WTO ministermøde 2017
WTO blev grundlagt i 1995, og er et internationalt organ, der promoverer handel mellem de 162 medlemslande – herunder Danmark.
Organisationen er det forum hvori spillereglerne for global handel fastsættes og sanktioneres. 10. – 13. december mødes medlemslandenes ministre i Buenos Aires til konference.
I samarbejde med Initiativet for Handel og Udvikling (IHU) bringer Globalnyt op til mødet en serie på fire artikler om WTO og den indflydelse WTO har på den globale udvikling inden for handels- og udviklingspolitik.
Seriens artikler
WTO’s fremtid på spil (6.11.2017)
Hvad står højt på dagsordenen til WTO-mødet i Buenos Aires? (3.12.2017)
WTO og ministermøde i Buenos Aires set med danske øjne (7.12.2017)
Kampen om WTO’s fremtid: Tager Kina styringen? (10.12.2017)
Når det 11. WTO-ministertopmøde (MC11) begynder i Buenos Aires søndag, kommer det kun i mindre grad til at handle om specifikke handelspolitiske emner. Som beskrevet tidligere i artikelserien, er fiskerisubsidier det eneste sikre punkt på en utraditionel og relativt indholdsløs dagsorden, som man kan forvente en aftale om. Rammeaftaler for landbrugssubsidier, tjenesteydelser og investeringsfacilitering forhandles stadig på højtryk men forventningerne her er spæde. I stedet er selve det regelbaserede WTO-system og dets fremtidige rolle til forhandling. Ifølge iagttagere bør opmærksomheden særligt være rettet mod verdens to største økonomier USA og Kina.
Amerikanerne demonterer WTO’s appeldomstol
Den amerikanske og kinesiske tilgang til global handelspolitik og WTO-systemet varierer en hel del. WTO-systemet og dets grundlæggende principper er nedfældet i en tid med amerikansk hegemoni på det handelspolitiske område. USA har således været en stærk drivkraft i skabelsen af det regelbaserede og gennemsigtige WTO, vi i dag kender. Men USA har i løbet af de senere år trukket sig tilbage fra sin uformelle lederrolle, og har modsagt afgørelser og vigtige udvælgelser i systemet.
Mest nævneværdigt er amerikanernes lunkne forhold til appeldomstolen Dispute Settlement Understanding (DSU), der træffer afgørelser i handelsstridigheder, og dermed håndhæver reglerne nedfældet i WTO-regi. Både i Obamas og i Trumps præsidentperiode, har USA undladt at udpege nye medlemmer det panelet af uafhængige eksperter, der træffer afgørelserne. Således er kun 5 af de 7 pladser i skrivende stund besat, og dette risikerer på sigt at skabe tvivl om appeldomstolens juridiske kompetence. Derudover forhaler det sagsbehandlingen i en tid med et støt stigende antal sager.
Kritikken af appeldomstolen, der ligger til grund for den manglende udvælgelse, går på, at appeldomstolens mandat og procedurer fra amerikansk side opfattes som uklare, og derfor i modstrid med principperne om et regelbaseret og gennemsigtigt WTO-system. WTO’s nuværende generaldirektør, den brasilianske Roberto Azevêdo, har om situationen udtalt, at en kompromittering af appeldomstolen er en kompromittering af WTO-systemet i dets helhed, fordi appeldomstolen er en forudsætning for, at reglerne håndhæves.
I en specifik sag mod EU bragt for appeldomstolen af Kina, støttede appeldomstolen Kinas udlægning af reglerne. I den aktuelle situation, hvor det hører med til problemet, at Kina endnu ikke officielt anerkendes som en fri markedsøkonomi, mener amerikanerne, at appeldomstolen hermed laver egne regler (f.eks. ved indirekte at afgøre landes markedsstatus) i stedet for at fortolke de eksisterende regler ift. konkrete sager. Kritikken er på sin vis legitim, men spørgsmålet er, om tiden så småt er løbet fra USA, der i det internationale samfund isolerer sig selv ved at true institutioner som WTO’s legitimitet.
Knæfald for protektionisme
Situationen er vand på Kinas mølle. Den kinesiske økonomi er vokset med rivende hast de seneste to årtier, godt hjulpet på vej af WTO-medlemskabet fra 2001. Medlemskabet gav adgang til fjerne markeder, og muliggjorde eksport på langt bedre vilkår end hidtil. Resultatet var, at den kinesiske eksport steg omkring 20-25 pct. årligt efter 2001, og nettoeksportoverskuddet steg fra at udgøre 2 pct. til at udgøre 8-9 pct. af Kinas BNP. Kinas status som verdens anden største økonomi (den største ift. købekraft) er således langt hen af vejen muliggjort af WTO-systemet. Den økonomiske størrelse giver samtidigt Kina en enorm tyngde i handelspolitiske sammenhænge.
Med lanceringen af gigantprojektet ’en Ny Silkevej’, der skal forbedre infrastrukturen for handel mellem Kina, Mellemøsten, Afrika og Europa, har Kina også for alvor stemplet ind som et alternativ til den hidtidige økonomiske markedsleder USA, og vist landets politiske aspirationer. Dette er godt nyt for global samhandel i en tid, hvor USA og andre vestlige ledere i stigende grad opfører sig protektionistisk, men det kan på sigt underminere WTO-systemet, som vi kender det.
Trods indrømmelser ved Kinas indlemmelse i WTO i 2001 om at landet efter 15 års medlemskab automatisk ville opnå status som (fri) markedsøkonomi, er dette endnu ikke sket. Med god grund kan man tilføje. Når det gælder udenlandske markeder, er Kina stærke fortalere for fri konkurrence og et regelbaseret system jf. eksportsuccesen beskrevet ovenfor. Men på det hjemlige kinesiske marked er konkurrencen langt mindre fri, hvilket især skyldes statslig kontrol med landets økonomiske planlægning og konkurrenceforvridende virksomhedssubsidier målrettet udvalgte sektorer. Derudover er Kina stadig verdens største autokrati, og et land, der undertrykker politiske friheder såvel som civile rettigheder.
Såfremt Kina overtager det uformelle lederskab i WTO efter MC11, kan det opfattes som en naturlig kulmination på seneste årtiers økonomiske udvikling. Men det vil samtidigt være udtryk for et knæfald for protektionistiske principper, og måske endda begyndelsen på afviklingen af et regelbaseret og gennemsigtigt handelssystem baseret på liberale principper.
Peter Pilgaard er frivillig i Initiativet for handel og udvikling, IHU
