Voldsomme regnskyl og floder, der med kort varsel flød over og førte til store oversvømmelser, har berørt over 2000 byer i de fleste af Irans 31 provinser. Mindst 78 mennesker er omkommet og over 1136 kvæstet. Det skriver den iranske afdeling af hjælpeorganisationen Røde Halvmåne i en pressemeddelelse.
Omkring 10 millioner mennesker er i et eller andet omfang berørt af katastrofen, heraf en halv million mennesker, der er blevet tvunget til at forlade deres hjem.
To millioner iranere – svarende til én ud af 40 indbyggere i Iran – har akut brug for hjælp, vurderer Røde Halvmåne.
”Det er den største katastrofe, der har ramt Iran i over 15 år. De tilbagemeldinger, vi får fra vores frivillige, er dramatiske. Hele byer skyllede væk i løbet af få minutter, utallige hjem og bygninger er beskadiget eller helt ødelagt,” fortæller Zahra Falahat, der er vicegeneralsekretær for internationale anliggender i Iransk Røde Halvmåne.
”For Røde Halvmåne er dette en af de største humanitære hjælpeindsatser i vores historie. Vi stiller hver eneste ressource, vi har, til rådighed for at redde og støtte vort folk. Men det er ikke nok,” siger hun.
Derfor har Iransk Røde Halvmåne appelleret om et beløb svarende til 33,5 millioner kroner, så organisationen kan nå ud til yderligere 30.000 familier og fylde de nødhjælpslagre op, som er ved at være tømt for telte, tæpper og andet udstyr efter de seneste ugers indsats.
Over 18.000 af organisationens medarbejdere – størstedelen frivillige – har været involveret i den humanitære indsats.
17 Røde Halvmåne-helikoptere har sammen med 41 både været i brug til at redde de mennesker, der var fanget i de oversvømmede områder.
Meteorologerne forudser, at der kan komme mere regn i de kommende dage, så omfanget af katastrofen kan fortsat vokse, skriver Røde Halvmåne.