Der er 35 procent større chance for at fredsaftaler holder, når kvinder deltager i fredsforhandlingerne, viser undersøgelser.
For Hilda J. Twongeyeirwe fra Uganda er det derfor vigtigt at give kvinder evnen til at oversætte tunge rapporter til historier, vi alle kan relatere til. Den personlige fortælling er hendes motivation for fred:
”Jeg vil se så mange fortællinger fra kvinder som muligt.”
Historiefortælling er et vigtigt led på vejen til fred, mener Hilda J. Twongeyeirwe, fordi det handler om at styrke kvinders tro på, at deres stemme og deres fortælling er ligeså vigtigt som enhver andens – og sørge for at den bliver hørt.
”Historiefortælling er terapeutisk og har en healende effekt på individer, der lider under trauma – og man kan ikke tale om fred, når et individ bærer på en masse uforløst trauma.”
Derfor har Hilda J. Twongeyeirwe været med til at starte organisationen FEMRITE – Uganda Women Writers Association.
Hvad har historiefortælling med kvindelig omskæring at gøre?
FEMRITE arrangerer workshops og skriveophold for kvinder, der leder efter muligheder for at udtrykke sig og fortælle deres personlige historie. Organisationen forsøger at nå ud til kvinder, der ikke kan skrive eller læse, hvor medlemmer af FEMRITE i stedet bliver sendt ud i lokalsamfund for få kvindernes vidnesbyrd. På den måde bliver deres stemme stadig hørt via andre kvinder.
”Det smukke ved skriftsproget er, at det ikke er øjebliksbillede. At skrive krydser tid og rum – vi vil altid have historierne,” siger Hilda J. Twongeyeirwe.
Hun fortæller om en af kvinderne, der blev interviewet af et medlem af FEMRITE om hendes oplevelser med omskæring: ”Vi mødte Brenda, der var oprigtigt glad for at hun skulle omskæres, fordi hun var blevet fortalt at det var det eneste, der kunne gøre hende til en ”rigtig” kvinde.”Denne naive glæde over noget, som mange andre vil anse som en forfærdelig gerning, var kvindens fortælling på det tidspunkt i hendes liv. Derfor blev den udgivet med titlen ”My Mbasuben” – min omskæring.
Senere efter at have lyttet til andre kvinders historier om at leve i fortrydelse og skam over deres omskæring, besluttede Brenda ikke at få det gjort, på trods af det tabu, der dominerede hendes stamme. Hendes fortælling er et eksempel på et traume, der ved at blive fortalt og delt kvinder imellem havde healende effekt.
”Brenda startede i stedet et lille center i sit hus for at beskytte andre unge kvinder fra omskæring og blev senere lærer på en folkeskole. At høre og dele sine historier med andre kvinder satte perspektiv på Brendas situation, og jeg tror, at det var den bedste beslutning i hendes liv ikke at blive omskæret,” fortæller Hilda.
At være kvinde i et nyt land præget af krig og konflikt
Sydsudan er Afrikas yngste land og har siden separationen fra Sudan i 2011 været præget af krig og konflikt. Landets historie er derfor også en stor del af Kiden Lukudus livshistorie, som i dag har ført hende til Eve Organization, hvor fokus er på at inkludere kvinder i politik og fredsforhandlinger. For hende er det altafgørende at styrke kvinder til at tage del i fredsprocessen i deres land.
”Min motivation for at kæmpe for fred begyndte med forventningen og glæden ved at komme tilbage til Sydsudan i 2011. Men to år efter brød krigen ud og overraskede os alle. Jeg var ung, og nyligt færdiguddannet, jeg havde store drømme og håb for fremtiden,” fortæller Kiden Lukudu.
På trods af at det var svært at være kvinde i Sudan og vokse op som flygtning, har det formet den, hun er i dag. ”Da konflikten brød ud i 2013, spurgte jeg mig selv: hvornår vil kvinder opleve den stabilitet de leder efter?”Kort tid efter begyndte Kiden Lukudu at engagere sig i kvinders rettigheder og muligheden for at blive hørt som kvinde i et mandsdomineret samfund.
I Sydsudan er 42 procent af befolkningen kvinder, og 70 procent under 18 år. Derfor er en del af Kiden Lukudus fokus den yngre generation.
”Der er et behov for at styrke den yngre generation, og opbygge selvtilliden i særdeleshed hos de unge kvinder. Så når nogen siger: du må ikke være her fordi du er kvinde, så har de styrken til at svare: jo, jeg er en del af dette samfund og jeg har ret til at være involveret i beslutninger, der har betydning for mit liv,” lyder det fra Kiden Lukudu.
Modstand er motivation
Hilda J. Twongeyeirwe og Kiden Lukudu har til fælles, at de hjælper sydsudanske kvinder. Mange flygter til nabolandet Uganda, og bliver for eksempel involveret i FEMRITES skrive-workshops. Begge kvinder ser en kæmpe styrke i at kunne tale på vegne af så mange kvinder, der af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan tale deres egen sag.
”Vi ønsker alle sammen fred og gør hver især, hvad vi har kræfterne til for at få det til at ske. Det giver mig en stor glæde at lære fra andre, og at have mulighed for at repræsentere så mange kvinder,” siger Kiden Lukudu.
Hver dag må man som kvindelig fredsaktivist i Sydsudan lægge øre til udsagn om, at kvinder er alle vegne, som om det er en dårlig ting. Men hvis kvinder er alle vegne, så er Kidens opgave fuldført.
”Det giver mig kun motivation til at arbejde videre, vi larmer ikke bare, vi skaber opmærksomhed på de problemer, der berører alle kvinder,” siger Kiden Lukudu stolt.
Hilda J. Twongeyeirwe oplever også, at der er begrænsninger i ønsket om at dele så mange kvinders fortællinger som muligt, fordi der stadig hersker en norm om, at kvinder må tie mange steder i Afrika.
Hun fortæller dog om en hændelse i hovedstaden Kampala til en offentlig oplæsning af digtet “Hvad er våbenhvile”, der er skrevet af en kvindelig forfatter:
”En af mændene fra publikum stillede sig op og sagde, at alle mænd i Sydsudan burde høre det digt, så de kunne få at vide, hvad kvinder tænker og siger om krig.”
Han havde aldrig lyttet til en kvinde før, men det havde rørt noget i ham.
Det er enkelte oplevelser som denne, som giver Hilda J. Twongeyeirwe og Kiden Lukudu håb for fremtiden og mod på at fortsætte arbejdet for fred og kvinders rettigheder.
Vi mødte kvinderne i forbindelse med Oxfam IBIS’ arrangementer om kvinder, fred og sikkerhed i sidste uge. Fredsaktivister fra Yemen, Colombia, Burkina Faso, Afghanistan og Sydsudan gæstede København og fortalte om deres arbejde for fred i de pågældende lande.