Jordemoder Anna Friis Jørgensen er rejst til Haiti for Læger uden Grænser (MSF).
I de næste 4 måneder skal hun være med til at opbygge en fødeafdeling på Læger uden Grænsers klinik i slumområdet Martissant i hovedstaden Port-au-Prince i den caribiske ø-stat.
32-årige Anna Friis Jørgensen bliver del af et hold på 5 udsendte og 121 nationalt ansatte medarbejdere. Hun skal være med til at bygge fødeafdelingen op fra bunden og undervise og støtte de nationalt ansatte jordmødre.
Arbejdet i projektet kommer til at byde på en noget anden hverdag, end hun kender fra Danmark.
– Jeg glæder mig til at være med til at opbygge en god fødeafdeling. I det her fag er det små ting, der gør en forskel på, om kvinder og børn dør under fødsler. Det er vi jo ikke vant til herhjemme. Jeg håber også, jeg selv kommer til at lære noget. Der er helt sikkert nogle ting, de gør i Haiti, som jeg ikke kender til. Det bliver spændende, fortæller Anna Friis Jørgensen.
Læger uden Grænsers klinikker er de eneste gratis af slagsen i Port-au-Prince. Fødeafdelingen i Martissant kommer til at fokusere på vanskelige fødsler. Stabile tilfælde bliver henvist til det lokale hospital, og Læger uden Grænser sørger for medicin, så patienterne ikke har nogen udgifter.
Klinikken i Martissant fungerer i dag som skadestue for områdets 300.000 beboere. MSF har arbejdet i Martissant, som er plaget væbnede kampe mellem lokale bander, siden 2006. I 2008 behandlede klinikken 25.455 patienter.
Anna Friis Jørgensen er uddannet jordemoder i 2006 i København. Hun har arbejdet 3 år som jordemoder på landets største fødeafdeling på Hvidovre hospital. Hun bor til daglig i Brønshøj, hvor hun er vokset op.
Læger uden Grænser har arbejdet i Haiti siden 1991. Landet er den vestlige halvkugles fattigste.