Tid:

Sted:

Arrangør: N/A

Dansk Ethioper Missions årsmøde 2014 (Aarhus)

TID: Lørdag den 5. april kl. 09-21

STED: Programmet kl. 14 – 21 afvikles i Stakladen, Frederik Nielsens Vej, bygning 1422, 8000 Aarhus C. Formiddagens årsmødeforhandlinger foregår på TORVET, Katrinebjergvej 75, 8200 Aarhus N.


TID: Lørdag den 5. april kl. 09-21

STED: Programmet kl. 14 – 21 afvikles i Stakladen, Frederik Nielsens Vej, bygning 1422, 8000 Aarhus C. Formiddagens årsmødeforhandlinger foregår på TORVET, Katrinebjergvej 75, 8200 Aarhus N.

På Guds løfter er Dansk Ethioper Mission og vores partnere i Afrika sendt til at bringe hele evangeliet til hele verden på mange forskellige måder- med hjerte, mund og hænder.

Hvordan der arbejdes med det lige nu, får man eksempler på om eftermiddagen på Dansk Ethioper Missions årsmøde i Aarhus lørdag den 5. april.

Eftermiddagens program kl. 14 – 18 i Stakladen byder blandt andet på:

· Foredrag ved missionær Berit Østby: At lære hjertesprog
Gør det nogen forskel for missionsopgaven hvilken sprogindlæringsmetode man vælger? Hvad kan sprogindlæring lære os om respekt, identitet og kulturforståelse – og evangelisation?

· Indlæg ved missionær Mehret-Ab Bereke Beraki: Etiopisk studenterliv
Mekane Yesus Seminary uddanner præster og undervisere til kirkens arbejde. Men hvad er de studerende optaget af? Hvad drømmer de om? Få et indblik i etiopisk studenterliv.

· Nyt fra Den lutherske Kirke i Guinea

· Dryp fra Curran Lutheran Hospital i Liberia

· Musikalske indtryk fra Liberia v/ sanger Hans Jørn Østerby.

Kl. 19.30 er der festaften i Stakladen hvor rektor Mulugetta Demissie Dagne taler over temaet: Guds løfte – vores sendelse.

Aftenen byder også på videohilsen fra udsendte medarbejdere og lovsang ved Dansk Ethioper Missions ungdomsnetværk.

Årsmødeforhandlinger

Om formiddagen er der årsmødeforhandlinger kl. 9 – 12.30 på TORVET i Aarhus.
Udover at høre beretninger om Dansk Ethioper Missions arbejde og regnskabet for 2013 skal organisationens medlemmer her vælge fire medlemmer til bestyrelsen og godkende forslag til nye vedtægter. Vedtægtsændringen handler om at ændre organisationens navn til ”Promissio”. (Se pressemeddelelse fra 9. januar).

På årsmødet medvirker tre personer fra Etiopien:

Mulugetta Demissie Dagne: Rektor på Mekane Yesus Kirkens sprogskole, Joint Language School i Addis Ababa, Etiopien.

Berit Østby og Mehret-Ab Bereke Beraki: Berit er akademisk konsulent på Joint Language School i Addis Ababa og kulturel konsulent i Dansk Ethioper Mission. Mehret-Ab er bibliotekar på Mekane Yesus Seminary i Addis Ababa. Parret er missionærer udsendt af Dansk Ethioper Mission.

Joint Language School underviser udenlandske missionærer i etiopisk sprog og kultur – og forbereder etiopiske kristne til at lære sprog og kultur der hvor de skal arbejde, i Etiopien eller i udlandet.

Mekane Yesus Seminary uddanner præster, ledere og kirkemusikere til Mekane Yesus Kirken i Etiopien.

Om Dansk Ethioper Mission:

Folkekirkeligt missionsselskab der arbejder i Etiopien, Liberia og Guinea. Gennem samarbejdskirkerne i Afrika støtter Dansk Ethioper Mission bl.a. rehabilitering af unge prostituerede, undervisning og sundhedsarbejde, kirkeligt arbejde blandt børn og unge, uddannelse af præster og evangelister, bekæmpelse af hiv/aids og kapacitetsopbygning på forskellige niveauer i kirkerne.

Budget i 2014: 7.895.000 kr.
Marts 2014: 11 udsendinge i Afrika.
Læs mere: www.dem-dk.dk