Israel afviser at give dansk Palæstina-chef en undskyldning

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Israel afviser nu officielt at give en undskyldning til den danske leder af FNs Hjælpeorganisation for Palæstina-Flygtninge, UNRWA, Peter Hansen, skriver Berlingske Tidende torsdag.

– Det faktum, at der var én video, der var en fejl, renser ikke UNRWA, når vi har rettet anklager mod 13 af dets medlemmer, siger premierminister Ariel Sharons talsmand, Ranaan Gissin ifølge Jerusalem Post. Gissin hævder, at den overordnede anklage, nemlig at UNRWA i visse tilfælde bruger sine ambulancer til at hjælpe terrorister, er korrekt.

Israel beskyldte i sidste måned UNRWA for at hjælpe palæstinensiske terrorister i Gaza med at transportere hjemmelavede Kassam-raketter i en FN-ambulance. Nyheden og billeder fra et spionfly gik verden rundt. Flere dage efter måtte Israel indrømme, at det ikke var en raket, men en sammenfoldet båre, de 2 ambulancefolk bar ind i FN-bilen. Siden har Peter Hansen forgæves bedt om en undskyldning.

– Jeg har respekt for, at Israel har indrømmet en fejltagelse. Men desværre er den efterfulgt af en serie helt nye vanvittige angreb, som man aldrig præsenterer mig eller organisationen for, men som vi må læse i avisen, sagde Peter Hansen for nylig i et interview med Berlingske Tidende.

Tidligere på ugen beskyldte Hansen, i forbindelse med FNs generalforsamling i New York, Israel for at føre en smædekampagne mod FN. Han anklagede Israel for at forhindre organisationen i at arbejde ved at ødelægge bygninger, blokere transporter med flygtningehjælp og hindre palæstinensiske skolelærere i at komme på arbejde, anfører Berlingske Tidende.