Tid:

Sted:

Arrangør: N/A

DIIS seminar: 65 år med FNs Folkedrabskonvention: Muligheder og begrænsninger

TID: Mandag den 27. januar kl. 14.00-16.20

STED: Dansk Institut for Internationale Studier, Auditoriet, Gl. Kalkbrænderivej 51A, receptionen, 2100 København Ø.


TID: Mandag den 27. januar kl. 14.00-16.20

STED: Dansk Institut for Internationale Studier, Auditoriet, Gl. Kalkbrænderivej 51A, receptionen, 2100 København Ø.

Den 9. december markerede FN 65 året for indførelsen af folkedrabskonventionen i 1948. Baggrunden var de forbrydelser, som det nazistiske styre havde begået under anden verdenskrig, og konventionen blev set som et redskab for det internationale samfund til at forhindre en gentagelse.

I den forstand er FNs folkedrabskonvention kommet til at blive et symbol på det løfte, som det internationale samfund gav efter afslutningen af anden verdenskrig, at aldrig mere skulle verden blive vidne til en lignende forbrydelse som den begået mod seks millioner jøder, en halv million romaer, tusinder af homoseksuelle og handicappede.

Men hvordan har konventionen egentlig fungeret i praksis? Hvad er status her 65 år efter i forhold til konventionens muligheder som et præventivt instrument? Hvad kan konventionen og, måske mere aktuelt, hvad kan den ikke?

På dette seminar vil der blive sat fokus på nogle af de historiske, juridiske, retsmedicinske og filosofiske perspektiver omkring FNs folkedrabskonvention i teori og praksis.

Med afsæt i den historiske erfaring og hvordan Europa reagerede på Holocaust, vil det blive diskuteret, hvor meget der egentlig har forandret sig siden 1948 i forhold til staters muligheder for og vilje til at agere for at beskytte udsatte befolkningsgrupper.

Er læren af Holocaust stadig, at selvom vi har overstatslige samarbejder, der har vedtaget resolutioner, normer og principper for at forhindre en gentagelse, er det reelt i de enkelte samfund, på lokalt niveau og blandt hjælpeorganisationer, at der bliver handlet derefter?

Der vil blive leveret et overblik over anvendelsen af folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i praksis ved FNs domstol for det tidligere Jugoslavien, ICTY.

Af historiske og politiske årsager var der ved ICTY særlig fokus på folkedrab, og dette fokus havde til tider vigtige konsekvenser for såvel Milošević-retssagen som andre.

De retsmedicinske vinkler vil tilsvarende blive taget op, og der vil blive berettet om arbejde i Kosovo med at dokumentere massegrave og fund af døde. Retsmedicinsk arbejde har både juridisk betydning (ved domstolen i Haag), men især dokumentarisk værdi af hensyn til efterladte.

Endelig vil seminaret rejse debatten om relationen mellem folkedrab og hadforbrydelser. Er de to begreber alen af et stykke, som det til tider antages, eller er der visse væsentlige forskelle (udover omfanget), som bør bemærkes?

TALERE

Cecilie Felicia Stokholm Banke er seniorforsker, ph.d. på DIIS, hvor hun arbejder med europæiske forhold. Har bl.a. forsket i danske aspekter af Holocaust og i europæisk erindringspolitik efter 1989. Udgav sammen med Anders Jerichow i 2013 antologien Holocaust og det civile samfunds reaktion (Syddansk Universitetsforlag 2013), hvor en række historikere ser på forskellige samfunds reaktion på Holocaust.

Christian Axboe Nielsen er lektor i Sydøsteuropastudier på Aarhus Universitet. Han har arbejdet som analytiker for ICTY, for den permanente internationale straffedomstol ICC og for den særlige straffedomstol for Libanon, STL. Han har bl.a. bidraget til den nye bog The Milošević Trial: An Autopsy (Oxford University Press, 2013).

Niels Lynnerup er læge og retsantropolog ved Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet. Hans speciale er identifikation af mennesker ud fra knogler og skeletrester, samt fra video og andet billedmateriale. Niels Lynnerup bestyrer også Københavns Universitets store samling af forhistoriske og historiske menneskefund og bidrager jævnligt med sin viden til arkæologiske udgravninger.

Thomas Brudholm er lektor på Minoritetsstudier ved Københavns Universitet og ph.d. i filosofi. Han har tidligere været forsker på DIIS. Han har udgivet flere bøger og artikler om de etiske og filosofiske spørgsmål der hæfter ved reaktioner på folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. For tiden fokuserer han på hadets filosofi i relation til hadforbrydelser, hadefulde ytringer, tilgivelse og folkedrab.

Seminaret vil foregå på dansk.

Deltagelse er gratis, men tilmelding er påkrævet. Benyt online tilmeldingsformular senest fredag d. 24. januar 2014 kl. 12.00.

Læs mere og tilmeld dig her: http://www.diis.dk/hjem/seminarer/2014/65+år+med+fns+folkedrabskonvention+muligheder+og+begrænsninger