Input fra prisbelønnet netavis

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Erika Brenner og Eva Rasmussen skriver fra San Salvador, El Salvador

Den prisbelønnede salvadoraske netavis El Faro har sagt ja til, at U-landsnyt.dk uden betaling bringer avisens artikler.

El Faro var den første avis i Latinamerika, der udelukkende blev bragt digitalt. Redaktionen er bemandet med to generationer af journalister. Dem, der var med fra starten, og et nyt kuld fra journalistuddannelsen på det katolske universitet UCA.

Redaktionens Benjamin, fotojournalisten Frederick Meza på 27 år, kunne ikke tænke sig til at arbejde andre steder:

”Vores arbejde er vigtigt.” forklarer han. ”I den daglige nyhedsdækning og i temaer forsøger vi at lave dybdeborende reportager, der flytter den offentlige mening, sætter dagsordenen.”

”Alle, der arbejder på El Faro, føler vi er en del af projektet og arbejder aldrig mekanisk”, tilføjer Frederick Meza.

Først ugeblad

El Faro udkom første gang som ugeblad i april 1998. Dengang langt hen ad vejen med ulønnet arbejdskraft. Grundlæggerne er journalist Carlos Dada og forretningsdrivende Jorge Simán, der i dag er henholdsvis chefredaktør og økonomisk direktør.

I dag udkommer El Faro dagligt og har, ifølge Wikipedia, hver måned 400.000 unikke brugere. Flere når avisen præsenterer temaer, der interesserer bredt.

”For kort tid siden brød systemet sammen, da brugertallet steg voldsomt”, fortæller Frederick Meza.

”El Faros læsere er først og fremmest lavere, middel og højere middelklasse, der bor i byerne”, siger Frederick Meza og tilføjer: ”Det er hverken de fattigste eller dem, der bor langt væk fra byområderne. De har sjældent adgang til computere og internet.”

Temaer

Frederick Meza arbejder på nyhedsredaktionen, mens hvert tema har en selvstændig redaktion. I øjeblikket citeres artikler fra temaet ”Den sorte redaktion” i regionale og nationale medier. Syv journalister, af dem 3 spanske, arbejder i hele regionen for at afdække forholdet mellem den offentlige sikkerhed og den vold, som den organiserede kriminalitet og narkotrafikken medfører.

”Fra mange forskellige indfaldsvinkler forsøger vi at finde svar på, hvordan den vold, der dræber så mange mennesker og skaber så mange konflikter, opstår.”

Før ”Den sorte redaktion” kørte El Faro temaet ”På vej”, som beskriver migranternes liv fra de tager fra El Salvador, til de (heldige) når frem til USA. Temaet blev i første omgang bragt i El Faro og senere udgivet på papir i 2 bøger.
”Det var en succes”, vurderer Frederick Meza.

Ingen trusler

Trods de følsomme emner, som El Faro tager fat på, har avisen indtil nu ikke modtaget trusler.

”Artiklerne omkring narkohandlerne kunne have ført til alvorlige trusler, men det gjorde de ikke”, konstaterer Frederick Meza. ”De seneste fem år er tre journalister myrdet i El Salvador, men det havde intet med deres erhverv at gøre, sådan som det er tilfældet i Honduras og Mexico, hvor narkotrafikanterne er i konflikt med journalisterne. Det er de ikke i El Salvador. Blandt andet, fordi de ikke er så stærke her.”

Økonomi

Det er gratis at abonnere på El Faro. Avisen har visse annonceindtægter og sælger desuden særudgaver af temaer og større journalistiske undersøgelser. Derudover er El Faro en del af Jorge Simáns IT firma.
El Faros redaktør og grundlægger Carlos Dada fik sidste år María Moors-Cabot prisen fra Columbia Universitetet. Flere af redaktionens medlemmer har desuden modtaget nationale priser, blandt andre det salvadoranske journalistforbunds ”Cavlingpris”, Årets Jounalist.