”Man kan stille spørgsmålstegn ved, om det er en krise eller en unik mulighed,” siger Amie N’Dong. Hun er direktør og medstifter af den danske virksomhed Social Vanilla, som importerer vanilje fra flere afrikanske lande. Baseret på erfaringer fra en lignende krise i vaniljebranchen, mener hun, at situationen i kakaobranchen kan være til gavn for de fattige bønder, der dyrker kakaoen. Det kræver blot, at krisen bliver håndteret korrekt, siger hun.
Globalnyt udlægger her historien om ’det brune guld’ i Elfenbenskysten og diskuterer, hvorfor forbrugernes krise også er bøndernes mulighed.
’Det brune guld’
Fortællingen om kakao i Elfenbenskysten eller Côte d’Ivoire, som landet efter eget ønske kaldes, kan på overfladen virke som et lykkeligt eventyr. Kakao er kilden til, at landet er et af de rigeste i Vestafrika. Men under overfladen gemmer historien om den kostbare bønne også en række dystre medaljebagsider: om borgerkrig, skovrydning og fortsættelsen af en ulige neokolonial handelsmodel.
”Kakao har altid været nerven i Elfenbenskystens økonomi. Helt tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, hvor den franske kolonimagt begyndte at dyrke kakao med brug af tvangsarbejde og alt, der hører koloniperioden til,” fortæller Jesper Bjarnesen, antropolog og forsker på Nordisk Afrikainstitut i Uppsala, Sverige. Han har forsket i politiske udviklinger i Vestafrika siden 2009 med fokus på blandt andet Côte d’Ivoire.
Kakao har altid været nerven i Elfenbenskystens økonomi. Helt tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, hvor den franske kolonimagt begyndte at dyrke kakao med brug af tvangsarbejde og alt, der hører koloniperioden til
Jesper Bjarnesen, antropolog og forsker på Nordisk Afrikainstitut
Côte d’Ivoires økonomi er en af de største i Vestafrika – en region, hvor man ellers finder nogle af verdens fattigste lande. Landet har de sidste ti år været fast inventar på Verdensbankens liste over verdens hurtigst voksende økonomier og står ifølge en ny rapport fra den afrikanske udviklingsbank, AfDB, fortsat til at være på listen i 2024.
Det skyldes i høj grad kakao, som man i Côte d’Ivoire kalder ’det brune guld’. 14 procent af landets bruttonationalprodukt kommer fra kakaoeksport, og hver fjerde af de 28 millioner ivorianere er på en eller anden måde økonomisk afhængige af kakao. Sammen med nabolandet Ghana dyrker landet 60 procent af verdens kakao.
Men med et fald på 25 procent i årets høst i Côte d’Ivoire og 35 procent i Ghana, står dette års produktion til at blive den laveste siden 70’erne.
Rådne kakaoplanter
Krisen skyldes, at planterne er ramt af sygdomme forårsaget af perioder med kraftig regn i 2023. Bønnerne tåler ikke for høj luftfugtighed og mangel på solskin. De fugtige forhold har tilladt spredningen af den såkaldte ”swollen shoot” virus, som fører til forrådnelse af bønnerne på træerne.
Den kraftige regn blev efterfulgt af en udbredt tørke i Vestafrika. Vejrfænomenet El Niño, som ramte kloden i 2023, er en periode med ekstraordinær høj opvarmning af Stillehavet, der påvirker atmosfæren globalt. Fænomenet er en naturlig klimaforandring, der kommer med jævne mellemrum, men som mange mener forværres af global opvarmning. Under El Niño udløses klimamæssige forandringer over store dele af verden, og i Vestafrika medfører den tørkeperioder, som har gjort levevilkårene svære for kakaoplanterne.
Borgerkrig og skovrydning
Mellem 2002 og 2011 oplevede Côte d’Ivoire en blodig borgerkrig, og her spillede kakaoøkonomien en stor rolle, forklarer Jesper Bjarnesen.
”Borgerkrigen havde kakaoøkonomien som omdrejningspunkt. De fleste kampe skete i den sydvestlige del af landet, som også kaldes ’det vilde vesten’, og her er mange kakaoplantager. Man så, at rebeller smuglede store mængder kakao ud af landet som en indtægtskilde for at finansiere krigen,” beretter han.
Samtidig var lokale kakaobønder trætte af, at der kom migranter til landet for at arbejde i kakaosektoren. Som en del af et politisk magtspil mellem de ledende figurer i konflikten, blev udlændinge derfor frataget retten til at eje land, og det skabte spændinger i kakaosektoren, siger forskeren, der skrev sin ph.d.-afhandling om burkinske migrantarbejdere i Côte d’Ivoire.
Skovrydning er også en del af historien. Siden uafhængigheden havde regeringen tilladt folk – også fra nabolandene – at rydde skov på egen hånd uden statslig indblanding. Så migranter kunne frit fælde skov for at dyrke kakao, ”men efter årtusindeskiftet var der ikke meget udyrket land tilbage. Det skabte problemer, fordi flere ville til, men der var mindre land at dele ud af,” uddyber han.
Côte d’Ivoire har i løbet af de seneste 100 år ryddet 90 procent af landets skovområder, for det meste for at dyrke kakao. I maj 2023 vedtog EU, som er verdens største kakaoimportør, en såkaldt forordning om skovrydning, som skal træde i kraft den 30. december 2024. Forordningen kræver, at en række landbrugsråvarer ikke må forårsage skovrydning, hvis det skal importeres til EU. Det gælder blandt andet kakao, og det kan vise sig at få negative konsekvenser for Côte d’Ivoires kakaoeksport til EU.
Foto: Godong/Universal Images Group via Getty Images
Afrikanske lande producerer, europæiske forbruger
Kakaoproduktion er også et pragteksempel på den problematiske handelsmodel, der fortsat eksisterer mellem en række afrikanske og europæiske lande. Mens Afrika producerer 3,7 millioner tons kakao årligt og kun forbruger 112.000 tons, forbruger Europa – ifølge Cocoa Barometer, som monitorer international kakaohandel – 2,5 millioner tons uden at dyrke en eneste bønne.
”Det er ret absurd, at man stadigvæk har den koloniale arbejdsdeling, hvor afrikanske lande hver især er specialiseret i råvarer, der bliver forarbejdet og solgt i Europa,” siger Jesper Bjarnesen og fortsætter: ”Kakao i Elfenbenskysten, jordnødder i Senegal… det minder jo om dengang, vi havde sukkerproduktion på De Vestindiske Øer. Den nuværende model kommer ikke lokalbefolkningen til gode,” forklarer han.
Og det er Amie N’Dong enig i. Hun er direktør og medstifter af den danske virksomhed Social Vanilla, der importerer vanilje fra Uganda og Tanzania. Hun er dansker med gambiske rødder og har boet i flere afrikanske lande. Vaniljebranchen minder på mange måder om kakaobranchen, og i 2017 oplevede den en krise, der ligner den kakaokrise, som vi står midt i nu.
”Dem, der dyrker vanilje, får oftest ikke nok ud af den og er i risiko for at blive udnyttet af mellemmænd og opkøbere, som ikke tilbyder dem fair forhold eller priser,” fortæller hun.
Ligesom med kakao er det tit småbønder, der dyrker vanilje i Uganda og Tanzania. Bønder ejer oftest et meget lille landareal og forarbejder ikke selv deres produkter. Derfor hænger deres forretning op på den ene råvarepris. Og falder kakaoprisen, så har det direkte indvirkning på bøndernes indtjening, forklarer hun.
Europæiske virksomheder køber kakao til en lav pris, sender det til fabrikker i Europa for at forarbejde det, og sælger derefter færdige chokoladeprodukter til højere priser i europæiske supermarkeder
Udover det usikre indkomstgrundlag for bønderne, er et andet problem ved den nuværende model, at størstedelen af forarbejdningen af kakao foregår i Europa. Europæiske virksomheder køber kakao til en lav pris, sender det til fabrikker i Europa for at forarbejde det, og sælger derefter færdige chokoladeprodukter til højere priser i europæiske supermarkeder.
På den måde får virksomhederne den største del af fortjenesten, mens bønderne i Côte d’Ivoire, der faktisk dyrker kakaoen, ikke får en fair andel af værditilvæksten fra deres arbejde. Det skaber en ubalance, hvor europæiske virksomheder drager fordel af billig råvareimport og høje salgspriser, mens bønderne ikke får den samme økonomiske gevinst.
Men det har skiftende regeringer i Côte d’Ivoire de senere år forsøgt at gøre noget ved, og de er især lykkes med at styrke landets kapacitet indenfor ét område: formalingen af bønner. Formalingen udgør det første trin i kakaoforarbejdningen og Côte d’Ivoire overhalede i 2016 Holland som verdens førende formaler. På få år har landet fordoblet sin kapacitet, og maler nu næsten 50 procent af sine bønner selv. Desuden har regeringen et mål om at male 100 procent af dem i 2030. Den udvikling er meget positiv, hvis man spørger Jesper Bjarnesen.
”Ønsket om at gå fra ’bare’ at være råvareproducerende til at forarbejde produkter har været en tydelig linje i regeringens politik. Det er noget, mange afrikanske lande har snakket om længe, men gjort meget lidt ved. Man har svært ved at komme ud af den klassiske postkoloniale rolle som udelukkende råvareleverandører,” vurderer han.
I 2018 skabte Ghana, Côte d’Ivoire og Nigeria et samarbejde, så de sammen kan indgå aftaler med internationale kakaoopkøbere og dermed stå i en styrket forhandlingsposition. ”OPEC” for kakao bliver det kaldt, med henvisning til organisationen for olieeksporterende lande, der sørger for stabile oliepriser på markedet.
Faktum er dog fortsat, at 80 procent af sektorens gevinster opnås under det andet trin i forarbejdningen: fremstillingen af kakaosmør. Den del af værdikæden er stadig så godt som ikke-eksisterende på lokalt industriniveau i Côte d’Ivoire. Så selvom udviklingen i landet er et positivt eksempel på, hvordan råvareproducerende lande kan skabe mere værdi lokalt, er vejen til at beholde en endnu større del af (chokolade)kagen fortsat lang.
Dyr chokolade er en mulighed for kakaobønderne
Ifølge de seneste tal fra International Institute for Sustainable Development, repræsenterer kakaomarkedet 702 milliarder kroner om året. Kun seks milliarder af profitten går i dag til bønderne, som dyrker kakaoen.
I begyndelsen af april ramte prisen på kakao 74.000 kroner per ton på New York Stock Exchange.
I Côte d’Ivoire tjener en kakaobonde i gennemsnit under én dollar om dagen, og lever dermed under Verdensbankens fattigdomsgrænse. I begyndelsen af april ramte prisen på kakao 74.000 kroner per ton på New York Stock Exchange. Det er den højeste pris nogensinde og en stigning på 140 procent i forhold til sidste år.
I Côte d’Ivoire er mindsteprisen for kakaobønner fastsat af staten. Under pres fra bønderne, som ønsker at drage fordel af de høje priser, annoncerede den ivorianske regering den 2. april en rekordhøj stigning i minimumsprisen garanteret til bønderne.
Den garanterede pris steg 50 procent, så bønderne nu kan sælge et kilo bønner for 17 kroner. Men det vil de først for alvor drage fordel af næste år, da en stor del af kakaoen bliver solgt forud. Det betyder, at høsten fra 2024 allerede er solgt, og en del af høsten for 2025 bliver solgt i løbet af i år.
Lære af vaniljekrisen
Vaniljekrisen i 2017 og 2018 skyldtes en fejlslagen høst på Madagaskar, som er verdens største eksportør. Det førte til, at priserne steg, og det havde flere negative konsekvenser, forklarer Amie N’Dong.
Det betød blandt andet til en stigning i kriminalitet i vaniljeproducerende lande, hvor lokalbefolkningen opdagede, at der pludseligt var rigtig mange penge at hente i vaniljen.
”Det førte til tyveri. Folk blev dræbt ved vaniljefarmene, og nogle begyndte at bruge børn til at holde vagt ved markerne om natten – altså børnearbejde,” fortæller hun, og giver et eksempel fra et af hendes besøg hos en bonde i Uganda, hvor Social Vanilla importerer en del af sin vanilje fra.
”Bonden solgte normalt 150 kilo vanilje om året. Det år fik han stjålet 50 kilo, altså en tredjedel af sin høst,” husker hun.
Tegn på øget kriminalitet ser vi også allerede i Côte d’Ivoire, hvor der blandt andet de seneste måneder har været en stigning i smugling af kakao. Det har medført, at regeringen har etableret en særlig politistyrke i den vestlige del af landet for at bekæmpe smuglingen.
En anden negativ konsekvens, fortæller N’Dong, var at vaniljeopkøberne begyndte at snyde bønderne. Konkurrencen blandt opkøberne om at komme først i køen til vaniljen gjorde, at de begyndte at forudbetale en del af pengene, som de betalte for kakaoen. Så lovede de bønderne, at betale den anden halvdel efter at de havde modtaget vaniljen. Men mange bønder fik aldrig den anden halvdel af betalingen.
Oven i dette medførte krisen, at nogle opkøbere pressede bønderne til at høste for tidligt, så de kunne komme andre opkøbere i forkøbet og få vaniljen først. Det gav en vanilje af dårlig kvalitet. Men fordi importører købte alt vaniljen – lige meget om det var godt eller mindre godt, var der ikke meget incitament for bønderne til at levere et godt produkt. Så samtidig med at priserne steg, faldt kvaliteten, forklarer direktøren for Social Vanilla.
Alt i alt, siger hun, fik markedet et chok, som har påvirket forbruget negativt i årevis og stadig gør det. Folk stoppede simpelthen med at købe vanilje og branchen forsøger stadig at få forbruget op på det niveau, det var på før krisen.
Fremtidsperspektivet
Kakaoindustrien i Côte d’Ivoire og den globale handel med ’det brune guld’ står derfor ved en skillevej. For importørerne og forbrugerne kan det blive dyrt, men for bønderne er der muligheder.
”Jeg så i dag på sociale medier en chokoladeproducent, der er gået konkurs. Måske vil vi se, at folk ikke har råd til at have det på menukortet, ligesom dengang med vanilje,” siger Amie N’Dong.
Hun forventer, at kakaobønderne ikke foreløbig er interesserede i at forbedre deres produkt, men snarere vil fokusere på at få det solgt og drage fordel af den høje pris. Selvom nogle eksperter mener, at de kakaoproducerende bønder og lande i Afrika ikke står til at få del i gevinsten, holder Amie N’Dong fast i det modsatte: krisen kan skabe unikke muligheder for at forbedre bøndernes levevilkår og samtidig forbedre produktionsmetoderne.
Selvom krisen om ’det brune guld’ kan føre til dyrere påskeæg og kortere æggejagter for europæere næste år, så kan den også betyde bedre forhold for kakaobonden i Côte d’Ivoire. Hvorvidt situationen er en krise eller en uventet gave, kommer derfor an på, hvis perspektiv man ser det fra.
