Du har ikke en puls, hvis du ikke har danset til 1972-hittet Soul Makossa. Nu er ophavsmanden her ikke mere, for Manu Dibango afgik i dag, tirsdag den 24. marts, ved døden på et hospital i Paris. Han blev 86 år.
Det er et af verdensmusikkens og jazzens helt store afrikanske træer, der hermed er faldet. Faktisk skal vi helt op på niveau med nabolandet Nigerias Fela Anikulapo Kuti (1938-97) for at have nogen at sammenligne med. Så stor var Manu Dibangos indflydelse.
Forskellen på de to var vel mest, at Manu Dibango fra Cameroun blev stjerne via den frankofone verden og jazzscenen i Paris, mens Fela blev et ikon i den engelsktalende verden først. Men da de begge kom op på toppen, kendte alle dem. De to, som begge var saxofonister og sangere, samarbejdede ved adskillige lejligheder.
På jazzklubber i Paris
Manu Dibango blev født i 1933 i Camerouns største by og økonomiske kraftcenter, Douala. Cameroun var dengang fransk koloni, og i Dibangos unge dage optrådte han for selveste Charles de Gaulle, da den daværende franske præsident besøgte Cameroun, og Dibangos skole blev udvalgt til at stå for velkomstsceremonien.
Som mange unge rejste det unge talent efterfølgende til Frankrig for at gå i gymnasiet. Her begyndte han for alvor at spille saxofon, og han har siden berettet om, hvordan han og vennerne afsøgte Paris’ mere skumle klubber, hvor jazzen levede og mange amerikanske kunstnere spillede.
Frankrig var i 1950’erne, ligesom Danmark i øvrigt, et yndet tilflugtssted for afroamerikanske jazzmusikere, som led under de racistiske love i USA.
Manu Dibango var altid meget eventyrlysten, og efter gymnasiet skiftede han scenen i Paris ud med Bruxelles. Her blev han en del af den dygtige orkesterleder Joseph Kabaseles orkester Africa Jazz, som turnerede i Europa med en musik, der både indeholdt inspirationer fra bigbands i USA og fra den bølge, der var i gang i Zaire, som det tidligere Belgisk Congo nu blev kaldt. Her var man voldsomt inspireret – og direkte undervist – af són-musikere fra Cuba og skabte en egen hybrid, Soukous, som var som skabt til Kabaseles orkester.
Det førte til, at de turnerede heftigt i Afrika i slutningen af 1960’erne, og Manu Dibango også fik lejlighed til at tilbringe meget tid i sit hjemland, som siden 1960 var en uafhængig republik.
Her var Manu Dibango den rette mand på det rette sted i 1972.
Soul Makossa
Hvad er det, der skaber et hit? Genkendelighed? En mantraagtig virkning, som lejrer sig i hjernen?
Meningerne er mange, men Dibangos version af en evergreen ramte i hvert fald på alle de rigtige parametre. Ligesom der selvfølgelig var en god portion held involveret.
I 1972 nåede De utæmmelige løver, som Camerouns fodboldhold bliver kaldt, kvartfinalen i Africa Cup, og det skulle fejres. Manu Dibango udgav derfor en singleplade med den usexede titel ’Hymne de la 8e Coupe d’Afrique des Nations’, altså hymne for den ottende udgave af mesterskaberne.
Men det var B-siden, som tiltrak sig opmærksomhed: En dybt funky kombination af breakbeat og chants på dioula-dialekt, hvor Dibango lagde for med den berømte raplinje “ma-ma-ko, ma-ma-sa, mako-mako-saaaa”, der blev gentaget som et mantra, mens den smittende musik fik alle til at danse.
‘Soul Makossa’ blev hørt meget i Cameroun og i Paris, hvor den var blevet indspillet, men der skulle en Afrikainteresseret DJ i USA til for at sikre verdensgennembrud og legendestatus. Snart var sangen ude på de sorte radiostationer, derpå kom den i branchebladet Billboards afgørende top-100, og så begyndte alverdens grupper at indspille deres versioner.
Soul Makossa blev simpelthen et begreb, man forbandt med Manu Dibango, ligesom hittet blev en af de sange, der definerede en periode.
Lagde sig ud med Michael Jackson
Nu var Manu Dibango en mand, der ikke fandt sig i hvad som helst. Og da han et årti senere hørte, at en vis Michael Jackson havde brugt en skæring af nummeret på det mest solgte album gennem tiderne, ’Thriller’, blev han vred.
De endte med at lave en aftale uden om domstolen, og eftersom Thriller har solgt i 66 millioner eksemplarer på verdensplan, var det nok ikke den værste deal.
Efterfølgende brugte også sangerinden Rihanna elementer af nummeret på sit hit ’Don’t Stop The Music’, men retssagen i 2009 faldt ikke ud til Dibangos fordel. Han var i det hele taget i mange år en af de mest profilerede aktivister for afrikanske kunstneres rettigheder.
Manu Dibango var aktiv til det sidste. Ja, han meddelte faktisk for et par dage siden, at han var ved at rejse sig fra sygesengen og sendte en hilsen til sine fans om, at han så frem til snart at se dem igen. Sådan skulle det ikke gå.
Nu indløber hilsner fra hele verden, hvor blandt andre Angelique Kidjo på Twitter har konstateret:
“Du var den originale gigant inden for afrikansk musik og et smukt menneske”.
Hør Manu Dibangos sidste album fra 2019 med titlen ’African Voodoo’. Det er, som ophavsmanden selv, fremragende.
Æret være hans minde.
