering af to fregatter til Pakistans flåde i maj. Men det enkle faktum, at Islamabad fortsat er villig til at engagere sig med New Delhi og for det meste er lykkedes med at holde fred i grænseregionen Kashmir, er en sejr i sig selv.
Indien vinder – for nu
Generelt ser det ud til, at Indien er ved at vinde den strategiske kamp om Sydasien. Men der er ingen garanti for, at det fortsætter som nu. Som vi har set, kan et enkelt valg ændre et lands geopolitiske tilhørsforhold på et øjeblik.
Kina forbliver en formidabel spiller, ikke mindst fordi dets økonomi er mere end fem gange større end Indiens. Kinas forbindelser til Pakistan er dybe og tætte, dets engagement med Taliban i Afghanistan vokser, og det har en stærk økonomisk tilstedeværelse i Bangladesh, Maldiverne, Nepal og Sri Lanka. Kina kan også udnytte styrkelsen af relationerne med militærregimet i Myanmar, der både har en lang grænse til Kina og en lang kystlinje mod Bengalbugten. Beijings interesse i at udbygge havnen Kyaukphyu i Myanmar har potentielt store konsekvenser for Indiens maritime sikkerhed.
Hvis Indien ikke formår at forhindre, at Kinas indflydelse øges i Sydasien, kan det for alvor bringe USA’s Stillehavsstrategi i fare. I et sådant scenarie ville New Delhi være intensivt fokuseret på konkurrencen i sin egen region og mindre tilbøjelig til at have kapacitet til at støtte amerikanske mål længere væk, om det så er i Sydøstasien eller Stillehavsregionen.
Indien kan også prioritere sit partnerskab med Rusland i håbet om, at Moskva kan overbevise Beijing om at ændre adfærd. Og slutteligt kan det, hvis Indien konkluderer, at Kina formår at omringe det, åbne for muligheden for krig mellem to kernevåbenmagter.
Ingen af disse scenarier er ønskelige. Hvis de skal undgås, bør Washington overveje at styrke New Delhis bestræbelser på ikke kun at holde trit med Beijing i Sydasien, men også øge forspringet yderligere.
Derek Grossman er forsvarsanalytiker hos den amerikanske tænketank Rand Corp og tidligere sikkerhedsrådgiver for Asien og Stillehavsregionen for den amerikanske regering.
Artiklen er oprindeligt bragt af Foreign Policy og oversat til dansk af Anna Regine Irgens Bromann.