De store demonstrationer mod Indiens regering har som årsag de nye landbrugslove, som ifølge landmændene kan tvinge dem til at sælge deres produkter til multinationale giganter på de multinationales betingelser.
Men den grundlæggende årsag til landmændenes og mange andres problem ligger dybere: Den kolossale stigning i uligheden, som Indien har oplevet i de sidste tiår. Figuren nedenfor, som stammer fra den nyligt udkomne bog “En Ulige Verden,” viser udviklingen i indkomstandele for forskellige befolkningsgrupper i Indien siden 1955. Vi ser, at den rigeste procent af Indiens befolkning i dag har en andel af den samlede indkomst, som er væsentligt større end den fattigste halvdel af befolkningen! Hvis vi ser på de rigeste 10 procent, er deres andel næsten fire gange større end den fattigste halvdels andel.
Hvis vi i stedet for at se på den fattigste halvdel ser på andelen for de 40 procent ”midterste” (middelklassen, der ligger mellem de fattigste og de 10 procent rigeste), er billedet ikke meget bedre. De 10 procent rigeste har næsten dobbelt så høj indkomstandel som denne middelklasse. Dette er vel at mærke en udvikling, som har taget fat efter 1990, som det også ses af figuren. Indkomstandelene for den rigeste 1 procent og de rigeste 10 procent er fordoblet i denne periode.
De allerfleste landmænd, som står for 60 procent af Indiens økonomi, hører til i de to nævnte grupper: De fattigste eller eventuelt middelklassen. Der er næppe tvivl om, at Indiens landmænd har følt sig forbigået i forhold til de riges indkomstudvikling.
Hvad er der sket siden 1990, som har medført denne udvikling? Det kan næsten siges med ét ord: Globaliseringen! I 1991-92 gennemførte Indiens regering, hårdt presset af internationale organisationer som Den Internationale Valutafond, en række reformer, som åbnede landet for international handel og konkurrence samt investeringer. Resultatet har for så vidt været en succes: Indien har i den efterfølgende periode hørt til blandt de hurtigst voksende økonomier i verden. Men fordelingen af væksten har været særdeles ulige, som vi har set.
Men hvad er der sket med fattigdommen? Er de fattiges indkomster ikke også steget? Selvom deres andel af den samlede indkomst er faldet, er økonomien jo vokset enormt, så der har vel været plads til, at de fattigstes indkomst også er steget? Ja, det har der, og det er selvfølgelig glædeligt. Faktisk er den såkaldte multidimensionale fattigdom, som ud over indtægt medtager levestandard og muligheder, halveret mellem 2005-06 og 2015-16 fra 54,7 til 27,5 procent.
Alligevel er de fattigstes indkomster steget langt mindre end andre befolkningsgruppers. Det ses af den næste figur, som viser indkomstvæksten i Indien og Kina 1980-2015 fordelt på de nævnte indkomstgrupper. Her ser vi, at både de fattigste 50 procent og middelklassen har haft en vækst i deres indkomster på cirka 2 procent årligt. Det lyder ikke af meget, og er det heller ikke sammenlignet med de riges indkomstvækst (cirka 5,5 procent årlig vækst for de 10 procent rigeste og cirka 7procent for de absolut rigeste). Alligevel bliver det til noget, når der er tale om en periode på 35 år.
På figuren ses tilsvarende tal fra Kina. Vi ser det samme mønster, men vel at mærke på et højere niveau. I Kina er den fattigste halvdels indkomster vokset med over 4 procent årligt.
Er der håb om, at forholdene i Indien vil ændres efter disse markante protestaktioner? Måske. Det er bemærkelsesværdigt, at brudlinjerne i indisk politik kun i mindre omfang går mellem rig og fattig. Forskelle mellem hinduisme og sekularisme betyder langt mere. Faktisk har der i vidt omfang været konsensus mellem den regeringen og oppositionen om den økonomiske politik, som indebærer en satsning på uhæmmet globalisering.
Men måske er der håb om forandring. Dette kunne være en følge af de massive protester, men også fordi uligheden kommer til at spille en større og større rolle, efterhånden som det bliver klart, at stigningen i uligheden er løbet løbsk. Premierminister Modis populistiske argumentation kan næppe bortforklare dette meget længere.
Jens Lehrmann Rasmussen er cand. polit og Ph.D. i økonomi. Han har arbejdet som konsulent og ekstern lektor, senest ved Copenhagen Business School.
Sammen med Sara Johanne Korsholm Kristensen har Jens Lehrmann Rasmussen i december 2020 udgivet bogen ”En ulige verden”, som denne kommentar bygger på. Bogen kan købes som e-bog via Saxo.
