Mali: Tidslinje
1991: Et militærkup anført af Amadou Toumani Touré (ATT) afsatte Moussa Traorés to årtier lange militærdiktatur i kølvandet på antiregeringsprotester. Efter et år med overgangsregering afholdte Mali sit første flerpartivalg i 1992.
2002: ATT vælges til præsident.
2012, januar-april 2012: Malis fjerde tuaregoprør. I kølvandet på Libyens fald forsøgte tuaregerne denne gang at etablere en selvstændig stat, Azawad, i de tre nordlige regioner Gao, Timbuktu og Kidal.
2012, 22. marts: Militærkup i hovedstaden anført at Kaptajn Sanogo tre uger inden der skulle afholdes valg. Baggrunden var regeringens dårlige håndtering af tuaregoprøret i nord, hvor maliske soldater døde forgæves.
2012, april: al-Qaeda-relaterede jihadistgrupper slår tuaregerne tilbage i nord og etablerer et kalifatlignende styre i de nordlige regioner.
2013: Efter jihadisterne rykker længere sydpå, rykker den franske operation Serval ind i de nordlige regioner med blandt andet dansk helikopterstøtte og styrker fra den Afrikanske Union (AFISMA).
2014: Frankrig tror ikke på, at de afrikanske styrker kan varetage opgaven og anmoder sikkerhedsrådet om en FN-styrke. FN-missionen MINUSMA bliver indsat med cirka 13.000 soldater i de tre nordlige regioner.
2015: Efter lange forhandlinger underskrives en fredsaftale med tuareggrupperne, regeringstro militser og regeringen. Jihadisterne står uden for fredsaftalen
2015: Konflikten spreder sig til det centrale Mali, hvor nu også Islamisk Stat melder sig på banen efter et internt opgør i en af al-Qaeda-undergrupperne.
2016-2019: Volden og angrebene eskalerer og femdobles i perioden.
2019, marts: Massakre på landsbyen Ogossagou i det centrale Mali. Selvforsvarsmilitser dræber over 150 civile i Malis hidtil blodigste angreb. Året efter bliver 35 dræbt i samme landsby, angiveligt af de samme militser, en time efter FN-soldater har patruljeret området
2019, april: Titusinder af demonstranter er på gaden i Bamako i protest mod angrebene og den stigende vold i landet.
2020, 29. marts: Afholdelse af det 18 måneder forsinkede parlamentsvalg.
2020, 5. juni: Første protester i kølvandet på forfatningsdomstolenes uretmæssige udskiftning af parlamentsmedlemmer til fordel for præsidentens parti.
2020, 10. juli: 11 demonstranter bliver skudt af regeringens sikkerhedsstyrker.
2020 18. august: Statskup.
På computerskærmen her i Danmark følger jeg med, mens Malis nye militærjunta den 18. august indtager hovedstaden Bamako. Få timer efter at kupmagerne tilbageholder præsident Ibrahim Boubacar Keita og en række andre regeringsledere, dukker præsidenten op på skærmen på den nationale tv-station ORTM. Udmattet og iklædt mundbind erklærer han, at han træder tilbage. Han opløser samtidig regeringen og nationalforsamlingen.
Ved første øjekast ligner det aktuelle statskup statskuppet i 2012. Begge udsprang fra de samme militærbarakker i sovebyen Kati 15 kilometer fra hovedstaden.
Dengang kom det som en overraskelse for de mange internationale donorer, at det land, som i mange år blev betragtet som et foregangsland for demokrati, i løbet af nogle ganske få måneder styrtede sammen som et korthus. En overraskelse som mest af alt afspejlede, hvordan Malis mange vestlige donorer enten ikke så eller lukkede øjnene for korruptionen blandt den politiske elite.
Kuppet i 2012 udløste et massivt sikkerhedskollaps og blev et centralt omdrejningspunkt for Frankrigs, EU’s, FN’s og ikke mindst Danmarks militære tilstedeværelse i regionen. Koblingen mellem vores egen sikkerhed og de trusler, der udspillede sig i Sahel-regionen, blev hurtigt etableret i diverse europæiske politikeres taler og strategipapirer. Hvis ikke vi bekæmper terror, migration og grænseoverskridende kriminalitet i Sahel-regionen, vil det ramme Europa, hed det sig. Belært af krigene i Afghanistan og Irak ønskede Vesten ikke langvarig tilstedeværelse. I stedet ville man opbygge kapaciteten lokalt til at varetage regionens og dermed også Europas sikkerhed.
Men så let gik det ikke. I januar 2013 gik Frankrig militært ind i sin tidligere koloni med den danskstøttede Operation Serval med det formål at inddæmme jihadisternes fremtog hurtigst muligt. I dag er der 5.100 franske soldater, 5.000 regionale tropper, 1.000 EU-soldater, 13.000 FN-soldater og flere hundrede amerikanske soldater i Mali, samt de 70 danske soldater og to transporthelikoptere, der siden november 2019 har støttet Frankrig og FN-styrkerne. Til trods for de mange tropper og nye indsatser i landet er antallet af angreb i regionen femdoblet siden 2016. De fleste angreb finder sted i de isolerede grænseområder mellem Burkina Faso, Niger og Mali. Her er staten fraværende, og jihadisterne har held med at rekruttere blandt de mest udsatte befolkningsgrupper.
På trods af lighederne står det hurtigt klart for mig, at 2020-kuppet har sin egen logik. Allerede et par dage efter de bemærkelsesværdigt ikke-blodige begivenheder fungerer statsadministrationen nogenlunde normalt. De offentligt ansatte er på arbejde, og bankerne er igen åbne. Pengeoverførsler fra nabolandene er dog blokeret som et led i den vestafrikanske samarbejdsorganisation ECOWAS’ nye sanktioner mod Mali. Sammen med resten af det internationale samfund har ECOWAS fordømt kuppet og forsøgt at forhandle en aftale på plads med militærjuntaen om overgangen til civilt ledet styre. Dog fortsat uden resultat.
Fra coup d’etat til coup corrective
Militærkuppet i 2012 kom i kølvandet på de internationale bombardementer i Libyen, der førte til Oberst Gaddafis fald. Tusindvis af stærkt bevæbnede tuaregoprørere, der havde befundet sig i eksil i Libyen, rykkede ind i Malis nordlige regioner med et ønske om at oprette en selvstændig stat, Azawad. Her kæmpede de i starten side om side med al-Qaeda-relaterede jihadister mod Malis hær, som på det tidspunkt mest af alt bestod af soldater i sandaler, der enten flygtede fra eller blev mejet ned på deres spinkelt bevæbnede baser i Nord. Dengang lød parolen blandt soldaterne ”hvis du dør for Malis skyld, dør du for ingenting”.
Utilfredse med at blive brugt som kanonføde i kampen mod jihadister og tuareger tog en gruppe yngre, laverestående officerer anført af Kaptajn Sanogo sagen i egen hånd. De væltede den daværende regering under tumultagtige omstændigheder, hvor flere mistede livet, mens den daværende præsident flygtede. ECOWAS fordømte hurtigt kuppet, afsatte kupmagerne og fik en overgangsregering på benene i løbet af et par måneder.
Men ikke mindst på grund af magtvakuummet i Bamako fik jihadistiske oprørsgrupper mulighed for at konsolidere sig i de nordlige regioner. Et scenarium de internationale styrker her i 2020 frygter vil gentage sig og give jihadisterne mere vind i sejlene.
Kuppet i 2012 blevet hurtigt erklæret for en katastrofe. Allerede dengang profiterede kupmagerne og den politiske koalition, der efterfølgende støttede kuppet, på stærke antikoloniale følelser i befolkningen – især rettet mod den tidligere kolonimagt Frankrig. Af den grund var de også imod internationale troppers tilstedeværelse i landet og anerkendte ikke FN og ECOWAS’ plan for overgangen til demokrati.
Den seneste uges rapporter fra Mali viser en anden udvikling. En af de centrale forskelle fra statskuppet i 2012 og nu er, at 2020-kuppet kommer i kølvandet på massive folkelige protestbevægelser, der har fyldt Bamakos gader siden sidste år. Folkemængderne, der hylder de nye militærledere med bannere og tilråb og den karakteristiske hæse lyd af de mange vuvuzela-plastikhorn, er en del af en bredere forankret protestbevægelse. For mange i Mali er der ikke tale om et egentligt statskup – snarere et coup corrective: Et nødvendigt onde for at få demokratisk forankrede reformer. Den nu tidligere præsident IBK, som Ibrahim Boubacar Keita kaldes i folkemunde, har ikke indfriet sine valgløfter fra 2013 om fattigdomsbekæmpelse, fred, sikkerhed og national forsoning. Han har mest af alt forværret situationen.
Folk har først og fremmest protesteret over IBK og de internationales styrkers manglende håndtering af den eskalerende vold i landet. To tredjedele af Mali er i erklæret undtagelsestilstand, jihadisterne står stærkere end aldrig før, og ifølge FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, er 275.000 maliere enten på flugt eller internt fordrevne. Mellem 2012 og 2019 har der i Mali og nabolandene Niger og Burkina Faso været 1.463 voldelige sammenstød, og 4.723 civile er dræbt i hænderne på de 195 forskellige væbnede grupper, der hærger området. Volden nåede sit højeste niveau i 2019 og fortsætter med stigende frekvens.
Hver uge rapporteres der om døde soldater fra jihadistangreb. Estimaterne peger på næsten 4.000 døde maliske soldater siden 2015. Men tallene er ikke nemme at få overblik over, og hæren er beskyldes ofte for at underrapportere dem.
Ud over den alvorlige sikkerhedssituation og de stigende fødevarepriser har skolerne været lukket i snart to år. Offentligt ansatte har ikke fået udbetalt løn, og det har fået dem til at strejke.
De dårlige vilkår står i skærende kontrast til præsidentens indkøb af privatfly og militærhelikoptere, der aldrig har fået luft under vingerne, men som fyldte godt i medierne. Det vakte også stor protest i befolkningen, da de måbende kunne se billeder fra en luksuriøs fødselsdagsfest ved Middelhavet for præsidentens søns – som også er formand for parlamentet og sikkerhedsudvalget.
Protesterne eskalerede for alvor i kølvandet på forårets parlamentsvalg, hvor forfatningsdomstolen uretmæssigt tildelte 31 pladser i parlamentet til regeringens parti.
I juli måned blev endnu en rød linje overskredet, da sikkerhedsministeriets antiterrorkorps skød med skarpt direkte ind i den protesterende folkemængde og dræbte mindst 11 og sårede over 100. Den uretmæssige brug af antiterrorkorpsets, som blev dannet efter terrorangrebet på hotel Radisson i Bamako i 2015 med støtte og efterfølgende træning fra EU, Frankrig og USA, beseglede folkets mistillid til regeringen.
Alligevel forsøgte ECOWAS i dagene efter at finde en løsning med IBK i spidsen. Men det blev ikke hilst velkommen af protestbevægelsen. Derfor ser mange kuppet som en måde at hjælpe den nødvendige forandring på vej.
Malis nye militærjunta blev trænet af Vesten
Kupmagerne, som kalder sig selv Komitéen for Befolkningens Frelse, består af en række seniorofficerer fra det mellemste lag i det militære hierarki. Til deres lancering på den nationale kanal ORTM præsenterer juntalederne komitéens hensigter:
- De ønsker at overdrage magten til en civilt ledet regering.
- De accepterer fredsaftalen med grupperne i Nord fra 2015.
- De ønsker at fortsætte samarbejdet med Frankrig og de internationale tropper i landet.
Siden da har de løsladt IBK og lanceret et fire-siders lovdokument, der sætter rammerne for deres midlertidige magtovertagelse. Respekten for demokrati, menneskerettigheder og internationale konventioner er i højsædet.
På de sociale medier kommer det lige så stille frem, at flere af den nye juntas folk er blevet trænet af amerikanerne, der har været til stede i regionen siden 11. september 2001. Men Frankrig og andre europæiske lande har også været inde over træningen som del af kapacitetsopbygningsprogrammer for hæren.
Oberst Assimi Goita, som har erklæret sig foreløbig leder af militærjuntaen, har i årevis deltaget i amerikanskledet terrorbekæmpelsestræning i Sahel-regionen. Som leder af Malis specialstyrker har Goita selv kæmpet på fronten i de nordlige og centrale regioner, der er hårdest ramt af den eskalerende voldspiral og angreb fra Islamisk stat og al-Qaeda. USA har nu midlertidig indstillet al støtte til Malis hær, og kort tid efter fulgte EU trop og har også midlertidigt suspenderet sine træningsprogrammer.
Frankrig fortsætter ufortrødent sin kamp mod terror.
Boomerang-effekten af internationale militærinterventioner
Kuppet er en ubehagelig påmindelse om de til tider uforudsigelige effekter af de internationale indsatser. De internationale styrker har trænet soldaterne i alt fra simpel skydeteknik til taktiske operationer. Der er indkøbt radioer, beskyttelsesudstyr og kampvogne, og selv på HR-delen har man forsøgt at forbedre hæren. Men især manglen på nødvendige reformer af sikkerhedssektoren får problemerne i en dysfunktionel stat til at reproducere sig. Derfor kan kuppet ses som eksempel på en boomerang-effekt, hvor de internationale interventionsindsatser ender med at skabe yderligere destabilisering i Mali. Dels fordi man ikke anerkender de ikke-intenderede konsekvenser af indsatserne, som når de specialtrænede soldater pludselig overtager magten, men også fordi man indirekte kommer til at holde hånden under et regime i déroute.
Selvom sikkerhedssektorreformer har stået øverst på både FN’s og EU’s prioriteringsliste, er det er en agenda, de ikke har kunnet komme igennem med. I stedet har de internationale styrkers tilstedeværelse boostet regeringens magt ved at tilføje ressourcer til sikkerhedssektoren, uden at den massive svindel med pengene har fået konsekvenser. Faktisk er korruptionen kun blevet værre, i takt med de mange udenlandske ressourcer der er tilført det dysfunktionelle system. Flere EU-sikkerhedseksperter i Bamako har forklaret mig, at Malis sikkerhedsministerium konsekvent ikke ville oplyse, hvor mange ansatte der er i hæren. Ministeriet har aldrig udgivet et egentligt budget over deres løbende udgifter. Ingen ved, hvor pengene flyder hen.
Selvom det internationale samfund holder fast i kravet om at have en konstitutionel legitim regering ved roret, har IBK-regeringen ikke respekteret den konstitutionelle orden og reglerne for god regeringsførelse.
Nyt vand på gamle flasker?
Lige nu er alles blik rettet mod juntaen og dens næste skridt i retning af at få etableret en regering, som det internationale samfund kan acceptere. Selvom flere af de maliere, jeg har snakket med, ser et gryende håb, hævder andre, at det nye kup blot er historien, der gentager sig. Kupmagerne vælter regeringen på grund af utilfredshed, men når de selv kommer til magten, fortsætter de den samme korrupte ledelsesstil.
I første omgang må der sættes en bred forsoningsproces i gang. Det bliver svært, men Mali har gjort det før. De omfattende nationale forsonings- og dialogprocesser efter borgerkrigen i kølvandet på 1990’ernes tuaregoprør er en af årsagerne til, at Mali blev kendt som demokratiets foregangsland i Afrika. Staten fejlede ikke, fordi de gamle fredsaftaler var frugtesløse, men fordi de aldrig blev implementeret.
Malis udfordringer er mangedoblet siden 1990’erne. Men håbet er vakt. De unge er på gaden. Og de vil ikke længere acceptere, at hverken militærjuntaen eller de religiøse ledere forråder den tillid, de unge har vist dem ved at lægge fremtiden i deres hænder.
Kun tiden vil vise, om juntaen formår at indfri befolkningens forventninger. En civilt ledet overgangsregering ville klart være at fortrække ikke mindst i lyset af hærens kontroversielle rolle i konflikten.
Dette er en forkortet udgave af den originale artikel, som kan findes på DIIS’ hjemmeside.
Signe Marie Cold-Ravnkilde er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
