Tid:

Sted:

Arrangør: N/A

40 års kamp mod tortur – og Inge Genefke-prisen

TID: Tirsdag d. 8. april, kl. 17.30 til 21.00 (inklusive en afsluttende reception)

STED: Domus Medica, Kristianiagade 12 (ved Østerport Station), Kbn Ø

Fejringen markerer resultaterne, som den globale bevægelse mod tortur har opnået i denne periode.


TID: Tirsdag d. 8. april, kl. 17.30 til 21.00 (inklusive en afsluttende reception)

STED: Domus Medica, Kristianiagade 12 (ved Østerport Station), Kbn Ø

Fejringen markerer resultaterne, som den globale bevægelse mod tortur har opnået i denne periode.

Det sker med en lille teaterforestilling skrevet og opført af torturofre bosat i England, digtoplæsning af Paprika Steen og Thomas E. Kennedy, musik med Michala Petri og Lars Hannibal samt uddeling af den prestigefyldte Inge Genefke Pris.

Et af aftenens højdepunkter bliver nemlig, at Inge Genefke og hendes mand og livslange støtte i arbejdet mod tortur, professor Bent Sørensen, uddeler Inge Genefke Prisen på 10.000 euro (ca. 74.000 kr.).

Den tildeles hvert andet år en prominent person, som gennem mange år har gjort en fremragende indsats for behandling af torturofre og bekæmpelse af tortur i verden.

AFTENENS PROGRAM

17.30
Velkomstdrink.

18.00
IRCT Generalsekretær Victor Madrigal-Borloz byder velkommen – se
http://www.u-landsnyt.dk/navnenyt/nyt-job/costaricaner-i-spidsen-irct

18.10
IRCT Præsident Suzanne Jabbour, Leder af “Restart Center for Rehabilitation of Torture Victims and Violence”, Lebanon, taler.

18.20
’Write to Life’ præsentation: IRCT rehabiliteringscentret ”Freedom from Torture – Medical Foundation for the Care of Torture Victims” i London har en terapeutisk skrivegruppe for torturofre; i 10 år har dette “Write to Life” projekt været koordineret af Sheila Hayman, som er prisvindende filmproducent, forfatter og journalist.

I samarbejde med Tamasha teatret er denne gruppes kreative arbejde formet til teaterstykker, der således skrives af torturofrene og opføres af dem selv.

Vi vil møde Jade Jackson fra Uganda, Yamikani NDovi fra Zimbabwe samt Sheila Hayman. Der vil blive lejlighed til spørgsmål.

19.20
Inge Genefke Prisen 2014 uddeles af professor Bent Sørensen.

19.40
Digtoplæsning.

20.00
Reception med forfriskninger og kanapéer.

Det begyndte med en lille annonce

Det var netop Inge Genefke, der d. 8. april 1974 satte en beskeden annonce i ”Ugeskrift for Læger”.

Heri efterlyste hun danske læger, som ville medvirke til at undersøge torturofre, der kom til Danmark fra chilenske fængsler (det var umiddelbart efter militærkuppet mod Salvador Allende)

Tre læger responderede på annoncen og derved skabtes den første lægegruppe mod tortur. I de følgende år udvidedes gruppen med flere læger og tandlæger, og arbejdet bredte sig ud over Danmarks grænser.

Det første danske behandlingscenter, Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre (RCT), blev grundlagt i 1982. Siden skabtes yderligere to danske behandlingscentre for torturofre, der kom til Danmark.

I 1985 grundlagdes IRCT med det formål at sikre torturofre overalt i verden adgang til behandling for fysiske og psykiske skadevirkninger efter tortur samt adgang til ad rettens vej at stille torturbødlerne til ansvar, og for at arbejde globalt for forebyggelse og afskaffelse af tortur.

Fandt absolut ingenting

Da Inge Genefke og hendes gruppe for 40 år siden søgte i Danmark og internationalt efter faglitteratur om dokumentation af tortur og behandling af torturofre fandt hun absolut ingenting!

I dag, da der findes så utroligt megen viden om følgerne efter tortur og behandlingsformer, kan det være svært at forestille sig hvorledes de danske læger i starten stod fuldstændigt på bar bund, både når det gjaldt de fysiske og psykiske følger af tortur.

Som følge af det arbejde, der indledtes for 40 år siden, og de utallige engagerede læger, psykologer, psykiatere, sygeplejersker, fysioterapeuter osv , der efterfølgende i hele verden fulgte op på arbejdet mod tortur, findes der nu i Danmark det største bibliotek i verden specialiseret i tortur.

Det rummer flere end 50.000 bøger mv. om emnet; desuden udgiver IRCT 3-4 gange årligt det videnskabelige tidsskrift om rehabilitering af torturofre “Torture Journal”, som er verdens eneste af sin slags og tilgår over 2.000 hospitaler, biblioteker, læger osv. verden over.

For flere oplysninger om begivenheden og spørgsmål generelt, kontakt venligst Janice Granados, e-mail [email protected], mobil 50 56 58 00.

IRCT om IRCT i dag

Med beundring må man konstatere at et individuelt initiativ, taget i Danmark d. 8. april 1974 udviklede sig til et gigantisk pionérarbejde for menneskeheden.

IRCT består i dag af over 140 behandlingscentre i 73 lande og behandler årligt omkring 100.500 torturofre samt deres familier.

Tortur er et nedbrydende og frygtindgydende redskab, som autoritære magthavere i over 100 lande benytter til at undertrykke kritikere for selv blive ved magten.

Derfor er den indsats, som den internationale bevægelse mod tortur har udført, ikke alene et medicinsk arbejde, men også et redskab til at styrke en demokratisk udvikling i autoritære stater.

Om begivenheden

Fejringen af den internationale anti-torturbevægelses landvindinger gennem 40 år sker i Lægeforeningens Domus Medica, København, d. 8. april.

Et af aftenens højdepunkter bliver, at Inge Genefke og hendes mand, Bent Sørensen, uddeler Inge Genefke Prisen.

Tidligere modtagere af prisen er:

Veli Lök, Tyrkiet (2004), Monica Feria, Peru (2006), Frances Lovemore, Zimbabwe (2008), June Lopez, Filippinerne, (2010) samt José Quiroga og Jim Jaranson, USA (begge i 2012).

Dette års vinder afsløres ved festligholdelsen.

Yderligere oplysninger hos:
Janice Granados, e-mail [email protected] og
mobil 50 56 58 00.

International Rehabilitation Council for Torture Victims
Copenhagen Europe Center, Vesterbrogade 149,
building 4, 3rd floor, 1620 Copenhagen V, Denmark
Tel: +45 44 40 18 30
Fax: +45 44 40 18 54
Mail; [email protected]
Web: www.irct.org