Indiens innovative coronatiltag imponerer

gettyimages-1210801370
En sundhedsarbejder tester folks temperaturer i New Delhi for at opspore coronasmittede.
Foto: Sonu Mehta/Hindustan Times via Getty Images
Gerd Kieffer-Døssing

7. maj 2020

Apps, robotter og billige, bærbare respiratorer. Det er nogle af de coronatiltag, der har understreget Indiens position som en af verdens førende innovative nationer.

Da coronaen ramte verdens andetmest befolkningsrige land og premierminister Modi annoncerede en lockdown, var der ellers ikke just optimisme at spore hos iagttagerne.

Læs også: ”Nu er det Indiens tur”

De første uger var da også kaotiske, med desperate folkemængder der søgte fra byerne og ud på landet – nogle med transportmidler, andre til fods. Men over de seneste måneder er der en række eksempler på, hvordan kræfter i det store land er gået sammen om at finde anderledes tilgange til at håndtere pandemien end blot social distancering og håndvask.

Kerala har imponeret
Særlig én stat har skilt sig ud: Kerala i det sydlige Indien, der blandt danske turister er mest kendt for sine smukke backwaters.

Da Kerala som den første stat i Indien registrerede et coronatilfælde – det skete i slutningen af januar – reagerede den lokale regering, ledet af det kommunistiske parti, prompte.

For det første begyndte man hurtigt at teste i et meget stort omfang.

Såkaldte Walk-In Sample Kiosks, hvor folk kunne gå direkte ind og blive testet, blev bygget efter sydkoreansk model og sat op. Det reducerede dels både prisen og tidsfaktoren på tests, dels er testkioskerne indrettet sådan, at sundshedarbejderne, der bemander dem, ikke behøver bruge værnemiddelsæt, som ved ’normal’ testning på for eksempel et hospital, kun kan bruges én gang, hvorefter det skal kasseres.

”Det reducerer i høj grad vores afhængighed af værnemiddelsæt,” udtalte en læge fra Ernakulamdistriktet i Kerala, ifølge The News Minute.

Derudover lokaliserede man isolationsafsnit på både offentlige og private hospitaler i samtlige af statens 14 distrikter – også de religiøse samfund stillede deres hospitaler til rådighed – og iværksatte en meget grundig opsporing af kontaktkæder. Mere end 30.000 sundhedsmedarbejdere blev sat til at kontakte befolkningen og spørge ind til blandt andet deres helbredstilstand, deres mentale velbefindende og om de manglede nogle forsyninger. Således har mange millioner beboere i Kerala nydt godt af gratis måltider, der også i nogle tilfælde er bragt ud.

Staten har sørget for midlertidig bolig til de mange migrantarbejdere fra Indiens andre stater, der blev fanget af den landsdækkende karantæne og pludselig stod uden indtægt.

De mange og hurtige tiltag har båret frugt. På lokalregeringens online monitorering af kampen mod Covid-19 kan man se, hvordan antallet at aktive smittetilfælde topper i april med 266 og siden er faldet til blot 30 den 6. maj.

Graferne viser smittens udvikling i Kerala.


Foto: Lokalregeringen i Kerala

Billige, bærbare respiratorer
Også på den tekniske front har Indien i flere tilfælde været på forkant – her har landets iværksættere og start-ups spillet en afgørende rolle.

I en artikel på den akademiske blog- og nyhedsportal The Conversation giver Sreevas Sahasranamam, fellow i iværksætteri, innovation og lederskab på Strathclyde universitet, et overblik over nogle af de mange tiltag.

For eksempel har en start-up – igen i Kerala – opstillet robotter ved indgange til kontorbygninger. Her uddeler de håndsprit og giver råd om, hvordan man skal forholde sig for at undgå smitte; andre steder aflaster robotter hospitalspersonale ved at transportere mad og medicin på isolationsafsnit.

Den indiske regering var også tidligere ude end de store techgiganter med en app, der via GPS og Bluetooth informerer inderne om, hvor risikoen for at blive smittet er størst. Flere start-ups arbejder på at udvikle billige og bærbare respiratorer, som er lette at betjene, og som vil kunne bruges også i områder langt fra storbyerne, og andre igen er i fuld gang med at udvikle hjælpemidler til at håndtere hygiejnen på offentlige steder.

Der er mange andre eksempler på, hvordan Indiens mange veluddannede, skarpe hjerner finder løsninger på akutte behov, selvom der kun er få ressourcer til rådighed. Ifølge Sahasranamam skyldes succesen det integrerede samarbejde mellem universiteter, start-ups og regeringen, som understøttes af ”mellem-aktører” og crowdsourcingplatforme, der fungerer som bindeled mellem de tre grupper.

”Indien skal bevare og udvidde dette iværksættermindset for at skabe den næste innovationsbølge og fortsætte kampen mod Covid-19 og for at understøtte den socio-økonomiske genopbygning, når lockdown-restriktionerne begynder at blive ophævet,” skriver han.