Kollektivt hukommelsestab
af Koleka Putuma
Udgivet af: Rebel With a Cause
2019, 116 sider
samt
‘Imvebu Yasini’
Redigeret af Koleka Putuma & Javier Perez
Udgivet af Uhlanga, Cape Town
2016, 52 sider
Kan købes via African Books Collective og Saxo
Den sydafrikanske digter og teaterperson Koleka Putuma er for nylig blevet oversat til dansk og udgivet på det lille men vigtige forlag Rebel With a Cause. Hun har allerede modtaget flere priser og er oversat til mange sprog.
Mange af hendes digte beskriver meget konkrete oplevelser og erfaringer fra hverdagen. I et digt hører vi om en pige i en familie, der ikke har råd til ny skoleuniform og derfor må gå i en gammel og slidt i alt for stor størrelse. Selvom skoleuniformerne skulle gøre, at alle så ens ud i skolen på tværs af sociale skel, så er det alligevel svært at skjule forskellen på rig og fattig. De åbenlyse forskelle afføder en flovhed og et mindreværd.
I sydafrikanske skoler skal alle elever bære uniform i skolen ligesom i det engelske skolesystem, hvilket er et af mange eksempler på arven fra landets kolonihistorie.
Andre steder er sproget mere voldsomt. I indledningsdigtet ”Sort Glæde” får vi at vide, hvordan race fortsat spiller en stor rolle, og hvordan stigmatiseringer opleves som fysisk overgreb.
SORT GLÆDE
Vi fik smæk for hinandens synder
smæk i stavelser og med guds ord.
Inden det bliver mørkt betød kom hjem.Min bedstemors madras
kendte alle mine
søskende,
fætre, kusiner
og nabobørns ånde
ved navn.En enkelt madras rullet ud på gulvet var nok til os alle.
Brødskiver blev smurt med margarine
og rullet sammen til små pølser,
vi fik sort rooibos til, spurgte ikke om ost.Vi blev mætte.
Mine fætre, kusiner og jeg samledes om en stor skål umngqusho
med hver vores ske.
Sukkervand fuldendte måltidet.VI var hjemme og uskadte.
Men
er det ikke pudsigt?
At når de spørger til sort barndom
interesserer de sig kun for vores smerte
som om glæden var tilfældig.Jeg skriver også kærlighedsdigte
men
I vil kun se min mund flået åben i protest
som om min mund var et sår
med pus og koldbrand
til glæde.(Kollektivt Hukommelsestab, side 11-12)
Apartheid som det fortsat meget levende bagtæppe
Mange af digtene i bogen har et meget dystert bagtæppe, som man kan få indtryk af i dokumentarfilmen ‘Listen/Luister’ fra 2015, hvor en række studerende på Stellenbosch University i Cape Town fortæller om den meget åbenlyse racisme, de oplever fra hvide medstuderende. I en nylig artikel fra Mail & Guardian mere end antydes det, at situationen ikke har ændret sig særlig meget siden 2015.
I dokumentarfilmen fortæller sorte studerende, hvordan de bliver udsat fysiske angreb fra hvide studerende, blot fordi de danser med en hvid pige i en bar. Der er mange eksempler på, at de sorte studerende bliver tiltalt med den groft racistiske og apartheid-inficerede betegnelse kaffa. Det er en meget brutal erfaring og en ganske alvorlig påmindelse om, hvor tæt Sydafrika stadigvæk er på apartheid, selvom det er mere end 25 år siden, at dette styre officielt blev afskaffet.
Se ‘Listen/Luister’ her:
Mentor og rollemodel
Udover sine egne digte, som nu er udkommet på dansk takket være Iben Philipsens lille forlag, Rebel With a Cause, fungerer Putuma også som mentor for yngre digtere og kunstnere.
I antologien ‘Imbewu Yesini’ fra 2016 skriver hun i indledningen om udfordringerne ved at være kunstner. Her fortæller hun om, hvordan publikum ofte forventer, at digteren er som det, hun skriver om i sine 
Alligevel får man det klare indtryk, når man læser Koleka Putumas digte, at de afspejler konkret levede erfaringer. På samme måde beskriver hun bidragyderne til den omtalte antologi som unge mennesker, der er dybt engageret i retfærdighed, håb, lighed, kærlighed og venlighed. Det er digteriske stemmer som stræber efter selverkendelse, kæmper imod de bokse som samfundet har placeret dem i, og som forsøger at aflære deres lands og familiers traumer.
Som mentor for de yngre forfattere i antologien har hun arbejdet for at give dem plads, så de i trygge omgivelser kan danne deres egne stemmer, udtryk og identitet. Hun mener, at det er meget vigtigt, at unge digtere tidligt indser de flydende grænser og nuancer mellem køn, race, seksualitet, kultur og klasse, for at de kan bryde ud af det endimensionelle fængsel, som samfundet prøver at fastholde dem i og således bryde med tavshed.
