Her vandt den konservative Iván Duque, og han er kritisk over for fredsaftalen mellem regeringen og den venstreorienterede oprørsgruppe.
“Der vil komme ændringer i fredsaftalen, hvis Duque vinder, men organisationer i Colombia og resten af verden må stå sammen”, fortæller Carolina Vargas.
Hun er tidligere medlem af FARC, feminist og på besøg i København i disse dage.
Globalnyt fik en snak med hende et par dage før det colombianske præsidentvalg, men allerede her var det klart, at højrefløjens kandidat lå rigtigt godt til at vinde magten i det store sydamerikanske land.
Ikke meget er gennemført af regeringen
Hun er fra det nordlige Colombia, og lever i en landsby ved den caribiske kyst, som primært består af tidligere FARC-medlemmer.
Nu er udfordringen for dem at finde fodfæste som civile efter den langvarige konflikt.
“Fredsaftalen er en mulighed for en ny vej. En ny vej til at opbygge freden, men underskrifter er ikke nok”, siger hun.
“I dag kan vi se, at meget ikke er gennemført af regeringen, selvom FARC har levet op til sin del”, fortsætter hun.
Hun nævner spørgsmålet om fordeling af land og jord samt løfter i fredsaftalen om projekter, der kan skabe indtægter i lokalsamfundene. Her har de tidligere militante endnu til gode at se alle løfterne blive indfriet, fortæller hun.
Behov for støtte
De tidligere krigere er blevet reintegreret i samfundet politisk og socialt, da de har smidt våbnene og er begyndt på det civile liv.
“Det er den økonomiske reintegration, der halter”, forklarer Carolina Vargas.
Det er imidlertid et hårdt liv, og der er behov for støtte, fortæller den tidligere FARC-kriger.
“Det er nu, der er behov for udviklingsbistand”, siger hun og nævner også håb om støtte fra civilsamfundsorganisationer i hele verden.
Hun fortæller, at der kommer økonomisk hjælp, men der er behov for meget mere.
Lige nu forventer beboerne i landsbyen at modtage 8.000.000 colombianske pesos (knap 18.000 danske kroner) pr. kombattant, som har smidt våbnene.
Pengene skulle være sikret, da der er internationale garantier på beløbet, så indbyggerne er blevet enige om at investere dem i beboelse.
De kan selv bygge husene billigt, da en stor del af udgifterne går til arbejdskraft, og de har fået en god aftale med en lokal cementfabrik.
Carolina Vargas fortæller, at de vil tage hensyn til miljøet og dyrkning af jorden, når de planlægger bygningerne.
Opretter ny miljøforening
Carolina Vargas og andre kvinder i landsbyerne har ligeledes planer om at oprette en ny miljøorganisation, som skal stiftes i denne uge. Der er i første omgang to landsbyer involveret, men håbet er, at modellen kan brede sig i hele den store og naturrige nation.
Den nye organisation vil bl.a. beskæftige sig med genskovning og genbrug. Den vil forsøge at skabe kontakt til multinationale selskaber for at få dem til at samarbejde om at skåne natur og miljø. Samtidigt skal der skabes øget opmærksomhed om det grønne.
“Vi har brug for uddannelse, både kvinder og mænd. Vi har alle behov for at lære at værne om miljøet”, siger Carolina Vargas.
Mens de tidligere medlemmer af den militante oprørsgruppe forsøger at vænne sig til livet uden våben er det svært at vide, hvad fremtiden vil bringe.
Duques sejr kan meget vel betyde, at aftalen vil blive ændret og beboerne i Carolina Vargas’ landsby skal tilpasse sig nye betingelser fra regeringen.
I starten af juli glæder de sig imidlertid til at fejre, at den første runde af tidligere FARC-kombattanter består deres eksaminer og fuldender deres uddannelser.