Kakaoproduktion i Elfenbenskysten tager fart med ny mercedes-bønne

gettyimages-1162786203

Arbejdere fylder kakaobønner i sække i Agboville, Elfenbenskysten. Selvom landet står for 40 procent af det globale kakaomarked, ender blot 5-7 procent af den globale profit i ivorianske lommer.


Foto:
Gerd Kieffer-Døssing

18. august 2021

Elfenbenskysten er verdens største kakaoproducent, og den brune frugt står for 10 procent af landets BNP. Men i 00’erne blev produktionen ustabil på grund af dårligt høstudbytte som følge af mere ekstreme vejrforhold, dårlige globale priser og dårligere kvalitet.

For at komme katastrofen i forkøbet satte det nationale forskningscenter for agronomi, Centre National de Recherches Agronomiques, gang i udviklingen af en helt særlig bønne, der skulle vende udviklingen.

Resultatet er mercedes-kakaobønnen. Siden den blev uddelt til landets mange småproducenter i første halvdel af 2010’erne, er Elfenbenskystens kakaoproduktionen kun gået i vejret. Fra 1580 tusind tons i 2015/16 til forventet 2225 tusind tons i 2020/21 ifølge tal fra Den internationale kakaoorganisation, ICCO.

En perlerække af fordele
Mercedes-bønnen er udviklet ved at krydse flere lokale kakaobønnearter og er karakteriseret ved dels at være særdeles immun over for plantesygdomme, dels ved at give et højt høstudbytte – mellem 1,5 og 3 tons per hektar mod konventionelle sorters 300 kilo.

Derudover giver mercedes – der selvfølgelig er opkaldt efter den robuste tyske bilmærke Mercedes-Benz – de første bælge allerede efter 18 måneder, hvilket konventionelle kakaosorter normalt er mellem tre og seks år om. Sidst, men ikke mindst, er mercedes-bønnen en fed bønne med en god aroma, hvilket er perfekt til chokoladeproduktion.

I sin 2019-vurdering af Elfenbenskystens økonomi vurderer Verdensbanken, at mere end fem millioner ivorianere er beskæftiget i kakaoindustrien, der er landets største kilde til udenlandsk valuta. Den globale kakao- og chokoladeindustri var 44,35 milliarder dollars værd i 2019 – men selvom 40 procent af den globale kakaoproduktion kommer fra Elfenbenskysten, havner blot 5-7 procent af sektorens globale profit i det vestafrikanske land. 

Derfor, og fordi den primære indtjening fra kakaoen ikke går til kakaoproducenterne, men til de led, der har med bearbejdning og distribution at gøre, skønner Verdensbanken, at 55 procent af de ivorianske kakaoproducenter og deres familier lever under fattigdomsgrænsen.

Samtidig er det en udskældt sektor, der dels forbindes med klimaskadelig afskovning og børnearbejde.

Læs også: Chokoladeproduktion og børnearbejde i Elfenbenskysten: Hvem har ansvaret?