Tid: 19/02/2016 21:30 til 19/02/2016 23:45

Sted: Spillestedet Global Copenhagen, Nørre Alle 7 (i gården bag VerdensKulturCentret), Nørrebro, København

Arrangør: N/A

Brasiliansk afrobeat

Dørene åbnes kl. 21.00. Koncert fra kl. 22.00

Pris: 120 kr.

Billet købes på

http://www.billetlugen.dk/da/event/bixiga-70/billetter

Koncerten er en del af Vinterjazz 2016.

 

 

Det ti mand store orkester Bixiga 70 fra São Paulo byder på en fusion af afrikanske og latinamerikanske stilarter.

Orkestrets navn såvel som musikalske ånd har udgangspunkt i afrobeat-kongen Fela Kutis legendariske Africa 70, men Bixiga 70 er aldrig i nærheden af blot at være et “tribute band” og hyldes internationalt som et af de mest originale bud på moderne afrobeat.

Med elementer af alt fra brasiliansk folkemusik over malinké-rytmer fra Guinea til amerikanske blaxploitation-soundtracks skaber de et genrekrydsende mix.

Udover at være en hyldest til Africa 70 refererer orkestrets navn til kvarteret Bixiga i det centrale São Paulo, hvor medlemmerne fandt sammen i 2010.

En stor del af Bixagas indbyggere er af afrikansk eller italiensk afstamning, og kvarteret er kendt som et af byens livligste, fyldt med restauranter og musiksteder.

Bixiga 70, hvis ti medlemmer har baggrunde inden for genrer som avantgarde-pop, jazz og brasiliansk musik, er indbegrebet af de kulturelle blandinger og den spirende DIY-kreativitet, som deres hjemkvarter er berømt for.

Orkestrets debutalbum udkom i 2011 og fik plads på mange af det års “Best of”-lister i hjemlandet. Ikke længe efter begyndte Bixiga 70 at turnere internationalt og besøgte i 2013 Roskilde Festival, hvor de spillede en nattekoncert.

Bixiga 70 udgav i september 2015 sit tredje album med den enkle titel III, der fremhæves af mange anmeldere som deres bedste til dato.

Det britiske dagblad The Guardian giver albummet fire ud af fem stjerner og skriver, at Bixiga 70 er mere opfindsomme end de fleste andre afrobeat-bands, ikke mindst når det kommer til blæsersektionen og en baritonsaxofonist, hvis spil “giver gåsehud”.

Musikmagasinet R2 tager skridtet videre og fremhæver, at orkestrets musik er “så fandens livsbekræftende funky, at den muligvis kan vække de døde til live”. Der er garanti for et afrobeat-brag, når Bixiga 70 indtager Global! skriver arrangøren.