Den verdenskendte torturbekæmper, danskeren Inge Genefke, er nomineret til Nobels Fredspris. Det er ottende gang, det sker, siger informerede kilder til U-landsnyt.dk tirsdag aften.
Det er folketingsmedlem for Enhedslisten og partiets u-landsordfører, Christian Juhl, der har indstillet den nu 74-årige menneskeretsforkæmper.
Hun stiftede bl.a. Rehabiliteringscentret for Torturofre (RCT) i København og har utrætteligt – og uforfærdet – bekæmpet torturens svøbe verden over og fundet støtte hertil hos sin mand, professor, dr. med. Bent Sørensen
Christian Juhl indstiller Inge Genefke til Nobel Fredspris 2013 med følgende motivation:
“Inge Genefke’s pioneer work against torture has made an unparalleled difference for increased humanity and improved democratic conditions in the world – a work for global peace which, during the last years, has acquired increased relevance due to the international war on terror, showing all of us that our core human values and moral authority may be measured by the way we treat our enemies”.
Inge Genefke er tidligere nomineret af bl.a. tre forhenværende udenrigsministre, nemlig Per Stig Møller (K), Niels Helveg Petersen (R) og Mogens Lykketoft (S) samt andre politikere, herunder danske medlemmer af Europa-Parlamentet
Hun har fået tildelt ikke færre end 41 hæderspriser i årene fra 1982 til 2009, herunder Right Livelihood Award (Den alternative Nobelpris) i 1988.
Inge Genefke, der blev uddannet som læge i 1965, var grundlægger af og lægechef for Rehabiliterings- og forskningscentret for Torturofre (RCT) 1981-96 samt det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT) 1985; generalsekretær (IRCT) 1997-2000; ÆresGeneral Sekretær (IRCT) 2000-02 og ambassadør (IRCT) 2002-10; medlem af bestyrelsen for Inge Genefke og Bent Sørensen’s Anti Torture Support Foundation fra 2002, arbejdende medl. af fondet fra 2010.
Hun var medstifter og medlem af Amnesty Internationals første (danske) lægegruppe 1974 og skrev bogen “Torturen i verden – den angår os alle (1986 – Rosenkjærprisen). I 2005 udgav journalist Thomas Larsen bogen “Inge Genefke – portræt af en ildsjæl”.
Hun og Bent Sørensen bor i Skodsborg nord for København.
“Torturens Florence Nightingale”
Jytte Willadsen skriver bl.a. om hende på kvinfo.dk:
Inge Genefke voksede op i et velstående og kærligt hjem på Frederiksberg sammen med en tre år ældre broder. Faderen var overingeniør på Carlsberg og moderen hjemmets altid nærværende samlingspunkt.
I 1956 blev IG matematisk student fra Frbg. Gymnasium, og efter at have overvejet at leve som skribent besluttede hun som den første i familien at blive læge. Hun ville arbejde som et handlingens menneske, og under sygdom som barn havde hun fået sympati for lægegerningen.
Af betydning for valget var den franske læge Albert Schweitzer, der fra gymnasietiden havde været et ideal for hende, fordi han ydede afrikanerne hjælp på deres egne betingelser i respekt for deres kultur. I studietiden boede IG i barndomshjemmet.
IG meldte sig ind i Amnesty International (AI) i 1969, og i 1970 kom hun i bestyrelsen for den danske afdeling. Hovedkontoret i London iværksatte i 1973 en kampagne mod tortur og udsendte en indtrængende opfordring til verdens læger om at gøre en indsats. Denne opfordring fandt for alvor genklang i IG og ændrede kursen i hendes liv.
Fra da af gjorde hun det til sin livsopgave at hjælpe ofrene og bekæmpe tortur, som hun betragter som det ondeste af alt. Hun rejste til hovedkontoret i London og berettede efterfølgende om kampagnen i Ugeskrift for Læger, hvor hun talte kraftigt for, at kollegerne skulle deltage i AIs årlige møde, der i 1974 netop skulle finde sted i Danmark.
På dette møde sluttede hun sig sammen med lægerne Peter Moltke, Hellmut Stadler og Ole Vedel Rasmussen, og med idealisme og energi startede disse fire et verdensomspændende pionerarbejde mod tortur. Deres mål var at helbrede torturofrene eller i hvert fald give dem så god behandling som muligt, og de organiserede sig som lægegruppe i den danske afdeling af AI.
Under udfoldelse af stor aktivitet fik IG oprettet en støttegruppe af kolleger og andre fagfolk. I 1982 lykkedes det at åbne den selvejende humanitære organisation Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims (RCT) i en tidligere professorbolig på Rigshospitalet.
IG blev lægechef, og behandlingsarbejdet blev lige fra starten udført tværfagligt af læger fra forskellige specialer, fysio- og ergoterapeuter, psykologer, sygeplejersker, socialrådgivere m.fl.
Den medicinske verden havde ingen særlig viden om tortur og dens virkninger, og der fandtes ingen specifik behandling af ofrene, da IG og hendes kolleger i 1974 gik i gang med arbejdet.
Fra begyndelsen lagde de vægt på videnskabeligt at dokumentere rehabiliteringen af ofrene, og de har publiceret deres resultater i en lang række artikler i nationale og især internationale fagtidsskrifter. De har vist, at tortur har mange forskellige psykiske og fysiske følger for helbredet.
Desuden har de udforsket og beskrevet torturmetoderne og dermed skærpet diagnostikken. Selv om følgerne ofte er alvorlige, har de mod forventning fundet, at mange ofre ved grundig behandling bliver helt rehabiliterede.
Gennem årene har IG med ildhu arbejdet med at skaffe bedre lokaler og flere midler til driften af organisationen, og det er stadig gået fremad således, at RCT har fået eget hus i Kbh.s centrum med et stort antal fagligt vidt forskellige medarbejdere.
Sideløbende med arbejdet i Danmark har hun haft bred kontakt med kolleger og andre, der rundt omkring i verden har gjort en indsats mod tortur, og hun var initiativtager til International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT), som er en international sammenslutning af rehabiliteringscentre.
Hun var IRCTs lægechef 1985-97 og har derefter været generalsekretær. Det har været centralt for IRCTs virksomhed, at alle regioner i verden er repræsenteret, og der er opbygget henimod 200 rehabiliteringscentre fordelt i en lang række lande. Det har vist sig, at i fredstid er torturmetoderne og deres mål ret ensartede over hele kloden.
For IG og hendes medarbejdere blev det efterhånden tydeligt, at tortur er et effektivt magtmiddel mod mennesker, der arbejder for demokratiske forhold i deres land. Kampen mod tortur er derfor en livsvigtig kamp for frihed og demokrati.
Denne indsigt har dannet grundlag for, at centrene i stigende omfang har arbejdet med forebyggelse af tortur. De har iværksat oplysningskampagner, arrangeret seminarer for journalister m.fl. og tilbudt undervisning af fængselspersonale og politi.
IG har selv deltaget, hvor der har været mest brug for hende, og hun har udvist stort personligt mod ved at opsøge og gøre sin sag gældende i lande med særlig udbredt brug af tortur. Hun har ofte fået ordet i indflydelsesrige forsamlinger, deriblandt FN og EU.
Den kompromisløse kamp mod tortur har opslugt alle hendes kræfter, og IG, der ikke har fået børn, har tilsluttet sig sin afdøde ven, forfatteren Elsa Gress’ ord: “Vist koster det noget.” Familien har værdsat hendes arbejde, og hun har fået trofast opbakning især fra sin moder. I 1990 blev hendes første ægteskab opløst, og året efter giftede hun sig med kollegaen Bent Sørensen, der har været en ihærdig næstformand for FNs Committee against Torture.
Til tider har IG mødt modstand, og hun er offentligt blevet beskyldt for at skabe samarbejdsvanskeligheder på RCT, men hun har roligt tilbagevist kritikken og ufortrødent fortsat sin bane.
I erkendelsen af at ligegyldigheden måske er den største modstander i kampen mod tortur, har hun gerne citeret fra et digt af den norske forfatter A. Øverland: “Du må ikke tåle så inderlig vel den uret som ikke rammer dig selv.” Hun er internationalt kendt som torturens Florence Nightingale og har fået stor anerkendelse og en ualmindelig lang række priser.
Som vægtige eksempler kan nævnes: Æresdoktorgraden i medicin ved Bologna Universitet i 1989 og ved Kbh.s Universitet i 1996, Årets Dansker udnævnt af det internationale pressecenter 1982 og Den alternative Nobelpris 1989. De nordiske lande nominerede i anledning af 50-året for vedtagelsen af FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder 1998 IRCT til FNs Menneskerettighedspris.
IGs indsats har givet effektiv hjælp til mange torturofre og deres familier både her i landet og vidt omkring i verden, og hun har sammen med sine talrige medarbejdere igangsat en verdensomspændende bevægelse til kamp mod tortur og dermed til fremme af frihed og demokrati.
(slut)
