Ingen over og ingen ved siden Frelimo. Ikke fordi Mozambiques regeringsparti, der har ledet det sydøstafrikanske land siden uafhængigheden fra Portugal i 1975, er perfekt, men fordi der ikke findes nogen, som kan gøre det bedre.
”Jeg ved godt, at alle I fra donorlandene synes, at vi har brug for at få Frelimo vippet af pinden og få MDM (Mozambiques Demokratiske Bevægelse, landets yngste parti, red.) til magten. Men hør nu her. Det kommer der ikke noget godt ud af”, siger den 35-årige automekaniker Americo Pelembe fra Xipamanine, en forstad til hovedstaden Maputo.
“Dels fordi Frelimo ikke vil give slip på magten, dels fordi MDM, Renamo (Mozamiques største oppositionsparti, red.), kun er interesseret i at komme til fadet og berige sig selv. Politisk set har de to partier ikke noget at byde på,” vurderer han.
Analysen ligger tæt op ad, hvad Mozambique-eksperten dr. Joe Hanlon fra det britiske Open University mener om mulighederne for et alternativ til Frelimo som magthaver i landet, der torsdag runder 40 år som selvstændig nation.
”Et magtskifte forekommer ikke realistisk inden for en relativt lang tidshorisont”, vurderer han og drager den overordnede slutning, at stat og parti er smeltet sammen.
“Hverken Renamo eller MDM har, modsat Frelimo, formået at organisere sig som egentlige partier. De har heller intet politisk program og er ikke er kommet med bud på, hvad de vil gøre for at lede Mozambique anderledes såsom at skabe flere jobs eller at foreslå at oprette en pensionsordning, som man har gjort det i nabolandet Sydafrika,” siger Joe Hanlon.
Larmende tavshed
Manglen på nytænkning efterlyser Joe Hanlon også hos Frelimo, som efter de mange årtier ved roret i det store land i Sydøstafrika er blevet magtfuldkomment.
”Det betyder, at der mangler en offentlig og politisk debat, som kunne have drevet landet fremad,” siger han.
Som eksempel nævner han en nylig rapport fra CIP (Center for offentlig integritet), en af Mozambiques mest anerkendte og stærkeste NGOer, om potentialet i landets enorme gasreserver.
De kan, ifølge rapporten, med en række hurtige politiske beslutninger hjælpe til at skabe en lokal forarbejdningsindustri, hårdt tiltrængte arbejdspladser og udvikling. Alternativet er at tjene hurtige og store penge til statskassen – og dermed Frelimo, der sidder tungt på staten – ved at lade multinationale selskaber om at udvinde gassen.
”Rapporten blev mødt med larmende tavshed fra regeringshold,” konstaterer Joe Hanlon.
Efter at have fulgt Mozambique siden 1978 giver han både ris og ros til Frelimos ledelse af landet:
”Man har formået at skabe en enhedskultur, der trods en 16 år lang og altødelæggende borgerkrig (1976-1992) har betydet, at Mozambique ikke er splittet af etniske stridigheder som så mange andre afrikanske lande. Desuden kan man fremvise en høj vækst, bl.a. i økonomien og i andelen af højtuddannede”.
“Og siden krigens afslutning har man hvert femte år holdt valg samt skiftet præsident to gange. Valgene kan bl.a. grundet fusk og manipulation ikke kaldes perfekte, men nogenlunde acceptable. Det er tegn på, at man har fået opbygget et rimeligt fungerende politisk system,” konstaterer Joe Hanlon.
Men hængepartier er der nok af. To af de helt store af slagsen er gallopperende korruption og den udbredte fattigdom. Trods en årlig økonomisk vækst på syv-otte procent de seneste 20 år er Mozambique stadig en af verdens fattigste nationer.
Lang arbejdsdag, få penge
Det ved Alfredo Zita alt om. Også selv om han som konduktør i en af de mange privatejede og overfyldte chapas (minibusser, red.) har et job modsat 70-80 procent af sine landsmænd.
Chapas udgør i mangel af et offentligt organiseret samfærdselstilbud hovedstaden Maputos kollektive transport.
”Chaufføren og jeg står op kl. 4 hver morgen, henter minibussen hos ejeren kl. 5 og kører hele dagen indtil kl. 22, hvor vi afleverer indtægten til ejeren og beholder 20-30 kr. til hver af os. Det er sgu ikke et liv”, siger Alfredo Zita og uddyber:
“Men regeringsfolkene tænker kun på at fylde deres egne lommer. Os, det mozambiquiske folk, gør de intet for at forbedre levevilkårene for”.
Han får lige mast endnu et par passagerer på plads i den proppede og nedslidte Toyota HiAce-van, smækker skydedøren i og triller videre i Maputos kaotiske trafik.
Dr. Joe Hanlon forstår kritikken.
”Kløften mellem rig og fattig er vokset dramatisk de senere år. Det er især tydeligt i Maputo, hvor den lille, rige elite bygger villaer til millioner af dollars, kører i smarte biler og lever et luksusliv for penge, de umuligt kan være kommet ærligt til, for næsen af manden og kvinden på gaden, som intet har,” siger han.
Den skæve udvikling kobler han til en sammensmeltning af stat og parti, som i stedet for at fremme udviklingen af velfungerende statslige institutioner har skabt et patron-klient-forhold i Mozambique med Frelimo som patronen og borgerne som klienter.
”Den form for kontraktpolitik, hvor staten udbyder opgaver til virksomheder, bruges også i Europa og var et vigtigt element for succeshistorien med de asiatiske tigre (Sydkorea, Taiwan, Hong Kong og Singapore, red.) i 1970’erne. Problemet i Mozambique består i den manglende gennemskuelighed ved udbuddet af opgaverne, som går til dem med forbindelserne i orden. Det gavner eliten, men ikke landets udvikling,” påpeger Joe Hanlon.
Kostbart broprojekt
Som eksempler på kontroversielle affærer i den store skala nævner Hanlon EMATUM-sagen. Her gav den mozambiquiske stat i huj og hast sidste år en lånegaranti på 850 millioner dollars til et projekt om tunfiskeri, som ikke har udsigt til at give bare en brøkdel af de mange penge igen.
Sagen vakte og vækker opsigt; også i donormiljøet i Mozambique. Det samme gør gåden om, hvordan et kinesisk firma fik opgaven med at bygge en bro over Maputo-bugten til Catembe; et tyndt befolket område uden potentiale for ret meget.
”Byggeriet anslås at løbe op i 725 millioner dollars. Det bliver en hængebro, og den bliver sikkert flot. Men det ville kunne have været bygget meget billigere, hvis sagen var kommet i udbud,” siger Joe Hanlon og hæfter sig ved Kinas store engagement i Mozambiques bygge- og anlægsbranche:
”Kineserne anlægger veje, bygninger, broer og vandforsyningsanlæg i lige så stor, og dyr, stil som Verdensbanken tidligere gjorde det og uden først at undersøge de reelle behov for eksempelvis en bro til Catembe. På den måde gentager historien sig.”
Manglende krav
Et andet kritisk aspekt ved den mozambiquiske kontraktpolitik er manglen på krav til de indgåede aftaler.
”Da de asiatiske tigernationer voksede ud af fattigdommen, stillede man krav til f.eks. kvalitet, overholdelse af budgettet og varighed af et byggeri. Det sker ikke i Mozambique. Her får en virksomhed eller en entreprenør blot en pose penge uden at få stillet spørgsmål. Resultatet bliver derefter,” siger Joe Hanlon.
Misforholdene bliver bragt til torvs af de mozambiquiske medier.
De nyder en relativt høj grad af ytringsfrihed sammenlignet med vilkårene i nabolande som Zimbabwe og Zambia, men plages af svingende troværdighed grundet et generelt lavt uddannelsesniveau hos de lokale journalister. En anden hage er, at kun få får nys om de kontroversielle sager.
Med forsvindende små oplagstal, et stort set fraværende dagligt distributionsnet uden for Maputo og en efter lokale forhold tårnhøj pris på omkring seks kroner er Mozambiques trykte presse et elitært medie.
Bedre går det med adgangen til TV og internet, men kun i de større byer. Ude på landet er radioen den primære nyhedskilde, som har ført til afskedigelser af bl.a. lokale embedsmænd for magtmisbrug.
Forvildede høns
I det landlige Mozambique kan man også finde udfald af den lemfældige kontraktpolitik. Et eksempel er de såkaldte ’7 milhões’, en pengepulje til lokale entreprenørers projekter, der blev oprettet i 2008. Et fint initiativ, vurderer Joe Hanlon, men:
”Man skal ikke fremlægge et budget i sin ansøgning om penge. Der stilles heller ikke betingelser for, hvordan pengene skal bruges. Og der følger ingen information om f.eks. regnskabsføring med de ’7 milhões’. Det er katastrofalt med det lave vidensniveau, man finder i Mozambique.”
Resultatet bliver, at de tildelte penge nærmest farer rundt som de forvildede høns, mangen en håbefuld mozambiquer satser på som vejen til velstand.
”Men ingen har fortalt disse mennesker noget om det usmarte i at forfølge den samme idé eller om kyllingeopdræt. Resultatet bliver ofte en urentabel forretning,” konstaterer Joe Hanlon.
Han er medforfatter af bogen “Høns og øl: Opskriften på vækst i landbruget i Mozambique” og efterlyser et langt større statsligt engagement i udviklingen af det mozambiquiske landbrug.
”Det er over 70 procent af indbyggernes levevej. Mozambique kunne komme langt ved at følge den danske model fra sidst i 1800-tallet, hvor staten med store subsidier var med til at lægge grundstenen til en stærk, dansk landbrugssektor,” anfører Joe Hanlon.
En bid af kagen
Også når det gælder de indenrigspolitiske forhold kunne Frelimo havde handlet smartere uden at skulle have givet slip på magten, vurderer Joe Hanlon:.
”Ved fredsslutningen i 1992 skulle Frelimo have inviteret taberen, Renamo, indenfor og placeret nogle af partiets betydningsfulde personer på en række poster, der ville have givet Renamo-folk adgang til goderne. I stedet satte man hårdt mod hårdt og ekskluderede, i modstrid med fredsaftalen, Renamo fra den politiske proces”.
“Resultatet ser man i dag. Afonso Dhlakama (Renamos mangeårige leder, red.) truer fortsat med at genoptage den væbnede konflikt fra sidste og forrige år og fremturer med mere eller mindre urealistiske krav. Alt sammen for at få adgang til patron-klient-systemet,” argumenterer han.
Den langvarige kontrovers med Renamo er en af mange sager, som er havnet hos Mozambiques fjerde præsident, Filipe Nyusi, der indtog sit embede i januar i år. Hvad han kan præstere, er det endnu for tidligt at sige noget om ifølge Luís Nhachote, prisbelønnet journalist med en fortid som undersøger for Center for offentlig integritet.
”Men det er et godt tegn, at han har indsat yngre folk på en række vigtige ministerposter”, siger Luis Nchacote.
“Og på to punkter har han markeret et tydeligt skift. Dels er han den første præsident, som ikke var med i uafhængighedskampen mod Portugal, dels har han modsat sine forgængere, der kommer fra landet sydlige del, rødder i det nordlige Mozambique. Hans herkomst er et klart udtryk for den magtkamp, der foregår i Frelimo,” konstaterer Nhachote.
Fuld gas
Nyusis udnævnelse til partiets præsidentkandidat før valget sidste efterår kom efter et oprør mod den kandidat, som landets daværende præsident Armando Guebuza havde udset sig.
”Guebuza blev trumfet af partiets gamle frihedshelte fra nord, der ville have deres mand, Nyusi, som præsident for at få mere indflydelse,” påpeger Luís Nhachote
Han bemærker, at Mozambiques enorme gasreserver befinder sig i nord nær grænsen til Tanzania.
”Det kræver ikke det store regneark at finde ud af, at Frelimos nordlige fløj vil gå langt for at sætte sig på indtægterne fra gassen. Det kan føre til nogle store konfrontationer i partiet, der kan få følger for Mozambique,” advarer Luís Nhachote.
Den udvikling er automekaniker Americo Pelembe ikke blind for. Men p.t. fokuserer han på at få gang i sin forretning:
”Modsat mange andre mozambiquere, og afrikanere generelt, har jeg ikke brugt mine penge på en smart bil, fest og farver, men sparede den løn, jeg fik som offentligt ansat, op”.
“Opsparingen har jeg brugt til at købe værktøj og inventar til et autoværksted, som jeg har indrettet hjemme hos mig selv. Konkurrencen er hård, men jeg må bare vise, at jeg er bedre end de andre,” siger Americo Pelembe og slutter:
”Man kan sige meget om Frelimo, men i det mindste har partiet skabt så megen fremgang, at der er plads til, at man kan forsøge at skabe sig en karriere som selvstændig.”