Jeg var så heldig at arbejde med et projekt, der hed Spot On Mali Music. Her arrangerede vi hvert år i januar-februar en todagesfestival bestående af to aftener, hvor seks forskellige kunstnere spillede showcase-koncerter af cirka 40 minutters varighed. Det blev afholdt i samarbejde med først CKU i København og siden, da de blev lukket ved regeringsskiftet, direkte med den danske ambassade i Mali. Tanken var, at fortrinsvis ukendte eller morgendagens stjerner fik mulighed for at vise sig frem.
Jeg havde oprindeligt været til den første festival i 2014 som ekspert i vestafrikansk musik, efter at have anmeldt og skrevet om musik fra hele verden for en række medier i ind- og udland siden 1996. Tidligere i 2011 havde jeg også besøgt Mali i nogle uger for at opleve den dengang enorme Festival Sur Le Niger-festival i Ségou.
Som ekspert nede i Bamako, måtte jeg have overbevist, så jeg blev ansat som det man kaldte for webkonsulent af Det Jyske Musikkonservatorium, som har et tæt samarbejde med konservatoriet i Bamako, der har det fulde navn Conservatoire des Arts et Métiers Multimédia Balla Fasséké Kouyaté og som ligger i Koulouba oppe i bakkerne ovenfor den maliske hovedstad ved Nigerfloden. I realiteten var mit job at lave film og foto i Mali op til festivalerne, samt redigere hjemmesiden og de sociale platforme. Alt sammen på sprogene fransk og engelsk.
Det blev til fire år, hvor jeg ofte flere gange omkring årsskiftet var nede for at lave dokumentarfilm med de spændende artister, der både blev filmet tæt på, som her hjemme hos familien, eller hos mig. Ligesom jeg ville filme deres koncert, som blev afholdt nede på Maison des Jeunes klos op ad floden. Mit arbejde handlede om kommunikation – jeg skulle simpelthen formidle dem, så de kunne få opmærksomhed og måske blive kendt udenfor Mali.
Den store samtale på beats
Den pågældende dag, hvor jeg skulle arbejde med fænomenet Kara Show, tog jeg fra mit hotel i Bamako-bydelen Quinzambougou en faldefærdig gul taxa af typen, hvor det hver gang var et under, at jeg kunne folde mit 205 centimeter store korpus ind og efterfølgende folde det ud igen, når jeg ramte destinationen. Ofte var en større gruppe grinende børn vidne til, når jeg skulle ud af en taxa. Det virkede nærmest, som om det var et tilløbsstykke af en operation, til hvilken et gigantisk skohorn nok havde hjulpet.
Men jeg ankom til bydelen, som jeg har glemt navnet på, men som lå et godt stykke ude på sydsiden af Nigerfloden, og her ventede kunstneren, som gik under navnet Kara Show, og – skulle det vise sig – med sine specielle evner for at spille på den “talende” tama-tromme, var ved at blive et hit på malisk børnefjernsyn.
Egentlig hed han Youssouf Drame og var af jeli- eller griot-familie, som det hedder på henholdsvis mandinga og fransk, altså den kaste i det maliske kastesystem, som har det som pligt eller evne at underholde og være orale historiefortællere. Hans mor, som hed Oumou, var af den kendte Diabaté-familie og hun var til stede i huset, mens faren Mady Drame var på arbejde.
Youssouf Drame var lige blevet færdig med sin kandidat i musik fra konservatoriet med det lange navn, som alle kalder for CAMM, sådan som vi også gør det fra nu af.
Han modtog mig sammen med sin gruppe, samt adskillige søstre, og vi gik straks i gang. Hvad der fulgte var et charmerende møde med et band, der har en herlig let tilgang, og hvor Youssouf godt nok kan levere den helt store samtale på beats.
Dansk griot
Bagefter blev jeg inviteret indenfor, og bænket i den store sofa, mens rigtigt mange børn og andre slægtninge en for en var henne for at give hånd eller kindkys. De serverede den stærke, sorte te, som egentlig er grøn, og som mest består af beske bobler, der smager ret godt. Så lånte jeg en guitar og ville spille en sang.
Først spillede jeg en temmelig intetsigende cover på engelsk, som de lyttede til med høflighed. Men så begyndte jeg at finde på. Jeg slog over i fransk og brudstykker af arabisk og bambara, og foldede en sang ud, hvor jeg takkede familien, hyldede slægten og Mali og sagde, hvordan jeg havde det og hvor glad jeg var for at være hos dem. Det var rendyrket “spraying”, lige som man gør det indenfor mandinga-kulturen.
Så mens jeg spillede og sang rejste Oumou Diabaté sig op og gik hastigt ind ved siden af. Hun kom tilbage med et sammenfoldet bylt af gult stof med noget, der lignede slanger, som motiv. Den lagde hun på min skulder, mens jeg spillede og sang, og så kom det:
“Du er en ægte griot, og om lidt tager vi mål på dig, og så kan du hente en hel dragt på mandag herude igen!”
Og sådan blev det. Jeg fik den gule dragt, som jeg går med så ofte som muligt. Mens jeg tænker på den afrikanske familie, dens gæstfrihed og det store privilegium, det var at formidle i Bamako i Mali.
Torben Holleufer er Globalnyts kulturredaktør