Af Emilie Iess Halberg, U-landsnyt.dk
Selv om små NGOer ofte gør en kæmpe forskel for lokalsamfundene, er det som regel de store NGOer, der løber med Danidas støttekroner, mener Lone Dröscher Nielsen, som siden 1999 har arbejdet for at redde verdens sidste orangutanger.
Lone Dröscher Nielsen er fra Nordjylland og Jamartin Sihite er fra Borneo. Begge er de ildsjæle, som hver dag kæmper for at skaffe finansiering til det mål, de har til fælles: Orangutangerne på Borneo.
Lone Dröscher Nielsen og Jamartin Sihite repræsenterer to forskellige mindre NGOer – en dansk og en indonesisk.
De har arbejdet sammen siden 2006 og netop holdt en ’partnership-workshop’ i København med økonomisk støtte fra de små og mindre NGOers sammen-slutning, Civilsamfund i Udvikling (CISU).
Sammen skal de finde en strategi for at rejse penge til de lokale udviklingsprojekter, som er en afgørende del af arbejdet med at redde orangutangerne.
”For at redde orangutangerne bliver vi nødt til at redde skoven og samarbejde med den lokale befolkning. Vi kan ikke ignorere nogen af delene,” siger Jamartin Sihite, der er direktør for Borneo Orangutan Survival (BOS). Jamartin har siden 1991 talt orangutangernes sag på regionalt plan.
“Danida favoriserer de store NGOer”
Selv om ’Red Orangutangen’ er god til at skaffe penge, er der brug for meget større beløb end det, som de 11.000 danske medlemmer af ’Red Orangutangen’ kan bidrage med.
Derfor har de to NGOer flere gange ansøgt Danida og CISU om støtte til lokaludvikling i de områder på Borneo, hvor de arbejder til daglig, og to gange har de opnået at få støtte til projekter på 400.000 og 800.000 kroner.
Lone Dröscher Nielsen undrer sig dog over, at det skal være så svært for små organisationer at få støtte til lokaludvikling gennem Danida.
”Der er en tendens hos Danida til at favorisere de store organisationer, som har en masse toptrænede folk ansat til at ansøge om penge. Vi har kun fem ansatte, så vi kan ikke spytte ansøgninger ud på samme måde som de store organisationer kan,” siger Lone Dröscher Nielsen, der i 1999 oprettede det, der i dag er verdens største rehabiliteringscenter for orangutanger på Borneo.
“Små NGOer nyder størst respekt hos de lokale”
Men det betyder ikke, at organisationen ikke er effektiv.
De store NGO’er modtager hvert år store millionbeløb fra Danida, men det sker ikke i forholdsmæssigt omfang for små NGOer som Red Orangutangen, selv om organisationens daglige arbejde med lokalbefolkningen er altafgørende for orangutangens overlevelse.
”Blot et par millioner ville kunne gøre underværker for os og dermed også for orangutangerne og lokalbefolkningen,” siger Lone Dröscher.
De store miljøorganisationer på Borneo arbejder mest på et politisk niveau. Af samme grund er det op til de mindre organisationer at gøre fodarbejdet og stå for dialogen og samarbejdet med de lokale i og omkring regnskoven.
”Vi gør ’the real work.’ Vi har benene plantet på jorden, der hvor problemerne er. Vi arbejder både med orangutangerne, lokalbefolkningen, virksomhederne, politikerne og med fredning og genopretning af skovene,” siger Jamartin Sihite.
Lille NGO, men store sejre
Alligevel oplever Lone Dröscher, at kampen for Danidas støttekroner er et slidsomt arbejde, som efter hendes vurdering er præget af en vis tilfældighed.
”Det er virkelig uretfærdigt. Der er så mange små, gode organisationer, som kunne gøre et kæmpe stykke arbejde for et par millioner kroner,” siger Lone Dröscher Nielsen.
”Det er ret trist, at det skal komme an på, om det er rette vedkommende i Danida, der får ens ansøgning i hånden. Det gør os så sårbare, at det ikke er kvaliteten af vores arbejde og vores ansøgning, det kommer an på, men den ene person, der tilfældigvis læser vores ansøgning,” siger Lone Dröscher.
Men Jamartin og Lone har ikke arbejdet forgæves, skønt indtægterne til organisationen er begrænset til 11.000 danskeres månedlige bidrag.
En af sejrene er Mawas-området, der er hjemsted for en stor bestand på 3.000 orangutanger. Det er Lone og Jamartins fortjeneste, at området efter ti års hårdt lobby-arbejde har opnået beskyttelsesstatus, og derfor ikke er blevet fældet, som så meget andet af øens skov.
”Det er en kæmpe sejr, for nu behøver vi ikke tænke på det mere. Nu kan vi fokusere på at arbejde med lokalbefolkningen i området,” siger Lone.
Lokaludvikling og orangutanger er to alen af samme stykke
Lokalbefolkningen i landsbyerne omkring den resterende regnskov har oprindeligt ernæret sig ved hjælp af små landbrug, men er nu ofte tvunget til at søge arbejde i de palmeolieplantager eller de træfældnings- og mineselskaber, der uden at møde den store politiske modstand, brænder skoven af.
Efterspørgslen efter palmeolie er enorm fra Asien og Afrika, og asiatiske virksomheder er ikke underlagt restriktive miljøregler som de amerikanske og europæiske.
Det er den virkelighed, som Lone og Jamartin arbejder midt i, og den virkelighed de hver dag forsøger at påvirke, så det bliver muligt for lokalbefolkningen at finde alternative måder at tjene til dagen og vejen.
Blandt andet ved at involvere de lokale i arbejdet med at passe, overvåge og genudsætte orangutangerne, men også ved at etablere fiskedambrug og små plantager med svampe og værdifulde træsorter.
På den måde undgår man, at de lokale af nød fælder træerne illegalt, brænder skov af og forstyrrer orangutangerne i de områder, hvor de bliver genudsat.
”Man kan ikke bare komme til et folk i regnskoven og sige: ’I kan desværre ikke længere bevæge jer rundt i skoven og gøre det, som I har gjort i århundreder’. Man bliver nødt til at give dem et alternativt eksistensgrundlag,” forklarer Lone Dröscher Nielsen.
De lokale skal bestemme
Hun lægger samtidig vægt på, at de lokale selv skal bestemme, hvordan udviklingen skal foregå.
”De store organisationer gør et stort lobby-og kommunikationsarbejde, og det er selvfølgelig godt. Vi bliver bare ret frustrerede over, at det er så svært for os at få del i Danidas støttekroner, for selv om vi er små, opnår vi faktisk ret store resultater og gør et stort stykke lokalt udviklingsarbejde,” anfører Lone Dröscher Nielsen.
Der er netop udkommet en biografi om Lone Dröscher Nielsen. Bogen hedder ’Kvinden med aberne’ og omhandler hendes livsrejse fra Nordjylland til den indonesiske regnskov.
Læs om Red Orangutangens arbejde med lokaludvikling her:
http://www.redorangutangen.dk/vores-arbejde/lokaludvikling
DR sender mandag d. 20. maj (Anden Pinsedag) en dokumentar om Lone og orangutangerne.
