Juan Guaidó trodsede forrige uge et udrejseforbud udstedt af det venezuelanske regime.
Parlamentsformanden, der har udråbt sig selv til præsident, forlod Venezuela i forrige uge for at mødes med den colombianske præsident og den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, i Colombia.
Den selvudnævnte venezuelanske præsident er anerkendt af over 50 lande, heriblandt USA og Danmark, som den retmæssige leder af Venezuela, efter at han i maj sidste år erklærede, at Venezuelas autoritære præsident, Nicolás Maduro, ingen legitimitet havde til posten i kølvandet på en korrumperet folkeafstemning og blodige folkelige opstandelser.
Juan Guaidó opnåede hurtigt international opbakning og lovede befolkningen, at overgangen til en demokratisk retsstat var nær. Den militære opbakning til Maduro har dog vist sig ufravigelig, og regimet er lykkedes med at fastholde befolkningen i et jerngreb. I lyset af manglende resultater har støtten til Guaidó været støt faldende – både på den nationale såvel som den internationale scene.
USA er den stærkeste allierede for den venezuelanske opposition, men USA har nedtonet retorikken i takt med, at det amerikanske fokus i stigende grad hviler på Iran og den amerikanske præsidents igangværende rigsretssag.
Europæisk charmeoffensiv
Mens Trump er distraheret, er Guaidó rejst til Europa, hvor hans diplomatiske charmeoffensiv har bragt ham i stævne med den britiske premierminister Boris Johnson. Besøget i London blev fulgt af en tur til Davos, hvor verdensledere var samlet i denne uge.
Til et halvtomt pressemøde i Davos fortalte Guaidó om vigtigheden af fortsat internationalt pres på regimet i Venezuela. Sanktioner mod den venezuelanske olieindustri og omfattende individuelle sanktioner på regimets nøglefigurer har ikke haft den effekt, som Guaidó havde håbet, fortalte han til pressemødet.
I stedet har regimet haft succes med en heftig ekspansion af sin guldminedrift. Guaidó har igennem flere pressemøder opfordret verdenssamfundet til at sanktionere mod hvad han kalder ’blod-guld’ med reference til ’blod-diamanter’ – brugt i flere afrikanske kontekster til finansiering af flere regimer. Den ulovlige minedrift i Venezuela har medført et økologisk kollaps i flere fredede zoner, og er drevet af colombianske paramilitære grupper i samarbejde med den venezuelanske hær.
Usikker hjemkomst
Sidste år trodsede Guaidó første gang udrejseforbuddet, mens verden fulgte med på sidelinjen i et dramatisk kaos, hvor to personer hævdede at være præsident i samme land. Hans efterfølgende trodsige hjemkomst blev hyldet af den venezuelanske befolkning, og efterlod regimet i en skrøbelig position. Af frygt for amerikanske og internationale reaktioner, måtte Maduro-styret se passivt til, mens Guaidó roligt gik ud af lufthavnen i Caracas som en fri mand.
Tiden er en anden nu. Et omskifteligt mediefokus og et distraheret USA har gjort Guaidós færd usikker. Det er langt fra sikkert, hvad udfaldet bliver, så snart Guaidó sætter sine fødder på venezuelansk jord igen, og hvad produktet af hans europæiske rundrejse har været. Om det bliver på bagsædet af en sort SUV af den venezuelanske efterretningstjeneste, eller foran et hujende publikum, må tiden vise.