BHUBANESWAR, ODISHA: Sushils kone fortæller at hendes mand efter en vanlig dag i marken var kommet og havde fortalt hende at han havde store smerter i maven.
Han blev straks kørt på hospitalet, men døde kort efter, forgiftet af de pesticider han havde drukket i næsten litervis for at tage sit eget liv.
Ikke mange kilometer fra Sushils landsby begik en anden bonde, Somnath, mandag selvmord ved at hænge sig i et træ på en cashewnød-mark.
Fælles for både Sushil og Somnath var at de havde optaget lån for at få penge til at så afgrøder og sikre indkomst gennem en, havde de håbet, produktiv høst.
Lån de nu, efter den fejlslagne høst på grund af tørken, ikke havde mulighed for at betale tilbage, og som betød manglende mad på bordet, udskudt uddannelse for deres børn og i det store hele tab af social status.
Begge tog den yderste og mest forfærdelige konsekvens af deres manglende evne til at tilbagebetale lånene, og begik selvmord mandag. Sushil havde lånt 15.000 rupis af en lokal forbindelse og Somnath havde lånt 10.000 rupis af et mikrokreditfirma. Det svarer til henholdsvis 1500 og 1000 danske kroner.
Over den sidste måned og lidt til har over 100 bønder taget deres eget liv, et tal der er steget med adskillige dødsfald om dagen den sidste uge.
En værre tørke i Odisha end vanligt
Delstaten Odisha (indtil 2011 kendt under det mere kolonibestemte navn Orissa) er med sine 43 millioner indbyggere en af de større delstater i Indien. Den er samtidigt blandt Indiens fattigste med lige omkring 13 millioner mennesker under fattigdomsgrænsen.
Udover at være kendt for sine mange stammer (mindst 62 stammer lever her), så brødfødes langt de fleste familier gennem landbrug (omkring 70 procent eller 30 millioner mennesker lever af landbrugssektoren).
Det betyder naturligt nok en enorm afhængighed af det lokale klima for at sikre en produktiv høst, der enten kan brødføde familien direkte eller sælges og fungere som indkomst.
Samtidigt er langt størstedelen af jorden i Odisha afhængig af betydelige mængder kunstvanding.
Odisha har altid været udsat for perioder med voldsom tørke, men i år har en langvarig og nærmest uafbrudt en af slagsen betydet at afgrøderne, specielt ris og bælgfrugter, ikke er vokset tilstrækkeligt (størstedelen er vokset mindre end halvt så meget som forventet), og høsten har derfor været langt under det håbede og forventede.
For millioner af bønder betyder det at end ikke udgifter forbundet med at så afgrøderne i første omgang kan dækkes, og at der i bedste fald kun er til mad på bordet.
Derved er der ingen som helst mulighed for at tilbage de lån som mange tager for bare at kunne dyrke afgrøderne, og herfra udspringer den tragiske selvmordsbølge.
Politisk uenighed om årsagerne til selvmodene
Iblandt den politiske elite i Delhi har man travlt med at placere både skylden og grunden for selvmordene. Det sidste burde egentligt ikke være synderligt op til diskussion med de mange fællestegn mellem selvmordene.
Ikke desto mindre holder en del højstående politikere (specielt fra det højreorienterede regeringsparti BJP) fast i at de indiske bønder aldrig ville ty til selvmord, de er simpelthen for stolte. Der må stå andet bag selvmordsbølgen, mener de.
De lokale landbrugsorganisationer afviser den slags snak som hykleri og manglende evne til at se realiteterne i øjnene, og har gennem flere omgange arrangeret både forsamlinger, demonstrationer og ikkevoldelige konfrontationer mod bl.a. landbrugsministeren, da han var på besøg.
I Odisha har det lokale regeringsparti BJD svaret BJP igen ved at planlægge en kæmpe forsamling der skal samle en del af de lokale bønder (Chasi Samavesh på hindi) torsdag d. 19/11.
BJD forventer selv deltagelse af adskillige hundredetusinder, men forsamlingen bliver mødt en vis portion skepsis blandt lokale politiske eksperter, der noterer sig at de millioner af indiske rupis det vil koste at holde mødet nok hellere burde gå direkte til at forbedre bøndernes situation.
Ud over det tvivlsomme stormøde har den lokale regering valgt at formulere en handlingsplan, der skal sikre bedre høst over det næste år ved blandt andet at øge mængden af vandressourcer der er tilgængelige til kunstvanding. Ressourcer der dog i forvejen er enormt begrænsede.
Imens fortsætter Odishas lokale landbrugsorganisationer arbejdet med at overbevise bønderne om, at de har en vej ud af deres gældsproblemer, der er langt bedre end de tragiske selvmord, der breder sig som en bølge af død over delstaten i disse uger og måneder, samtidigt med at tørken holder fast.
Samtidigt har de som en væsentlig opgave at få myndighederne til at anerkende at alle de berørte områder er reelle ’tørkeområder’. Først når det sker, kan bønderne se frem til økonomisk hjælp og kompensation fra staten.
Og så er det skæbnens grusomme ironi at den nærliggende millionby Chennai mandag og tirsdag fik så voldsomme regnskyl at op mod hundrede mennesker mistede livet.
Tradition for selvmord
Bølger af selvmord blandt bønder er desværre et tilbagevende problem i Indien, hvor det vurderes at mere end 300.000 har taget deres liv siden 1995 i en industri, der beskæftiger op mod halvdelen af den indiske befolkning.
Indien er et af hjemstederne til den oprindelige Grønne Revolution, der op igennem 50’erne, 60’erne og 70’erne løftede millioner af mennesker ud af fattigdom ved at introducere nye modificerede typer afgrøder (bl.a. hvede) og overbevise indiske bønner om, at de bør satse på monokultur. I 1970 fik hjernen bag revolutionen, Norman Borlaug, Nobels Fredspris for sit arbejde.
Igennem de sidste årtier er der dog sket en udvikling, der i høj grad kan kædes sammen med introduktionen af den Grønne Revolution.
Landbrugsproduktionen falder i takt med at jorden drænes for næring, mængden af pesticider der er behov er mangledoblet, og der skal graves dybere og dybere for at kunne opfylde de nyere afgrøders behov for kunstvanding.
Rigtig mange af de nyere introduceret afgrøder, under eller i forlængelse af den Grønne Revolution, kræver nemlig pesticider, kunstgødning, og ikke mindst kunstvanding i større stil end ældre typer, simpelthen fordi de producerer mere per afgrøde.
Den slags er kostbart, og kombineret med at de nye afgrøder, som bliver forsøgt solgt til bønder samtidigt ofte har biologiske gentræk, der gør at de ikke kan dyrkes igen året efter, så er vi ude i en ret så bekostelig proces.
For de indiske bønder kommer pengene til den slags gennem lån, og så er vi tilbage ved hovedårsagen til den nuværende selvmordsbølge i Odisha.
En af grundene til at det er interessant at snakke om den første Grønne Revolution er at bl.a. Bill og Melinda Gates Fonden, i samarbejde med kemivirksomheden Monsanto og lignende firmaer der forsker i og patenterer GMO-afgrøder, forsøger at introducere en Ny Grøn Revolution i Afrika.
Det arbejde synes eksempelvis Verdens Bedste Nyheder er en rigtig god ide, som man kan læse fra deres kronik i Jyllands-Posten denne sommer.
Når man sidder på et kontor i Seattle eller i København, kan det være svært at forstå præcis, hvorfor introduktionen af nye teknologier såsom modificeret såsæd, pesticider, kunstgødning og kunstvandingsformer i sig selv repræsenterer et potentielt problem.
Teknologiske fremskridt bør da være i alles interesse? Måske, men ikke hvis de fremskridt er lavet med henblik på at generere overskud hos leverandørerne af eksempelvis såsæd, eller konstrueret på en sådan måde at deres virkning vil blive fordrejet med tiden og undergrave det lokale landbrug.
I Odisha for tiden, og i resten af Indien i disse år, ser vi hvilke konsekvenser det kan have at tænke økonomisk og teknologisk kortsigtet, og det på en måde der på sigt kompromitterer lokalbefolkningernes levebrød og fremtid.
Adam Moe Fejerskov er Ph.D.-studerende ved Dansk institut for internationale studier, DIIS, og har besøgt Indien som led i sit feltarbejde. Han blogger desuden på Globalnyt.
